Det kirkelige liv i Halsnæs Kommune er bredt og folkeligt funderet uden markante retningspræg. 77,3 % af kommunens indbyggere er medlem af folkekirken mod 75,9 % på landsplan (2017). Kommunen ligger i Frederiksværk Provsti og rummer 4 pastorater, 5 sogne og 5 menighedsråd.

Menighederne i den vestligste del af kommunen betjenes i Lynæs Kirke. Lynæs-jollen, som er en traditionel klinkbygget fiskerjolle, er ophængt som kirkeskib. Sammen med monumentet på kirkegården over omkomne fiskere og søfolk vidner den om fiskernes historisk vigtige position i menigheden.

Fra etableringen af det militære industrielle kompleks Frederiks Værk i 1750’erne har et karakteristisk træk været tilstedeværelsen af udenlandsk ekspertise og arbejdskraft. Efter etableringen af Det Danske Staalvalseværk A/S 1940‑42 tog udviklingen for alvor fart. Under højkonjunkturen i 1960’erne hentede man i stort tal jugoslaver og pakistanere til stålværket, hvilket bl.a. betød oprettelsen af trossamfund med udgangspunkt i hjemlandenes religioner, især islam. På stålværket fik arbejderne fri på de religiøse festdage, ligesom man tillod, at de kunne gå tidligere om fredagen for at nå fredagsbønnen.

Nordsjællands Valgmenighed i Melby blev etableret i 2008 og hviler på et evangelisk-luthersk kirkesyn. Frikirken Salem er en del af Det Danske Missionsforbund (stiftet 1888 og godkendt 1970), og den første menighed i Frederiksværk blev stiftet i 1899 med endnu en menighed i Hundested i 1908. I 1966 blev Hundestedmenigheden lagt sammen med den i Frederiksværk, og i 2002 flyttede den ind i nye lokaler på Havnevej. Halsnæs Y’s Men’s Club, der hviler på et kristent grundlag, mødes hver anden uge på sognegården Strandgården i Hundested.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Halsnæs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Religion og trossamfund

Eksterne links