Præstegade 1 A
.
Præstegade 1 A
.
Præstegade 1 A
.
Præstegade 1 A
.
Præstegade 1 A
.
Præstegade 1 A
.

Præstegade 1 A ligger på Præstegade 1 A, hj. af Jomfrugang i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Huset er opført i 1792 som et syvfags bindingsværkshus af rådmand Hans Peter Greysen. I 1801 blev huset forlænget med seks fag mod syd. I 1832 blev huset opdelt i to huse på henholdsvis syv og seks fag, hvor af de seks fag i dag udgøres af det nuværende Jomfrugang 12. Præstegade 1A har tidligere rummet to separate boliger, hver med en enkelt stue samt mindre værelse eller kamre samt køkkener mod gården. Bageovnen i kælderen er sandsynligvis muret ved husets opførelse og dens skorsten har været forbundet med et køkkenildsted i stueetagen, der blev nedrevet omkring 1910. Omkring 1900 fremstod huset med torammede, to- eller trerudede vinduer og overkalket bindingsværk. Ligeledes var den tidligere indgangsdør i gavlen udført som en tofløjet fyldingsdør. I 1988 gennemgik Præstegade 1 A en gennemgribende restaurering, hvorved den nuværende indretning og aptering blev udført. Allerede før restaureringen var to skillevægge blevet fjernet for at skabe en større stue langs gaden og et større værelse mod gården.

Beskrivelse

Præstegade 1A er et langhus beliggende i Haderslevs ældre bydel på hjørnet af Præstegade og Jomfrugang. Bygningens ene langside ligger langs Jomfrugang, mens der langs den modsatte langside er et smalt flise- og pigstensbelagt gårdrum, der afgrænses af et stakit mod nabogrunden. Præstegade 1A er sammenbygget med Jomfrugang 12, der også er fredet. Præstegade 1A er en syv fag lang og fire fag bred enetages bygning, der står på en sortmalet sokkel af tilhugne marksten og granitkvadre. Bygningen er opført i sort opstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl og bærer et teglhængt heltag, hvor der i rygningen sidder to skorstene med sokkel og krave. Hovedindgangen i gavlen udgøres af en nyere flammeret dør med overvindue. Alle vinduer er nyere, traditionelt udførte torammede og opsprossede med koblede termorammer. Døre og vinduer er grønmalede. Langsiden mod Jomfrugang er ligesom gårdsiden delvis omsat i grundmur, langs Jomfrugang er der endvidere en sekundær indgangsdør med fyldinger og overvindue. Der er granittrapper foran begge indgangsdøre. På gårdsiden er der en enkelt nyere todelt termodør med fyldinger.

I det indre er den ældre grundplan bevaret i store træk med stuer mod gaden og mindre værelser, køkken samt badeværelse mod gårdssiden. I stuer og rum er der nyere bræddelofter med synlige ældre bjælker, fyldingsdørene er nyere udført i kopi af de ældre døre, der også findes bevaret i bygningen. Der er ligeledes bevaret en del ældre kannelerede gerichter. Loftetagen er delvis indrettet med et gavlværelse samt et værksted. Den øvrige del af loftet fremstår uudnyttet med synlige hanebånd. I kælderen under den nordlige del af huset ses det kraftige fundament af marksten og store granitkvadre, ligesom der er bevaret dele af en ældre bageovn udført af Flensborg- og munkesten. Kælderens gulv er pigstensbelagt.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Præstegade 1A knytter sig til bygningens placering i Haderslevs ældste bykerne, hvor bygningens dimensioner og traditionelle udførelse i bindingsværk og tegl gør, at den indgår harmonisk i husrækkerne langs de smalle brostensbelagte gader Præstegade og Jomfrugang.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Præstegade 1A knytter sig i det ydre til husets traditionelle konstruktion i bindingsværk, der er karakteristisk for Haderslev i 1700-tallet, hvor man til forskel fra 1500- og 1600-tallets bindingsværk, udelukkende udnyttede bindingsværkets konstruktive fordele. Hertil kommer de to indgangsdøre og rygningens skorstene, der vidner om huset tidligere opdeling i to boliger. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre plan, hvor den tidligere opdeling i to boliger, endnu tydeligt kan aflæses. Hertil kommer kælderen med det pigstensbelagte gulv og det kraftige fundament af marksten og store tilhugne granitkvadre samt den gamle ovn i kælderen, der vidner om tidligere funktioner i huset.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Præstegade 1A knytter sig i det ydre til husets rige bindingsværk, der særligt i gavlen mod Præstegade fremstår symmetrisk og markant i bygningens fulde højde. Hertil kommer den ubrudte tagflade og de regelmæssigt satte skorstene, der samler gavl og langside. Udtrykket er solidt og værdigt uden unødig pynt og dekoration. I det indre gør de lavloftede og ret småt dimensionerede rum sammen med de nyere og ældre fyldingsdøre samt de synlige loftbjælker, at der bevaret en autentisk, historisk stemning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links