Rosen, Helsingør

Samtidig med indførelsen af Øresundstolden i 1425 opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af tolden. I 1577 lod Kong Frederik d. 2 Krogen nedrive og opførte i stedet det nuværende Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Bindingsværksbygningen i to etager er sandsynligvis opført engang i 1600-årene. Den beskrives i 1736, som den ser ud i dag, men i 1761 og 1811-47 omtales huset som værende på kun en etage. Det kan dog ikke være rigtigt, for i gårdfacaden er der højstolper og gennemstukne bjælkeender. Det trefags bindingsværkssidehus er formentlig opført kort før 1800.

Strandgade 43 ligger med facaden langs Strandgade med begge gavle op mod nabohusene og indgår dermed i bindingsværkshusrækken på stedet. Bygningen består af et forhus i bindingsværk på fem fag og et sidehus på tre fag; begge to etager høje. Sidehuset dækker hele forhusets bagside, bortset fra det sydligste fag, hvor døren fra den gennemgående forstuegang er. Både for- og sidehus har gulmalede tavl og rødmalet bindingsværk, ligesom alt øvrigt træværk, som døre og vinduer er rødmalede. Forhuset er en bindingsværkskonstruktion med egestolper og udkraget overetage med rigt udskårne fyldholte og volutkonsoller, samt en særdeles dekorativ overgangsfod. Overetagens bindingsværk har gennemstukne bjælker og herover er et ganske højt styrtrum. En høj profileret trægesims ligger om mod det relativt stejle heltag. Taget har røde vingetegl og to høje taskekviste med flunker beklædt med imprægneret træ. Der er et enkelt ovenlysvindue i forstuefaget. Mod gården er der bevaret en enkelt, repareret højstolpe i forhuset. Sidehuset er ligeledes i bindingsværk, men af fyrretræ, mere spinkelt og meget fornyet på en ikke helt traditionel vis. Sidehuset har også heltag og i overgangen mellem for- og sidehus er en skorsten. Vinduerne mod gården er torammede, med tre ruder, men traditionelt udformede. Kvistene har ligeledes torammede, trerudede vinduer. Ingen af vinduerne mod gården er af høj alder, bortset fra et enrammet vindue ved trappen ud til gården. De to yderdøre, en nyere fyldingsdør med overvindue mod gaden og en ny revledør med plade på indersiden mod gården. I det indre er overfladerne i stueetage præget af kvadratiske brune klinker på gulvet, hvidpudsede eller malede vægge, pudsede pladelofter med markering af bjælker. Forneden på vinduesvæggen er en beklædning med perlestavsbrædder, formentlig med isolering bag. Planløsningen er præget af en åben forbindelse med en nyere bræddeskillevæge med skydedør mellem forstuen og to sammenlagte rum mod gaden. Adgangen til køkkenet i sidehuset sker ad en bred åbning i bagvæggen med synlig bindingsværkskonstruktion. I køkkenet er der nyere listeinddækket bræddeloft. På førstesalen, hvor en halvsvingstrappe fra sidste halvdel af 1800-årene fører op, er der to stuer mod gaden og et kammer mod gården og badeværelse op ad skorstenen. Alle overflader er traditionelle, men i loftet er spinkle bjælker og på væggene lidt fremdraget bindingsværk. Snedkerdetaljerne her må også dateres til sidste halvdel af 1800-årene. På hanebåndsloftet, der er beklædt med gipsplader, men med synlige øvre hanebånd og bindingsværk i gavlene, er der indrettet en stue mod gaden og et lille rum i sidehusets spidsloft. Rummene går til kip.

Som den københavnske Strandgade var også Strandgade i Helsingør en gade med oprindeligt kun én husrække, der vendte ud mod byens havn. Her blev skibene lastet og losset ud for de mange købmandsgårde, og gennem disse samt de mange småstræder foregik den videre varetransport til byens hovedstrøg, Stengade, der altså på en måde fungerede som bagstræde til Strandgaden. Karrernes nuværende matrikelskel afspejler tydeligt de oprindelige, middelalderlige grunde, der som smalle strimler strakte sig fra gade til gade. Nær byens sydvestlige udkant, hvor Strandgades mere ydmyge del er, ligger Strandgade 43. Denne del af Strandgade har adskillige både store og små bindingsværkshuse, og Strandgade 43 indgår på harmonisk vis i sammenhæng med disse historiske omgivelser.

Bindingsværkshusets kulturhistoriske værdi ligger i den traditionelle bygningskonstruktion og byggematerialer, samt det karakteristiske træk i planløsningen, hvor skorstenen er placeret op mod forhusets bagvæg i overgangen til sidehuset og den gennemgående forstuegang mellem gade og gård. Det er hovedtræk bevaret fra den tidligste tid og en plantype, som kendes helt tilbage fra 1500- og 1600-årene. Bygningen hører således til blandt Helsingørs ældste, bevarede bindingsværkshuse, og fortæller i det ydre med sin dekorative overgangsfod ikke bare om høj alder, men også med kølbuesnittet, der er afsluttet med et korstegn om stærk kristentro. Det er foreslået af Poul Ipsen i Huse i Helsingør, 1990, at kølbuen med korstegnet måske er et golgatasymbol.

Bygningens arkitektoniske værdi ligger bindingsværkshusets diskrete opdeling af facaden og deraf afledte proportioner, der går godt i spænd med den øvrige, historiske bebyggelse på stedet. Den dekorative overgangsfod, som påkalder sig opmærksomhed med de mange udskæringer, der alle har en symbol- eller ikonografisk betydning: rosetterne, kølbuesnittet med korset i midten, de bruskbarokke slyngninger, der kendes fra prædikestole og altertavler er af stor arkitektonisk værdi. I det indre er det rummenes enkelhed, de traditionelle materialer, rummenes enkelhed og de enkle rumforløb: stuer mod gaden og køkken mod gården, der i virkeligheden lægger sig omkring den store, centralt placerede køkkenskorsten, der er væsentlige arkitektoniske værdier. Trappen, som ligger i forstuefaget og er samtidig med hele indretningen af førstesalen, med trefyldingsdøre og det indbyggede hjørneskab og kan formentlig dateres til perioden omkring 1840-1850.

Læs videre om

• Anna Queens Stræde 2, Helsingør
• Caroline Mathildesvej 1
• Lappen 18, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen