Præstø Kirke blev i 1400-tallet opført til afløsning for en ældre kirke på stedet, der ca. 1425 var blevet beskrevet som fattig og forfalden. Christian 1. skænkede den gamle kirke til antonitermunkene, der byggede en ny kirke som deres klosterkirke. Den nye kirke blev opført som et langhus med polygonal østafslutning, men med dele af den oprindelige kirke bevaret i det nye tårn. Kirken fik sit spektakulære udseende, da kapelrækken med de tre pragtgavle blev opført som et søndre sideskib ca. 1510-20.

.

Præstø Kirke indgik i slutningen af middelalderen i et antoniterkloster, stiftet i 1470 på initiativ af Christian 1. og dronning Dorothea. Af stiftelsesbrevet fremgår, at Christian 1. skænkede sin kirke i Præstø til det nye kloster, som således overtog byens eksisterende sognekirke, viet til Vor Frue, der herefter fungerede som både byens sognekirke og munkenes klosterkirke og med tilføjelsen af Sankt Antonius som supplerende værnehelgen.

Klosteret, som i dag er nedrevet, var underlagt ordenens eneste andet kloster i Danmark, der lå i Mohrkirch (Mårkær) i den slesvigske landsdel Angel.

Antoniterne var som udgangspunkt en hospitalsorden rettet på pleje af folk med sygdommen »antoniusild« (ergotisme), senere også andre sygdomme, men der er ingen belæg for, at de danske klostre bedrev hospitalsvirksomhed. Hos munkene her kunne man i stedet købe broderskab med Sankt Antonii Orden som en slags åndelig forsikring imod sygdomme samt sjælemesser til at hjælpe sig igennem Skærsilden.

Fra de danske antoniterklostre udgik en omfattende og organiseret terminering (kombineret tiggeri og prædikenvirksomhed) i alle afkroge af riget, og klosteret i Præstø blev ikke mindst anlagt for at aflaste munkene i Mohrkirch fra denne virksomhed på Sjælland og i Skåne. Som overnatningssted for de terminerende munke havde klosteret i Præstø huse i København og Malmø. Antoniterordenens særlige kendetegn var et T-formet kors (tau-kors), hvortil kom antoniusgrisen, et særligt privilegium til munkene om at kunne lade deres grise (kendetegnet ved en klokke om halsen) løbe frit, så Præstøs borgere kunne gavne deres egen sjælefrelse ved at give grisene mad.

Klosterkirken er fortsat bevaret. Den udgøres af et langhus på i alt syv fag med femsidet korafslutning og et tårn i vest. Bygningshistorien er kompliceret, men tårnet synes opført i tilknytning til en mindre sognekirke, som igennem 1400-tallet blev erstattet af det nuværende langhus.

Det må være denne mindre kirkebygning, som munkene overtog, og først i 1500-tallet føjede de et meget stort sideskib mod syd på seks hvælvfag til kirken. Sideskibets facade mod syd udgøres af tre monumentale trappegavle, hvis visuelle udtryk forstærkes af kirkens placering på skrænten over den tidligere strandeng.

Af klosterbygningerne er intet bevaret, men døråbninger i kirkens nordside viser, at de lå mod nord. Bygningerne forsvandt efter Reformationen, og af bevarede regnskaber fra nedbrydningen fremgår, at 41.340 munkesten blev anvendt til byggearbejder på Københavns Slot.

I en grav på kirkegården blev der i 1916 fundet en støbeform til pilgrimsmærker udformet som et antoniuskors med indskriften »St. Antonii de Prestø « til støbning af sygdomsafværgende pilgrimsmærker.

Videre læsning

Læs mere om Kirker i Vordingborg Kommune

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker