Professorgården ligger på Store Kannikestræde 11 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, men der findes næsten ingen bevarede bygninger fra den tid. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombning af København i 1807. Branden i 1728 var størst: Omkring 1600 af byens 4100 huse og 5 kirker brændte. Ilden brød ud ved Vestervold, og herfra vandrede den over fire dage gennem hele byen ned til Gothersgade. Straks efter branden blev der nedsat en bygningskommission, som skulle forsøge at regulere gaderne. Det var viste sig svært at få gjort gaderne bredere og mere lige, for ejerne var uvillige til at afgive dele af deres grunde. Det blev ikke bedre, da der i den bedste mening i 1729 blev udstedt en forordning om, at de nye huse skulle opføres helt i grundmur. Det blev de brandlidte ejere rasende over, og derfor gav man lov til, at baghuse måtte opføres i bindingsværk. Så opførte ejerne baghusene, flyttede ind og lod grunden henligge ubebygget mod gaden. Først da man gav lov til at benytte bindingsværk både til gade og gård, kom der gang i genopbygningen. Professorgården ligger i Store Kannikestræde, som før reformationen husede de otte kannikker i kapitlet ved Vor Frue Kirke. Efter 1536 kom gaden til at huse professorresidenser for universitetet, men beholdt det ældre gadenavn. Professorgården blev opført for Københavns Universitet efter tegning af arkitekt og professor i matematik Joachim Frederik Ramus i 1752-53. Bygningen er opført samtidig med naboejendommen i Store Kannikestræde 13, begge efter J. F. Ramus typeforslag til professorresidenser. De blev derfor begge opført i grundmur med røde teglsten uden yderligere udsmykning end store gavlkviste mod gade og gård. Selvom gavlkvistene ved en senere ombygning er fjernet fra bygningen i Store Kannikestræde 13, har begge professorresidenser samme udtryk. En senere ombygning af Store Kannikestræde 11 kan i hovedtrappen ved stueetagen, da der til venstre for trappen er bræddegulv, hvor der tidligere har været nedgang til kælderen.Den mindre bygning mod Skindergade er opført samtidig med Professorgården, og kaldes Brandstationen.

Beskrivelse

Professorgårdens facade indgår i Store Kannikestrædes husrække. Bag bygningen ligger et stort, brolagt gårdrum med mur mod nordøst, åben forbindelse til nabobygningens gårdrum mod sydvest, og er afgrænset mod Skindergade af et enetages baghus. Forhuset er en rød grundmuret bygning i blankmur. Den er i ni fag med et heltag hængt med røde tegl. Professorgården har to fulde etager over en lav kælder samt en gennemgående gavlkvist. Facaden har en lav kvaderstenssokkel. De to sydøstlige fag domineres af en portåbning med rundbuet stik. Åbningen er markeret med vederlags- og slutsten, sidstnævnte med påmalet husnummer, mens portens bund markeres af afvisere. Porten er en traditionelt udført tofløjet, mørkegrøn, flammeret fyldingsport med to småtopsprossede overvinduer i murbuen. I kælderetagen sidder ældre, torammede småtopsprossede vinduer, mens der i stueetagen, på første sal og i gavlkvisten er ældre, småtopsprossede krydspostvinduer. Samtlige bygningens vinduer er hvidmalede, undtagen facadens kvistvinduer, som er lysegrå. Øverst afsluttes facaden af en profileret hovedgesims. De fem midterste fag rejser sig i en gavlkvist til heltagets rygning med fuldt opmuret gesims. Det midterste fag accentueres af en oculus i midten af tympanon. I de to yderste fag, på hver side af gavlkvisten, brydes tagfladen af grågrønne heltagskviste med ældre, trerammede småtopsprossede vinduer. I rygningen sidder to skorstenspiber med sokkel og krave i rød, blank mur. Gårdsiden står som facaden med undtagelse af, at der er muret helt til grund, at portåbningen har kurvehanksbuet stik, at der i fjerde og ottende fag er nedgang til kælderen og i niende fag er trappe op til bagtrappens udgang i stueetagen. Denne side har ældre, småtopsprossede, torammede vinduer over porten. I de næste seks fag sidder ældre, småtopsprossede, firerammede krydspostvinduer, ligesom i første sals tre første fag fra nordøst, mens de resterende vinduer i etagen er nyere korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Gavlkvisten har på anden sal torammede vinduer med hver to tværsprosser. Over femte fag i gavlkvistens tympanon sidder en grågrønt malet revleluge, og herover er en oculus. I de to yderste fag på hver side af gavlkvisten brydes tagfladen