Fra Lyngvig Fyr er der udsigt mod syd hen over Holmsland Klit, der afgrænser Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet.
.
Strandfogedgården, Abelines Gård, på Holmsland Klit.
.

Størstedelen af Ringkøbing-Skjern Kommune er en del af det vestjyske bakkeø- og slettelandskab, som ligger vest for Hovedstilstandslinjen og dermed ikke blev overskredet af isen under sidste istid. Bakkeøerne er rester af gamle landskabspartier fra næstsidste istid, Saale, og rager op som øer på de flade flodsletter fra sidste istid, Weichsel. Bakkeøerne repræsenterer derfor Danmarks ældste istidslandskaber.

I nord når den sydvestlige del af Skovbjerg Bakkeø ned i kommunen. Skovbjerg Bakkeø er Danmarks største bakkeø og strækker sig fra Ulfborg og Ringkøbing i vest til Ikast i øst og fra Holstebro og Storådalen i nord til Skjern Ådal i syd. Inde på den ellers udjævnede bakkeø ligger Omme Bakker, som når en højde på 90 m.o.h., og fra Videbæk nordpå langs grænsen til Herning Kommune kan man følge et langstrakt bakkestrøg med flere toppunkter på mere end 80 m.o.h. Længere østpå finder man Mombjerge med kommunens højeste punkt, Store Momhøj, på 95,4 m.o.h. Den sydlige del af kommunen udgøres af Varde Bakkeøs stærkt udjævnede morænelandskab. Landskabet skråner jævnt mod nordvest, og langs grænsen til Varde Kommune når det højder på 40‑50 m.o.h. Skovbjerg Bakkeø og Varde Bakkeø er adskilt af en 10‑12 km bred smeltevandsslette, der gennemstrømmes af Skjern og Omme Åer. Her ligger også byerne Skjern og Tarm.

Langs Vesterhavskysten har brændingsbølger og stormvinde forvandlet bakkeø- og slettelandskabets oprindelige, uregelmæssige kystlinje til en stærkt udlignet kyst. Det kommer tydeligt til udtryk ved klittangerne Husby Klit og Holmsland Klit, som afskærer hhv. Vest Stadil Fjord og Ringkøbing Fjord fra Vesterhavet.

Landskabets dannelse

Geologisk tidslinje for Ringkøbing-Skjern Kommune.

.

Kort over de overfladenære jordarter i Ringkøbing-Skjern Kommune. Store dele af kommunen dækkes af moræne- og smeltevandsaflejringer, der blev afsat af is og smeltevand under næstsidste istid, Saale. I dag fremstår disse aflejringer som såkaldte bakkeøer. Mellem bakkeøerne findes smeltevandsaflejringer fra sidste istid, Weichsel. Disse aflejringer kaldes også extramarginale aflejringer og har aldrig været overskredet af isen. Langs kysten findes store områder med flyvesand, og flere steder på bakkeøerne og smeltevandssletterne i den vestlige del af kommunen er der store indlandsklitter.

.

Mindst tre gange under næstsidste istid, Saale, for 390.000‑130.000 år siden, blev Danmark helt eller delvis isdækket. Isen kom først fra nord, dernæst fra nordøst, og for 160.000 år siden dækkede den ikke bare Danmark, men også det meste af Holland, Tyskland og Polen. Da isen i næstsidste istid bevægede sig ind over landet for sidste gang, kom den fra øst- og sydøstlige retninger. Denne isstrøm nåede sin største udbredelse for ca. 140.000 år siden, hvor den stod med randen tæt på Jyllands nuværende vestkyst. Under hvert fremstød blev jordmasser fjernet og flyttet, mens ler, sand og grus blev aflejret af isen og smeltevandet. Disse aflejringer danner i dag kernen i det bakkeølandskab, som karakteriserer den nordlige og sydlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune.

Landskabet på bakkeøerne

I sidste mellemistid, Eem, vekslede landskabet på bakkeøerne mellem bakker og dale med talrige søer og moser. Landskabet lignede i store træk det morænelandskab fra sidste istid, som i dag kan opleves øst for Hovedstilstandslinjen. I løbet af sidste istid, Weichsel, for 115.000‑11.700 år siden, ændrede bakkeøernes landskab sig dog betydeligt. De frodige morænebakker blev til et forblæst tundralandskab med et sparsomt plantedække af hårdføre urter, dværgbirk og pil. Ude foran isen kunne kulden trænge dybt ned i jorden. Om sommeren tøede de øverste jordlag op og blev mættet med vand, da den underliggende frostjord forhindrede vandet i at trænge dybere ned i jorden. Derved opstod der et sejtflydende jordlag, som langsomt flød ned ad bakkeøernes skråninger. Det opfyldte terrænets nærmeste lavninger, så mellemistidens tørvelag blev begravet.

Jordflydningen medførte, at store dele af bakkeølandskabet blev udjævnet. Derved mistede landskabet mange af de istidstræk, som ellers kendetegner det langt yngre morænelandskab, der ses nord og øst for Hovedstilstandslinjen. Således mangler bakkeølandskabet næsten helt afløbsløse lavninger, og skråningerne er lange og jævnt opstigende. Kun på de steder, hvor sidste istids smeltevandsfloder skar sig ind i bakkeøernes sider, står de med stejle skrænter ud mod den omgivende hedeslette. På Skovbjerg Bakkeø ses det bl.a. ved Sønder Vognbjerg samt flere andre steder langs hedefladerne nord for Skjern Å, mens det på Varde Bakkeø bl.a. kan opleves ved Lønborg og i Tirsbjerg Plantage. Andre steder hæver bakkeøerne sig med så flade skråninger, at overgangen mellem hedeslette og bakkeø bliver næsten umærkelig.

Det isolerede bakkeparti Omme Bakker og det bakkestrøg på Skovbjerg Bakkeø, der kan følges fra Videbæk nordpå langs kommunegrænsen, er rester af en randmoræne. Den opstod i istiden Saale under et genfremstød fra nordøstlig retning, hvor jordmasser blev skubbet op af isen. Tilsvarende kan Mombjerge længst mod øst være en rest af en gammel randmoræne, der fortsætter mod nordvest i Trehøje-bakkepartiet i Herning Kommune. Jordflydning i sidste istid har ikke udjævnet disse markante træk i det gamle istidslandskab. Nær bakkedragenes top ses flere steder halvrunde hulninger ind i skråningerne. Hulningerne menes at være formet på de steder, hvor der under sidste istid lå snefaner sommeren igennem. Udskridning af jordmasser langs snefanens bagvæg og på snefanens overflade har bidraget til udformningen af hulningerne.

Brunkul fra Miocæn

I Troldhede Brunkulsleje fandt man i 1919 en forkullet træstub fra et rødtræ, hvis slægtninge i dag kun vokser i det vestlige USA. Da planteresterne i brunkullet blev aflejret i Midt Miocæn for ca. 14 mio. år siden, herskede der subtropisk klima i Danmark. Kullagenes planterester stammer fra bl.a. sumpcypresser, magnolier og vinranker, som voksede i sumpene, der prægede store dele af landskabet.

.

Flere steder i kommunen støder man på nedlagte brunkulsgrave fra 2. Verdenskrig. Gravene ligger i de dele af bakkeølandskabet, hvor de kulførende lag fra Miocæn blot ligger få meter under jordoverfladen. Det er fx tilfældet ved Fjelstervang nær Mombjerge og ved Fiskbæk syd for Videbæk samt langs Vorgod Å, hvor Thorvig Kulbrud ved Nørre Vium i dag fremstår som vandfyldte huller.

I Miocæn, for 23‑5 mio. år siden, var denne del af Jylland et vidtstrakt flodslette- og deltaområde, der hang sammen med det skandinaviske grundfjeldsområde i Sverige og Norge. Fra det forvitrede grundfjeld fragtede floder ler og sand ud på flodsletten mod syd og sydvest. Bevægelser i jordskorpen og svingninger i havniveauet betød, at området skiftevis var hav og land. Når havet nåede langt ind over Jylland, blev der aflejret tykke sandlag, og når det trak sig tilbage mod sydvest, blev der ophobet planterester i søer og ferskvandssumpe. Det er disse planterester, som senere blev til brunkul.

Smeltevandet og de store floder

Da Nordøstisen under sidste istid stod ved Hovedstilstandslinjen, fossede smeltevand ud fra gletsjerporte i isens rand. Smeltevandsfloderne havde frit løb mod vest, hvor de aflejrede sand og grus ud over de lavereliggende dele af den foregående istids landskab, som blev delvis begravet. Derved skabte smeltevandet et landskab, der bestod af et virvar af bakkeøer adskilt af flade hedesletter som den store Grindsted Hedeslette syd for Sønder Omme. Fra disse områder fortsatte smeltevandet videre vestpå og skabte den store flodslette mellem Skjern Å og Omme Å. Smeltevandet forenedes i det 10‑12 km brede sletteland mellem Skovbjerg Bakkeø og Varde Bakkeø, hvorefter det fortsatte vestpå forbi Skjern og Tarm til den delvis isfri Nordsølavning.

Til forskel fra afsmeltningstidens brusende smeltevandsfloder bugter Omme Å og Skjern Å sig i dag mere beskedent gennem brede engdrag på deres vej mod udløbet i Ringkøbing Fjord. Ved udløbet ligger de lavvandede Skjern Enge, som er Danmarks eneste egentlige floddelta.

På de nederste 10 km af løbet voldte det tidligere stor skade, når åen gik over sine bredder. I 1960’erne blev Skjern Ås sidste del derfor udrettet og lagt i kanaler. Afvandingen betød, at engene omkring åen blev så tørre, at de kunne udlægges til landbrugsjord. Med tiden viste det sig dog, at de næringsstoffer, som tidligere var blevet opfanget af de omkringliggende våde enge, nu belastede Ringkøbing Fjord. Blandt andet derfor blev Skjern Å ført tilbage til sit naturlige, snoede forløb i Danmarks hidtil største naturgenopretningsprojekt.

Sandflugt

På de tørre, nøgne flodsletter førte istidens storme til en omfattende sandflugt. Sand blæste op på bakkeøerne, og i dag præges landskabet mange steder af indsander og indlandsklitter. Sandflugten fortsatte med fornyet styrke under Den Lille Istid fra 1600- til 1800-tallet. Indsander og toppede indlandsklitter kan bl.a. opleves i Borris Sønderland, på hedesletten mellem Skjern Å og Omme Å og i et område nordligst i kommunen, som omfatter Østersande, Storesande og Rejkær Sande.

Stederne, hvorfra sandet blæste væk, udviklede sig til vidtstrakte stensletter. Her blev stenene sandblæst, så de fik en karakteristisk form med skarpe kanter mellem vindpolerede flader.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber