Domkirken i Ribe, viet til Vor Frue, er det bedst bevarede romanske domkirkeanlæg i Danmark. Som tilfældet var med en lang række andre kirker i 1800-tallets sidste årtier, blev domkirken underkastet en del restaureringsarbejder, affødt af det bygningsmæssige forfald. Men det skete ret nænsomt og med større hensyntagen til selve kirkebygningen end til tidens herskende arkitekturidealer. Som følge heraf kan man danne sig et godt indtryk af den romanske bygning, hvis tilblivelseshistorie overordnet kan inddeles i tre byggefaser. Ældst er et østparti, formentlig påbegyndt ca. 1175, og som omfattede apsis og tværskib. Den næste byggefase udgøres af et basilikalt opbygget langhus, hvortil der sluttelig blev føjet et vestparti, det var planlagt med en stor, kvadratisk forhal flankeret af tårne, men som nu er kraftigt ændret. Byggeriet, der afløste en ældre kirke på stedet, var samlet set under tag ca. 1250.
Ribe Domkirke
Den romanske domkirke
Kirken er usædvanlig på flere områder. For planløsningens vedkommende særligt i forhold til østpartiet, hvor den store, hesteskoformede apsis knytter sig direkte til tværskibet uden det gængse retkantede kor som formidlende element. Tværskibets østmur er ret afsluttet udvendigt, men er i det indre beriget af halvrunde sidealternicher indrammet af granitsøjler og en baldakinoverbygning. Østpartiet fremhæves yderligere ved korsskæringens overdækning i form af en mægtig kuppel, der i form og størrelse er uden sidestykke i hele Norden. En cirkulær åbning på knap to meter i diameter i toppen af kuplen er nu tilmuret, og over loftet er der spor af en ottekantet overbygning, der dog aldrig blev fuldført.
I materiale og form er kirken opført under kraftig indflydelse af arkitekturen i områderne omkring Rhinens nedre løb, hvor der på samme tidspunkt udfoldede sig et betydeligt kirkeligt nybyggeri. Herfra importeredes store mængder af den vulkanske stenart tuf, der i bruddene blev forarbejdet til mindre blokke af varierende størrelser, og som nu, sammen med domkirken, kendetegner en stor gruppe sydvestjyske kirker. I domkirken er tufstenen sammen med den hjemlige granit, der anvendtes til sokler og særlige detaljer ude og inde, næsten enerådende i østafsnittet, mens de efterfølgende faser er opført med anvendelse af store mængder Wesersandsten og tegl. For kirkens facader gælder dog, at den nuværende tufbeklædning stort set blev fornyet omkring år 1900. Det skete med udgangspunkt i udsmykningens oprindelige udformning, der for apsidens vedkommende består af en rundbuet blændingsdekoration i to etager og herover en øvre etage med to- og tredelte muråbninger.
Senere tilføjelser og ombygninger
Julemorgen 1283 styrtede kirkens nordvesttårn sammen, og på dets fundament blev det såkaldte Borgertårn, byens senere vartegn, rejst. Opførelsen af den 50 m høje kolos, der helt bryder symmetrien i det romanske anlæg, fuldførtes formentlig i 1333, det år, hvor stormklokken ophængtes. De to nedre stokværk var kapeller i kirken, mens den øvre del tilhørte byen og rummede arkivet. Oprindelig var tårnet kronet af et spir, mens den nuværende, flade afdækning med balustrade er fra 1610. Det er opført af røde munkesten, fuldmuret og med hjørnekæder af granit- og sandstenskvadre, og facaderne prydes af slanke, spidsbuede åbninger og blændinger. I tårnets nordvestlige, store støttepille var oprindelig en spindeltrappe, så man kunne komme op i byens del af tårnet uden at skulle igennem kirken. Mariatårnet i syd blev nedrevet i 1790, men genskabt 1900‑04 på grundlag af originalens sparsomme rester.
I løbet af middelalderen blev den oprindelige kirkebygning efterhånden helt indkapslet i tilbygninger, hvoraf mange atter er forsvundet. I første del af 1400-tallet blev der på sydsiden tilføjet en trefløjet processionsgang, der havde forbindelse til indgange i tværskibet og vestenden, og hvoraf en rest endnu er bevaret. Senere, da udbygningen af domkirkekomplekset nåede sit højdepunkt, havde tilføjelsen af kapeller langs sideskibene reelt set omdannet kirken til det nuværende femskibede anlæg. Derudover var der bl.a. tilføjet nu nedrevne kapeller på syd- og nordsiden af apsis.
Inventar og gravminder
Kirkens indretning har selvsagt ændret sig meget siden den katolske tid, hvor bygningen husede omkring 50 sidealtre, og hvor kannikkernes kor i korsskæringen var afsondret med skrankemure i nord, vest og syd. Ud over Reformationens omvæltninger, der medførte ændrede krav til liturgien, har også ydre omstændigheder som krige og nedgangstider bevirket, at kun få middelalderlige genstande er bevaret i dag. Ældst er Kathovedet, et dørringsbeslag med løvehovedfra 1200-tallets første halvdel på tværskibets syddør, der har lagt navn til den såkaldte Kathoveddør med de berømte relieffer af Korsnedtagelsen og Det Himmelske Jerusalem. Fra den senere del af middelalderen eksisterer bl.a. en sidealterprydelse i form af Sankt Jørgen, dragen og prinsessen og dertil et naturalistisk skåret korbuekrucifiks med en 2 m høj Kristusfigur. Af metalarbejder er den malmstøbte og reliefprydede døbefont fra 1400‑50 endnu i brug og derudover en fornem femarmet gulvkandelaber af messing støbt i Hamborg i 1400-tallets sidste fjerdedel.
Til kirkens utallige gravlæggelser gennem tiden hører to kongegrave for hhv. Erik Emune og Christoffer 1. Førstnævnte konge formodes at være blevet gravlagt i den ældre domkirke, hvorfra de jordiske rester blev overflyttet til den nye kirke i slutningen af 1100-tallet. Gravens placering er ukendt, men markeres nu af et fiktivt portrætmaleri med tilhørende mindetavle opsat i 1576. Christoffer 1., der i 1576 fik et tilsvarende gravminde, blev med al sandsynlighed gravlagt på kirkens mest centrale sted: i korsskæringen foran højalteret. Her fandt man i 1901 en intakt stensarkofag af rød sandsten indeholdende en forstyrret begravelse, som menes at være kongegraven. Den undersøgtes igen i 1987, og både sarkofagen og den tilhørende gravsten af mørk kalksten blev taget op og er i dag placeret i kirkens nordre tværskib. Selve gravstenen er meget slidt, men nyere undersøgelser har vist, at den sandsynligvis har fungeret som underlag for et gravmæle af alabast og graverede messingplader, dateret til tiden efter år 1300.
Kirkens apsisudsmykning er udført 1983‑88 af Carl-Henning Pedersen, som Statens Kunstfond udpegede til opgaven. Den iøjnefaldende og farverige dekoration, der består af mosaikker samt glas- og kalkmalerier, var kontroversiel og gav i samtiden anledning til en ophedet debat.
