I Norddjurs Kommune er der flere bindingsværkspræstegårde fra omkring år 1600, der som herregårdsbyggeriet afspejler landbrugets datidige velstand og egnens skovrigdom. Ingen af kommunens mange firlængede præstegårdsanlæg er dog bevaret i deres helhed.
I Rimsø ligger landets tidligst daterede præstegård, bygget i 1593. Af Rimsøs 78 fag stråtækt egebindingsværk står stuelængens 25 brede stolpefag tilbage i vest, og i syd staldlængens 19 fag fra 1733, begge underkastet bygningsfredning. Også i Gjerrild og Hammelev lå oprindelig firlængede, stråtækte bindingsværkspræstegårde, som nu er væsentlig reducerede. Hammelev Præstegård blev opført i 1760. Tre af de oprindelige fire længer står stadig. I nord ligger stuehusets 21 fag egebindingsværk med udmuret gavl, der er sammenbygget med de 7 fag i østlængen. Vestlængen står frit med 17 fag.
Præsternes ofte lange embedstid viser deres forankring i det lokale miljø, både kulturelt og socialt. Hammelevpræsten Gert Munck, der var præst i Hammelev 1803‑34, var som en far for sine sognebørn, som han egenhændigt inokulerede med kopper som sin embedsbroder Niels Blicher. Munck delte også jagtens og selskabslivets glæder med Niels Blichers søn, forfatteren og præsten St.St. Blicher. Om Hammelev Præstegård og Muncks gæstfrihed beretter Blicher i sin sene novelle Faawal Hammeløw! (1845). Livet som præst på egnen fortolker Blicher også i Præsten i Vejlbye fra 1829 om den ulykkelige Søren Jensen Quist, der var præst i Vejlby 1599‑1626. Quists præstegård blev i 1687 erstattet af den præstebolig, der i dag benyttes som menighedshus, efter at en ny præstebolig blev bygget i 1925. I Vilhelm Krarups tid som præst i Hammelev fra 1932 til 1945 var præstegården central i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt.
