Rosengården 13 ligger på Rosengården 13 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Betegnelsen Rosengården kendes fra 1496 og har sit navn efter et stort ubebygget område mellem Krystalgade og Nørre Voldgade, der vidner om at der engang har været lys, luft og grønne områder. Det var delvis dækket af haver, men i Rosengården boede bl.a. byens skarpretter samt stadens skæve eksistenser i ældre tid. Gaden forbindes mellem Fiolstræde og Kultorvet. Bygningen Rosengården 13 er opført i 1841-42 for Brændevinsbrænder N. P. Cadovius. Sidehuset blev nedrevet i 1978, og hermed blev placeringen af køkkenet og køkkentrappen ændret, men selve forhusets plan og udstyr er ikke ændret væsentligt siden. Dog er der i stueetagen kommet nyere butiksvinduer og -døre til. Butiksdøren under ottende fag blev udført og monteret i 1992. Omkring 2001-2002 blev 4. tv. og 4. th. nyistandsat.

Beskrivelse

Ejendommen Rosengården 13 er beliggende i Københavns Klædebo Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. Ejendommen består af et forhus og rest af sidehus. Forhuset er på ti fag og opført i fire etager med kælder. Over stueetagen er en dekoreret kordongesims, og øverst er en profileret hovedgesims. Underfacaden er til og med kordongesimsen pudset, refendfuget og malet i en lys hvidgrå nuance. Overfacaden står i blank mur med hamborgfugning. Ejendommen har et rødt teglhængt heltag med seks kviste mod gaden og to (en pultkvist og en taskekvist) mod gårdsiden, samt i rygningen to glatte skorstenspiber, den ene med sokkel. Stueetagen har tre indgangspartier. I andet fag fra øst en nyere butiksdør, i nichen under femte fag en ældre tofløjet fyldingsdør med nyere greb og låsetøj samt 3-delt overvindue, og i nichen under ottende fag over et par trin en nyere, tofløjet og traditionelt udført butiksdør med fyldninger. Alle i samme mørkeblå farve. I stueetagen mod gaden er syv nyere, mørkeblå butiksvinduer. Fra 1. sal til 3. etage er traditionelt udførte, firerammede og grønmalede korspostvinduer med opsprosning af de nedre rammer. I kvistene er traditionelt udførte, torammede, opsprossede og grønmalede vinduer. Sammenbygget med forhuset er i gården resterne af et kort sidehus i samme etagehøjde som forhuset med små kvadratiske vinduer på hver etage i sydgavlen og ældre torammede vinduer på bagsiden. Sidehuset har et rødt teglhængt halvtag, og i hjørnet mellem forhus og sidehus er et smigfag med seksrammede vinduer. Smigfagets tagflade er beklædt med zink. Gårdsiden med dens profilerede hovedgesims er pudset og kalket med jernvitriol, og har en sort sokkel. Der er synlige fladbuede murstik over de oprindelige vinduer, som er torammede, opsprossede og hvidmalede med ældre hængsler og hjørnebånd. I forhus og sidehus sidder to nyere, mørkeblå og traditionelt udførte fyldingsdøre med nyere greb og låsetøj. Fra hoveddøren er via en kort ligeløbstrappe flankeret af hvidmalede paneler adgang til et entrérum, og gennem en ældre, tofløjet og hvidmalet svingdør med ældre hængsler kommer man til ejendommens hovedtrappe. Hovedtrappen er en ældre toløbstrappe med glatte, lige og hvidmalede vanger og linoleumsbelagte trin, udskårne og hvidmalede balustre i empirestil samt en håndliste i træ. Dørene til lejlighederne er overvejende oprindelige femfyldingsdøre med samtidige gerichter og et blændet ovenvindue, ofte med traditionelt udførte greb. Ejendommens lejligheder er i den vestlige side større end i den østlige. I det indre har lejlighederne en delvist bevaret traditionel plandisposition med to gadevendte stuer. I forbindelse med sidehusets nedrivning er køkkenet rykket ud til gaden med badeværelset bagved og en nyere vindeltrappe er opført i det resterende sidehus. Lejlighedernes snedkerudstyr er overvejende fra opførelsesperioden med fuldpanellerede vægge mod gaden, lysningspaneler ved vinduerne, samt brystningspaneler langs stuernes øvrige vægge, afbrudt ved de tidligere ovnpladser af de typiske ildstedspilastre. Vægpanelerne i stuerne har rammetræ med karnisprofil og spejl, svarende til de enfløjede fyldingsdøre med fem fyldinger og indstukne hængsler og greb samt aflange låseskilte af messing. Mod gården er også lysnings- og brystningspaneler, men enklere udført, uden profil og med glat fylding. Lofterne er pudsede og har ældre, måske oprindelige profilerede loftgesimser. Vinduerne er overvejende ældre med anverfere og stormjern bevaret flere steder og med nyere forsatsruder. Gulvene er dækket af parket i stuer og værelser, mens køkken og badeværelser har nyere gulvbelægninger. I kælderen er der bevaret enkelte ældre, traditionelt udførte revledøre med låsekasser og greb. Tagværket er ældre, lettere forstærket hanebåndstagværk med pladeundertag.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Rosengården 13 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og efter englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført ca. 1750-1850 – og dermed store dele af København. Rosengården 13 er fra 1841-42, hvor empiren, som fulgte i klassicismens fodspor var toneangivende. Empirens facader var meget enkle i deres formsprog og havde ligesom i klassicismen en sikker proportionering, som i forhuset kommer til udtryk i den enkle og nøgterne facade med samme vinduesstørrelse på de øvre etager, vinduernes regelmæssige takt og det brede, ornamenterede gesimsbånd mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger, ligesom der knytter sig kulturhistorisk værdi til den reliefvirkende og markante hamborgfugning i blank mur – typisk for empirestilen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside, samt en traditionel materialeholdning. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. I Rosengården 13 ses det i de velbevarede planløsninger med to lejligheder på hver etage med de repræsentative stuer mod gaden. De bevarede dele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af hovedtrappens detaljer med drejede empire balustre, stuernes fuldpanelering mod gaden samt brystnings- og lysningspaneler, den dekorative loftsstukkatur, de enfløjede fyldingsdøre med fem fyldinger og de samtidige senklassicistiske gerichter. Ydermere har mange af dørene bevaret de oprindelige indstukne hængsler og samtidige greb, og de ældre vinduer har bevarede anverfere og stormkroge, hvilket igen påviser bygningens alder. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de mange ildstedspilastre og -nicher, der indikerer placeringen af de oprindelige ovne, der var datidens eneste opvarmningskilde. I kælderen er oprindelige trædøre med greb også bevaret.

Arkitektonisk værdi

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims med palmettedekoration og en hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det teglhængte heltag. Den horisontale deling (kordongesimsen) skaber en visuel balance mellem den glatpudsede underfacade og den markante, hamborgfugede overfacade, mens hovedgesimsen elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden og bidrager til en stilfærdig fremtræden. Den ældre tofløjede hoveddør med det tredelte vinduesparti foroven udsmykket med pilastre og facetslebne ruder fremhæver desuden bygningens ældre karakter. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den enkle vinduessætning og den ensartede farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de generelt velbevarede planløsninger, veldisponerede rumforløb og velproportionerede rum, der i samspil med en traditionel materialeholdning, og håndværksmæssigt veludførte detaljer og lysindtag med paneler og profiler, giver interiørerne en rumlig kvalitet, som er karakteristisk for de senklassicistiske interiører. Den rigt dekorerede loftsstukkatur på 2. sal omkranset af flyvende svaler er et sjældent syn og giver stuerne et arkitektonisk særpræg.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links