De ældste dele af Rønnede stammer fra landsbytiden, men arkitektonisk set er byen mest kendetegnet ved bygninger fra 1900-tallet. En af de få ældre velbevarede bygninger er Rønnede Kro. Den nitten fag lange krobygning i en etage står i dag med rødt opstreget bindingsværk samt pudsede og hvidmalede tavl. En stor gavlkvist markerer indgangspartiet. I det stråtækte tag med mønning og kragetræer sidder flere skorstenspiber.

De første parcelhuskvarterer blev udstykket i slutningen af 1960’erne, og arkitekturen er en blanding af enfamilieshuse i selvbyggerstil og type huse, som bærer præg af op førelsestidspunktet.

Et lille stykke uden for Rønnede ligger Camp Adventure med Skovtårnet fra 2019 tegnet af EFFEKT Arkitekter. Tårnet har en hyperboloid form, som fører den besøgende i en glidende bevægelse fra skovbunden op over trætoppene. Tårnet er bygget i cortenstål og træ, og det arkitektoniske udtryk er på samme tid enkelt og komplekst.

Videre læsning

Læs mere om Rønnede

Læs også om

Læs videre om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur