Befolkningsudviklingen i Ringkøbing 1787‑2019.

.
Kort over Ringkøbinf fra 1797
Kort over Ringkøbinf fra 1797
Rigsarkivet.

Ringkøbing set fra nord med Ringkøbing Fjord i baggrunden. Fra Erik Pontoppidans Den Danske Atlas (1769).

.
Konsul Chr. Husteds købmandsgård, malet af Jesper Kierkegaard (kaldet Jesper »Maler«) i 1847, forblev købmandsforretning frem til 1994, og bygningerne på hjørnet af Østergade og Nørregade ser stadig nogenlunde ud, som da Jesper Maler skildrede dem.
.
Arbejderne på Mølgaards Tobaksfabrik er opstillet til fotografering. Med på billedet er også kommet to stabler af cigarpressere, hvor de færdigrullede cigarer blev anbragt, så de fik et let pres og komprimeredes. Der var i 1800-tallet flere tobaksfabrikker i Ringkøbing, og Mølgaards Tobaksfabrik blev med sine ca. 85 medarbejdere omkring år 1900 en af byens største arbejdspladser. Foto fra 1890’erne.
.
Havneforholdene i Ringkøbing blev stærkt forbedret 1904‑05, men godstransporten var beskeden pga. den ringe vanddybde i Ringkøbing Fjord. På dette foto fra 1936 er der dog livlig aktivitet ved fiskerkutterne og havnefaciliteterne.
.

De skriftlige kilder er tavse om Ringkøbings ældste historie, men der er fundet mønter og keramik fra 1200-tallets anden halvdel. Gadenettet er systematisk anlagt, hvilket er karakteristisk for 1200-tallets byer. Algade, der løber fra Torvet til Østerport, skæres i næsten rette vinkler af fire parallelle gader, der giver byen en rektangulær form, som strækker sig fra stranden og et stykke mod nordøst. Arkæologien vidner om søfartens store rolle i byens tidlige historie, og langt størstedelen af de middelalderlige kulturspor findes i gaderne tættest på fjorden. Boder og huse har ligget i tætte rækker fra stranden til Algade og Torvet, bag hvilket kirken, byens eneste bevarede bygning fra middelalderen, ragede op over de små huse. Gadernes videre forløb mod nordøst var udlagt fra begyndelsen, men kun til en vis grad taget i brug. I 1443 stadfæstede kong Christoffer af Bayern Ringkøbings købstadsprivilegier, men disse er formodentlig noget ældre.

Ringkøbing var stadig i 1500-tallet og de følgende århundreder en lille by, der måtte konkurrere med håndværk og handel på landet og med markeder, der bragte hedebønderne i kontakt med mere velassorterede østjyske købstæder. I 1787 blev der registreret 465 indbyggere, og af de 771 indbyggere i 1801 drev ni købmandshandel, mens byens håndværk talte hele 23 fag.

De store købmandsgårde lå på Torvet, i Algade og i nogen grad i Østergade. Håndværkernes huse i de øvrige gader var generelt beskedne. Byens ældste verdslige bygning er Hotel Ringkøbing fra begyndelsen af 1600-tallet. Et par af Ringkøbings mest markante bygninger kom til kort før 1850: Toldboden i Vestre Strandgade er fra 1843, og det gamle rådhus på Torvet fra 1849.

Den lille by var knyttet til store handelscentre mod syd og vest. I 1656 skrev Arent Berntsen: »Ringkøbing er vel ikke af megen størrelse, men haver dog nogle formuende borgere, som store partier af korn og øksen [okser] sig af landet tilforhandle, og igen på Holland og andre steder udskibe«. Besejlingsforholdene på Ringkøbing Fjord blev stadig vanskeligere, men endnu i 1807 havde byen 21 hjemmehørende handelsskibe. På nær fire blev de beslaglagt af englænderne under den følgende Englandskrig, og Ringkøbing rejste sig aldrig igen som søkøbstad.

I 1794 blev Lundenæs Amt og Bøvling Amt lagt sammen til Ringkøbing Amt, og byen var derefter i mere end 200 år sæde for den regionale administration.

Landtrafikken blev vigtig fra midt i 1800-tallet. En ny vej mod øst fik sit udgangspunkt ved Østerport, mens trafikken mod nord ud af byen blev ført ad en ny rute, hvor Vester Meldgade overtog Østergades gamle rolle som hovedvej og skiftede navn til Nygade. Befolkningstallet lå i 1855 på 1.409.

I 1875 åbnede Den Vestjyske Længdebane med station i Ringkøbing. Jernbanen varslede en ny tid, men blev samtidig et billede på den gamle købstads begrænsede muligheder. Mens en række købstæder i jernbanens tidsalder styrkede deres rolle som trafikknudepunkter, blev Ringkøbing ikke meget mere end en mellemstation. Åbningen af privatbanen til Ørnhøj i 1911 kunne ikke for alvor ændre dette billede. I 1905 fik Ringkøbing endelig en rigtig havn. Det beskedne anlæg gav imidlertid kun anledning til en mindre opblomstring i skibstrafikken.

Frem mod 1800-tallets slutning kunne byens middelalderlige gadeplan rumme væksten. Først i periodens sidste årtier voksede Ringkøbing med nye små kvarterer mod øst omkring Herningvej og mod nord, mellem byen og banegården.

Omkring år 1900 var industrien i vækst. Især Mølgaards Tobaksfabrik, hvis historie går tilbage til byens tidligste og ganske beskedne industri i begyndelsen af 1800-tallet, og Ringkøbing Uldspinderi og Tæppefabrik var betydelige foretagender med mange arbejdere. Et andet karakteristisk indslag var de mange fuldmægtige, kontorister osv. ved amt, kommune og pengeinstitutter.

I 1901 var indbyggertallet nået op på 2.712, og efterfølgende voksede det betydeligt: fra 4.057 i 1921 til 5.029 i 1950. Ringkøbing voksede også fysisk, først med nye villaer på sidevejene til Herningvej og senere i højere tempo med parcelhuskvarterer og boligblokke på den gamle bymark sydøst for byen. Området mellem byen og Vonå mod vest blev udlagt til erhvervsformål.

I årtierne efter 2. Verdenskrig gjorde bilerne deres indtog. Algade, der var bred efter middelalderlige standarder, kunne nu kun med nød og næppe rumme trafikken, og på Torvet måtte gamle bygninger fjernes i sydvest og sydøst. At problemet først ville blive løst med hovedvejens forlægning uden om byens gamle centrum, var uden for 1950’ernes trafikplanlæggeres horisont.

I 1931 gik et flere hundrede år gammelt ønske i opfyldelse, da slusen i Hvide Sande åbnede for trafik. Nu kunne sejladsen på Ringkøbing Fjord endelig undgå den besværlige vej gennem Nymindestrømmen. Slusen gav kun anledning til beskeden trafik, dog skabte den muligheden for en ny, stor industrivirksomhed i Ringkøbing. I 1958 åbnede Nordsøværftet, der i de første år mest byggede fiskerbåde, men som senere byggede coastere og specialfartøjer.

Perioden 1920‑70 markerer Ringkøbings kulmination som administrationscentrum. Den lille by havde amt, dommerembede, politimester og naturligvis kommunal administration. Efter 1970 fortsatte væksten i boligbyggeriet, der bredte sig ind i Rindum Sogn nord for byen. I 1970 lå indbyggertallet på 6.298, og dette var i 2006 nået op på 9.496. Også erhvervsbyggeriet fortsatte med nye områder mod øst. Havnen ændrede karakter i perioden med byens nye rådhus fra 1972 og udbygningen af havnepladsen omkring år 2000.

Nordsøværftet var byens store arbejdsplads i perioden fra 1970 til 1990’erne, for med en større gennemsejlingssluse i Hvide Sande i 1977 blev det muligt at bygge større fartøjer. I 1997 gik værftet dog konkurs, og ca. 400 arbejdere stod uden arbejde. Mange blev ansat på vindmøllefabrikken Vestas, der rykkede ind på værftet. Men et stort skifte i byens økonomi var i gang, da industrien betød stadig mindre, mens turismen til gengæld blev et vigtigt erhverv.

Med Struktur- og Retsreformen i 2007 mistede Ringkøbing sin rolle som Vestjyllands lille hovedstad; amtet blev nedlagt, og byretten lukkede.

Nordsøværftet i Ringkøbing nåede at producere 230 skibe igennem sin levetid, og værftet satte bl.a. rekord for verdens største coasterserie med 61 skibe, som blev bygget over 11 år. Rederierne begyndte dog at efterspørge større skibe, som ikke kunne produceres i Ringkøbing Fjord, da sluserne ved Hvide Sande umuliggjorde gennemsejling. I 1997 gik værftet konkurs. Foto fra 1997.

.

Videre læsning

Læs mere om Ringkøbing

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie