Rødekro er skabt af jernbanen. Før banen kom, var der på stedet kun den hærvejskro ved broen over Rødå, som senere gav byen navn. Den nord-syd-gående længdebane kom i 1864, og i 1868 åbnede stikbanen til Aabenraa. Det gav Rødekro en funktion som jernbaneknudepunkt, og med udgangspunkt i dette begyndte et bysamfund at gro frem. Jernbanefolkene og andre embedsmænd gav byen et tysk præg før 1920, og der var tysk flertal ved folkeafstemningen i 1920 i modsætning til de danskprægede nabolandsbyer.
Rødekro oplevede en betydelig vækst de første år efter Genforeningen i 1920, hvor befolkningstallet i 1921 lå på 751. Derefter var udviklingen længe moderat, men byen var dog i 1950 nået op på 1.381 indbyggere. Byen fik et vist handelsopland mod vest og blev hjemsted for et antal industrivirksomheder, herunder Rødekro Skotøjsfabrik fra 1961, senere kendt som Ambré. Den nationale indstilling ændrede sig afgørende med udskiftning af jernbanepersonalet, men der var stadig et vist tysk mindretal. Byen havde tysk privatskole 1933‑45 og fik det igen fra 1950.
I forbindelse med Kommunalreformen i 1970 blev Rødekro hovedby i en forholdsvis stor landkommune af samme navn. Åbningen af motorvejen til grænsen i 1978 og videre nordpå i 1981 gav Rødekro en central trafikmæssig beliggenhed, og et større erhvervsområde voksede frem mellem det gamle bysamfund og motorvejen. Samtidig oplevede byen en betydelig befolkningsvækst. I 1970 var der 2.246 indbyggere, dette tal var i år 2000 vokset til 5.281 og lå i 2006 på 5.854.