af heltagskviste med trerammede, småtopsprossede vinduer. Over disse sidder til tagetagen små heltagskviste med etrammede vinduer med to gange to sprosser. Portrummet har brolægning, vægge og loft er pudset og malet grågrønt, og ydermuren har nicher samt en gennemgående håndliste i jern. Porten er en nyere, tofløjet fyldningsdør efter barokt mønster. Professorgården ejes af Fonden Danish Institute for Study Abroad, hvorfor forhuset benyttes til at huse studerende, mens baghuset mod Skindergade bruges til undervisning. Professorgårdens hoveddør ligger i portrummet. Trappen indenfor hoveddøren leder op til en repos i stueetagen, hvorfra der er indgang til stuelejligheden. Hovedtrappen er en ældre toløbstrappe. Brystningen har skårne cirkler og er fra midten af 1700-tallet, ligesom de brede døre med gerichter er fra denne periode. Plandispositionen følger samme mønster på alle etagerne, hvor der fra hovedtrappen er en dør til venstre til en lille entre med toilet. Herfra er der adgang til stue og efterfølgende soveværelse mod gaden eller til en stue mod gården og herfra adgang til to soveværelser i portfagene mod gård og gade eller til spisestue og efterfølgende køkken og bagtrappe. Køkkenerne har alle bevarede ildstedskapper. På første sal er i stedet for de to mindre stuer en stor herskabsstue mod gården med velbevaret stukprydet bladværksornamentik i loftet. I stuen mod gaden er der ligeledes stuk i loft, om end af en mere skematisk art. På anden sal er stuen mod gaden delt i to, så der herved fremkommer to mindre værelser, et i to fag og et i et fag. Loftet er ikke inspiceret, men har af ejers arkitekt efter sigende velbevaret konstruktion og hejseværk. Dørene er gennemgående oprindelige, brede døre med tre-fyldningsdøre med afrundede spejlfyldninger, indstukne hængsler og enkelte bevarede låsekasser. Gerichter er ligeledes oprindelige, ligesom mange anverfere, stormkroge og rumpestabler er det ved vinduerne, som har forsatsruder. Baghuset består af fem rum med tekøkken og toilet, og der er klinkegulv med indlagt varme. Bindingsværksvæggene er malet over stok og sten med hvid oliemaling. I loftet er bjælkelag og loftsbrædder synlige. På reposen mellem stueetagen og første sal er en lav dør ind til de to værelser over porten med indbyggede sparenicher. Fra værelset mod gården fører en ligeløbstrappe ned til værelserne i stueetagen. Baghuset er en etage højt, 16 fag langt og bærer et rødt teglhængt heltag. Bygningen er mod Skindergade grundmuret med røde teglsten, men er ellers opført i bindingsværk. Bygningen har sortmalet fodrem stående på støbt sokkel og rødkalkede tavl. Over de to midterste fag rejser sig mod gården en hejsekvist med rødt teglhængt heltag. Kvisten har en nyere tofløjet revleluge. Gårdsiden har nyere revledøre og revleporte, mens der mod Skindergade er gennemgang via et portrum og en revleport i bygningens sydvestlige ende. Bag gårdsidens revledøre sidder nyere døre med hel rude, ligesom der bag portene er døre med hel rude ved siden af store, helrudede vinduer. Samtlige døre og porte er malet grågrønne.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for forhuset Store Kannikestræde 11 knytter sig til beliggenheden i gadens husrække, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens højder, facadeproportionering, geometri, materialitet og bygningsdetaljer skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som en velbevaret helhed i en af de ældste dele i indre København. Særligt er der stor lighed med ejendommen i Store Kannikestræde 2, kollegiet Regensen, og naboejendommen i Store Kannikestræde 13, sidstnævnte tegnet af samme arkitekt. Hertil kommer den miljømæssige værdi af Professorgårdens særlige bygningstype og grundens størrelse, hvor indgangen oprindelig skete gennem baghusets port i Skindergade, over gården og ind ad hovedindgangen i forhusets port. Store Kannikestræde 11 har således, ligesom den tidligere kannikkegård på grunden, haft en for tiden imponerende størrelse, da gården gik helt igennem karreen. Hertil kommer grundens udnyttelse med den store hovedbygning i husrækken ud mod Store Kannikestræde og baghuset ud mod Skindergade, hvor imellem det store brolagte gårdrum spænder. Herved ses sammenhængen til det prestigefyldte professorhverv under enevælden, og Store Kannikestræde 11 er således med til at opretholde det særlige miljø omkring det gamle universitetskvarter.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Store Kannikestræde 11 knytter sig både til forhuset som eksempel på det senbarokke, borgerlige byhus, der blev opført efter Københavns brand i 1728 og til forhuset som eksponent for typen af professorresidenser, der siden reformationen har ligget i kvarteret. På den måde indskriver Store Kannikestræde 11 sig i kulturhistorien som et særligt eksempel på de barokke huse udført som prestigebyggeri for Københavns Universitets professorer. I forhuset kommer barokkens formsprog til udtryk i den enkle og sparsomt dekorerede bygning med lav kælder, sokkel i kvadersten, gavlkviste til gård og gade, profileret hovedgesims og oculus. Hertil kommer facadernes taktfaste vinduessætning med store symmetriske krydspostvinduer med små ruder. I forhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den ældre planløsning med hovedtrappens særlige placering mod gaden, køkkener med bevaret ildstedskerne mod gården og repræsentative stuer ligeledes mod gården. At nogle af de repræsentative lokaler således er vendt mod gården ses i beletagens rokoko-stukloft til denne side. Da Professorgården er anden generation af J. F. Ramus type-residens til professorerne, bærer den præg af tilrettelser til en tidligere type. Det ses i placeringen af hovedtrappen, som i de tidligere bygninger lå midt for gårdsiden med de repræsentative lokaler mod gaden. I Store Kannikestræde 11 har Ramus vendt forholdet, så trappen ligger mod gaden og de repræsentative lokaler ligger mod gården. Alligevel har han beholdt køkkenet mod gårdsiden, hvilket fint viser residensens tilvirkningshistorie, hvor Ramus tegninger fra et tidligere type-projekt er blevet passet ind i den senere byggefase netop ud fra hensynet til konformiteten med de allerede opbyggede residenser. De bevarede dele af det oprindelige og ældre interiør har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet interiøret vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Den oprindelige hovedtrappe har særlig værdi med alle detaljer, herunder forvangerne med udsmykkede cirkelslag midtfor, de gennemgående oprindelige fyldingsdøre med indstukne hængsler og tilhørende gerichter, de kannelerede lysningspaneler samt fod-, brystnings- og fuldpanelerede ydervægge. De lærredsbeklædte vægge har ligesom loftstukken stor kulturhistorisk værdi. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i baghuset, hvis store porte imod gårdrummet afspejler bygningens oprindelige funktion som stal og vognport. På samme vis afspejler hejsekvisten med udligger, at der har været høloft under taget. I det indre er der kulturhistorisk værdi i baghusets runinddeling, teglstensbelægning og det bevarede træværk, da det vidner om bygningens tidligere brug.

Arkitektonisk værdi

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med port, lange vinduesrækker, hovedgesims og gavlkvist med profileret gesims omkring tympanon, der sammen giver facaden et tungt og kraftfuldt udtryk. De glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. Gavlkvistens opadstræbende form står i kontrast til bygningens ellers horisontale virkning, hvorfor den opnår fin balance i kompositionen. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til de glatte murflader, enkle horisontale linjer og den regelmæssige og taktfaste placering af de mange oprindelige, småtopsprossede vinduer samt gavlkvisten med luge og oculus, heltagskvistene og gesimserne. De arkitektoniske dele skaber således et roligt hele, der både er en eksponent for tidens stil og for det særlig prestigebyggeri knyttet til Københavns Universitet. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til hovedtrappens form og udtryk har arkitektonisk værdi med trappens udhugne cirkler i brystningen, ligesom bygningens mange oprindelige døre med indstukne hængsler, gerichter og de få bevarede låsekasser. Der er også værdi i de mange bevarede vinduer med anverfere, stormkroge og rumpestabler samt den efter sigende velbevarede konstruktion og hejseværk på loftet. Baghust mod Skindergade har arkitektonisk værdi ved sin horisontale bygningskrop i afstolpet bindingsværk og kalkede tavl med revledøre og -porte samt mindre hejsekvist i tagfladen. Sammen med gårdens belægning giver den mindre bygning Professorgården et lukket, helstøbt gårdmiljø stor arkitektonisk værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links