Ringkøbing Fjord ligger på en stor smeltevandsslette mellem Skovbjerg Bakkeø og Varde Bakkeø. Tidligere var fjorden en bugt, men da havniveauet steg i stenalderen, omlejrede bølgerne havbundens sand og skubbede det op som en vold, der lukkede bugten og omdannede den til en lagune. I forbindelse med havrendinger under stormvejr blev store mængder sand ført fra barrierens forside til dens bagside. I roligere perioder omlejrede vinden sandet på stranden, så der opstod forklitter, som lå parallelt med kystlinjen. I dag har forklitterne en højde på op til 25 m. Under nye storme slog havet huller i forklitterne, hvorved de bagvedliggende, vandrende parabelklitter blev dannet. Tidligere blev der også dannet marsk og strandeng på bagsiden af barrieren, men i dag forhindrer sluserne ved Hvide Sande oversvømmelser og dannelsen af ny marsk.

I dag ligger udløbet fra Ringkøbing Fjord i Hvide Sande, men det er ikke lagunegabets naturlige placering. Det naturlige udløb lå tidligere omkring Nymindegab, og Tipperne er således resterne af et tidligere floddelta, som opstod pga. strømmen af vand og sedimenter igennem løbet. I 1600- og 1700-tallet lå det naturlige udløb midtvejs imellem Hvide Sande og Nymindegab, men den længdegående materialetransport tvang udløbet i en sydlig retning. Således lå det i 1840 ud for Blåbjerg Klitplantage som en op mod 15 km lang og snæver rende. Det skabte problemer for områdets fiskere, som havde svært ved at komme ud til fiskepladserne i Nordsøen, og for bønderne, da den ringe vandudveksling ofte førte til oversvømmelse og ødelæggelse af engarealerne. Den dårlige vandudveksling betød også, at fjorden blev mere fersk, hvilket bl.a. medførte, at østersen forsvandt.

Fjordens første kunstige udløb blev gravet ca. 3 km nord for Nymindegab i 1844. Det sandede dog hurtigt til, og i 1884 lå udløbet igen 8 km syd for Nymindegab. I 1910 blev der gravet et nyt kunstigt udløb ved Hvide Sande, men uden sluser eller anden form for regulering. Allerede i 1911 medførte en stormflod, at kanalens bredde voksede fra 26 m til 230 m og siden 400 m. Det betød, at udløbet ikke længere kunne kontrolleres. Det blev derfor lukket i 1915, og udløbet ved Nymindegab blev reetableret. Ved Hvide Sande blev der bygget en fiskerihavn og etableret et nyt udløb med sluse 1931‑34. I 1963 blev den nordlige mole forlænget pga. tilsandingsproblemer i havnehullet, men det skabte til gengæld problemer med erosion syd for havnen.

Ved Skjern Ås udløb i Ringkøbing Fjord findes et indlandsdelta, som er dannet i forbindelse med afvandingen af den bagvedliggende smeltevandsslette. Udretningen af Skjern Ås nedre løb samt udledning af byspildevand og næringsstoffer fra landbruget medførte, at fjordens miljøtilstand fra 1970’erne blev markant forringet. Vandplanterne forsvandt, og fuglelivet gik voldsomt tilbage. Siden er tilførslen af næringsstoffer reduceret, ligesom saltindholdet er øget pga. ændret slusepraksis ved Hvide Sande. I 1996 vendte alm. sandmusling tilbage til fjorden, og gennem deres filtrering har de bidraget til en øget sigtdybde. Samtidig er udbredelsen af vandplanter som børstebladet vandaks og forskellige havgræsser øget. Antallet af planteædende vandfugle er også stigende, og i 2016 blev der talt det højeste antal svømmeænder på fjorden siden 1970’erne.

Af hensyn til fuglelivet er Ringkøbing Fjord udpeget som vildtreservat. Det betyder begrænsninger på både jagt og færdsel i Ringkøbing Fjord. Ringkøbing Fjord er også udpeget som Ramsarområde.

Med mere end 5 mio. formodede overnatninger om året i områderne omkring fjorden er Ringkøbing Fjord en af landets største destinationer for kystturisme. Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder på at færdiggøre en cykelrute hele vejen rundt om Ringkøbing Fjord. Fjorden udnyttes også til vandsport som kajakroning, kitesurfing, windsurfing, wakeboarding, vandski og stand up paddle-surfing (SUP). Shelterpladserne langs fjorden giver mulighed for overnatning i naturen.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster