Ud til Marstal Bugt, på sydsiden af Ristingehalvøen, ligger den ca. 2 km lange og op til 28 m høje Ristinge Klint, som består af mindst 34 næsten lodrette flager, der er presset op af isen under sidste istid, Weichsel. Lagene i hver flage er ensartede, og lagdelingen gentages derfor flere gange langs klinten.
De ældste lag består af ferskvandsler, der blev aflejret i begyndelsen af mellemistiden Eem. Herefter følger det marine, blålige Cyprina Ler, som også blev aflejret i Eem. Lagserien med ferskvandsler overlejres af marint ler. Det viser, at grundvandsspejlet steg, så der opstod søer, som ferskvandsleret blev aflejret i. Efterfølgende blev området oversvømmet af havet, og der blev aflejret Cyprina Ler. Leret fra Eem overlejres af »det hvide sand«, som blev aflejret i søer og som flyvesand i Tidlig Weichsel.
Under Hovedfremstødet aflejrede Nordøstisen moræneler over sandet. Moræneleret indeholder tre lag grus og sten med skurestriber, såkaldte brolægninger. Senere skubbede Den Ungbaltiske Is lagene op i flager, som den fremrykkende is høvlede toppen af. Til sidst aflejrede Den Ungbaltiske Is et vandret lag af moræneler hen over de næsten lodrette flager af ældre aflejringer.
I dag dækkes størstedelen af klinten af kalkrige overdrev, som hist og her brydes af krat af slåen, benved, eg og engriflet hvidtjørn. På klintens top findes desuden enkelte områder med kratskov af bl.a. eg og skovfyr.
På de tørre, varme overdrev er der registreret næsten 100 forskellige plantearter, heriblandt blåmunke, agerkohvede, nikkende limurt, knoldet mjødurt, bakkenellike, slangehoved, bakketidsel, bredbladet og smalbladet timian. Også insektlivet er rigt og tæller en række varmeelskende insekter som sandgræshoppe, storplettet perlemorsommerfugl, skræntoldenborre, pindsvinebille og svovlgul skyggebille. I 1983 blev Ristinge Klint desuden det første danske findested for hhv. stor guldløber og rødpelset jordbi. Mens rødpelset jordbi siden har spredt sig til det meste af landet, er stor guldløber kun fundet yderligere to steder i Danmark, og på Ristinge Klint lader den til at være forsvundet igen.
Ristinge Klint og den foranliggende strandbred blev fredet i 1922. Siden er fredningen justeret flere gange, senest i 1987, og dækker i dag et areal på i alt ca. 25 ha. Klinten indgår også i habitatområdet Sydfynske Øhav og fuglebeskyttelsesområdet Marstal Bugt og den sydlige del af Langeland. Da aflejringerne spiller en vigtig rolle i forståelsen af den klimatiske udvikling gennem Eem og Tidlig Weichsel, er Ristinge Klint desuden udpeget som internationalt Geosite.
