Rosenholm
.

Rosenholm ligger på Rosenholmvej 119-123 i Syddjurs Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Rosenholms hovedbygning er et firefløjet anlæg bygget i fire tempi.

Ældst er østfløjen, der blev påbegyndt i 1559 af den daværende ejer Jørgen Rosenkrantz – muligvis under ledelse af arkitekterne Peter de Dunker eller Frederik Klingebeck. Østfløjen blev opført i to etager over en kælder og flankeret af to runde hjørnetårne. Mod gården var der oprindeligt en åben loggia, som det kendes fra italienske renæssancebygninger. Buegangene i loggiaen blev dog hurtigt tilmuret – senest i 1580'erne, hvor nordfløjen blev opført. Fløjen havde oprindeligt endnu et tårn midt på østsiden, men dette blev senere fjernet. Østfløjen stod formodentligt færdig i 1567, hvorefter Jørgen Rosenkrantz påbegyndte opførelsen af den parallelle vestfløj. Denne bygning blev opført i røde sten og var i én etage. Midt på fløjen blev placeret et fremtrædende porttårn, der gav adgang til gården, og i hver ende af fløjen blev der opført pavilloner i henholdsvis to og tre etager. Pavillonernes gavle modsvarede gavlene på østfløjen. Den nordre pavillon i tre etager rummede oprindeligt blandt andet. bageri og bryggers. Den sydlige pavillon i to etager blev brugt til beboelse.

Arbejdet på den tredje fløj – nordfløjen – blev formodentligt påbegyndt i 1580'erne, muligvis under opsyn af arkitekten Giovanni Gabriele. Fløjen forbandt de to tidligere opførte fløje mod øst og vest. Nordfløjen var i én etage over en høj kælder og forbandt nordpavillonen med den nordligste del af østfløjen. Det var Holger Rosenkrantz, der i begyndelsen af 1600-tallet opførte anlæggets fjerde og sidste fløj – sydfløjen. Sydfløjen var, som nordfløjen, i én etage over en høj kælder. Han udstyrede porttårnet med et markant lanternespir. Dette blev senere fjernet, men ved renoveringen i slutningen af 1800-tallet lod Hans Rosenkrantz et nyt spir opføre, magen til det som Holger Rosenkrantz opførte oprindeligt.

Rosenholms indre blev imidlertid ændret gennemgribende under Iver Rosenkrantz omkring 1730. Han nyindrettede en række af gemakkerne i tidens stil med overdådige stuklofter, store fløjdøre og nye vinduer, ligesom mange af de oprindelige ildsteder i herskabsgemakkerne blev erstattet af jern- og fajanceovne.

I 1866 blev to gamle trapper af munkesten i slotsgården erstattet af de to skråtstillede, murede og betonstøbte trapper ved arkitekt Carl Lange. Disse trapper fik samme udformning som de gamle. Samme arkitekt forestod også istandsættelsen af kapellet i 1885-1889. I 1889 blev der etableret et nyt køkken i kælderen i sydfløjens vestende. Der blev indlagt rindende vand med pumpesystem fra brønden i kælderen under den nordre pavillon. Hovedbygningens tage blev omlagt i 1960erne ved arkitekt Carsten Rønnow. Broen over voldgraven blev genopført i 1991 ved arkitekt Jørgen Overby efter undersøgelser, der påviste, at den ældste bro har haft tre gennemløb, hvoraf de tre har været overhvælvede og det sidste formodentligt har været dækket med en tømret bro. Brofæstet på hovedbygningens side har sandsynligvis været forsynet med en bevægelig klap med kontravægt.

Pirkentavl blev formodentlig opført samtidig med den tidligere trapezformede staldgård vest for hovedbygningen i Jørgen Rosenkrantz ejertid (1559-1596). Pirkentavl blev bygget som en pavillon, der også kunne anvendes i vintertiden, idet både øverste og nederste etage blev udstyret med kaminer. Ved staldgårdens nedrivning i 1893 blev Pirkentavl istandsat og en trappe samt en terrasse opført ved arkitekt Carl Lange. I 1979-1983 blev trappe og terrasse nedtaget og den nuværende trappe opført, ligesom manglende kridtpartier blev genindsat ved arkitekt Erik Einar Holm. Herskabsstalden blev opført i 1895-1896 ved arkitekt Carl Lange. Baronessens bolig blev sandsynligvis opført i 1600-tallet og ombygget til det nuværende udtryk i renæssanceform i 1897.Gartnerboligen blev opført omkring år 1900.

Oprindeligt blev der etableret fire holme i opdæmningen af Rosenholm Å: en til hovedbygningen, en til staldgården mod vest, en til haven nord herfor og en til ladegården mod syd. Den oprindelige have blev sandsynligvis anlagt samtidig med hovedbygningens opførelse og blev herefter gradvist udvidet gennem tiden. Datidens haver omfattede både pryd- og nyttehaver, hvor de skulle forsyne herskab og folkehold med blomster, frisk frugt, bær, grøntsager og lægeurter.

Den tidligste have må antages at have været lagt ud som renæssancens typiske haver, der var inspireret af klosterhavernes grundform: et kvadrat, der af korsgange opdeles i mindre kvadrater. Først i 1600-tallet antages det, at den kunstneriske udformning af haven vandt frem. Omlægningen af den have, der ses i dag, blev foretaget i Iver Rosenkrantz ejertid (1727-1745) formentlig under ledelse af gartneren F.N. Egger. Herved blev renæssancehaven moderniseret til en barokhave med parterrebede, busketter og klippede lindetræer langs stierne – alt anlagt omkring den symmetriakse, der ses i den vestlige del af haven i dag. Haven var på daværende tidspunkt væsentligt større end i dag, og dens omdrejningspunkt har ligget omkring den endnu bevarede nord-sydgående akse i havens vestlige del. Den fjerde holm mod nord var forbundet med en træbro til vesthaven og var beplantet med parterrebede med buksbom og blomster. Med staldgårdens nedrivning omkring 1893 blev den nordlige holm og staldgårdens holm landfaste med vesthaven, og omridset af den nedrevne staldgård blev markeret med nye takshække og udgjorde således et nyt haverum, der tjente til at forbinde hovedbygningen med parken. Hvor den lille nordlige holm havde været blev herskabsstalden opført.

I dag er havens hovedtræk bevaret i form af akser i stisystem og alléer samt lindelysthuse, ligesom flere store, solitære træer endnu er bevaret.

Beskrivelse

Herregården Rosenholm ligger på Djursland nord for byen Hornslet. Hovedbygningen ligger på en borgbanke omgivet af en sø, der er opdæmmet i Rosenholm Å. Nord for søen er tilkørselsvejen, der giver adgang til hele herregårdsanlægget og som via en bro forbinder hovedbygningen med det øvrige anlæg. Nord og vest for søen er den omfattende park anlagt, hvor baronessens bolig og Gartnerboligen ligger mod nord, mens Herskabsstalden og pavillonen Pirkentavl ligger vest for hovedbygningen. Syd for søen ligger ladegården, der ikke er omfattet af fredningen.

Rosenholms hovedbygning er et firefløjet anlæg i røde sten, lukket omkring en trapezformet borggård. Bygningen hviler på en sokkel af granitkvadrer og bærer et stejlt, let opskalket heltag af røde vingetegl. I rygningerne sidder høje, slanke skorstenspiber med sokler, bånd, kraver og hætter. Østfløjen er opført i to etager over en hvælvet kælder, mens de øvrige fløje er i en etage over en høj kælder. Mod nord og syd har østfløjen to runde hjørnetårne med kobberhætter. Midtfor vestfløjen er et porttårn med et højt kobberspir, denne fløj afsluttes ligeledes mod nord og syd af to pavilloner i henholdsvis tre og to etager. Pavillonerne bærer heltage af røde vingetegl. Fløjenes og pavillonernes endegavle samt gavlkvistene, der er placeret midt for tagfladerne på pavilloner og østfløj, har alle vandrette inddelinger med bånd, runde murblændinger og afsluttes øverst af trekantfrontoner. Murfladerne smykkes af vandrette etagebånd primært udført af sandsten, murfladerne afsluttes under tagudhænget af en muret hovedgesims af formsten. På østfløjens gårdside ses endvidere en række tilmurede buestik, og den nordlige fløj er prydet med mønstermuring i et bredt bånd under vinduerne. Over stueetagens midterste vindue i østfløjens gårdside ses en inskriptionstavle med bygherrens navn. Der er indkørsel til borggården gennem en fladbuet portåbning i porttårnet. I borggårsen ses to skråtstillede, murede trapper, en i hvert hjørne mellem vest-, syd- og nordfløj. Der er indgang til hovedbygningen gennem ældre, tofløjede, flammerede døre ovenfor de to trapper, samt indgang til kælderen gennem ældre, enfløjede, flammerede døre i hver af fløjenes gårdsider. Vinduerne er alle ældre en- og torammede vinduer samt korspostvinduer – alle med små ruder, der ligesom dørene er malet mørkeblå. Alle vinduerne i østfløjen og ssamtlige døre sidder i fladbuede muråbninger, mens de øvrige vinduer har fladbuede stik henover.

Hovedbygningens indre er overalt præget af en ældre og traditionel materialeholdning. Østfløjens stueetage er indrettet med en overhvælvet gang mod gården, kaldet Stengangen, der forbinder en hovedtrappe mod nord og en hjørnestue mod syd. Langs østsiden af fløjen ligger endvidere tre en filade forbundne stuer: havestuen, biblioteket og tårnværelset. Fra hjørnestuen og tårnværelset er der udgang til rum i hjørnetårnene. Stuerne er udstyret med plankegulve, helpanelerede ydervægge, brystningspaneler, pudsede lofter med stukkatur, pudsede vægge, tofløjede barokke fyldingsdøre med gerichter, supraporte og originalt beslagværk, kaminer med rig stukornamentik og brændeovne sat i stukindrammede ovnnicher eller på ovnpladser. Etagen over har ligeledes en gang langs gårdsiden, og herfra er der adgang til en række østvendte værelser, en billardstue mod syd og et atelier mod nord. Rummene på denne etage har bræddegulve og fodpaneler, pudsede vægge, heraf nogle tapetserede, indrammede ovnpladser samt pudsede lofter med enkel stukprofil. Stueetagen i nordfløjen er indrettet med en gang langs gården, der giver adgang til en række nordvendte gæsteværelser. Gang og værelser har bræddegulve, pudsede eller tapetserede vægge og pudsede lofter med stukkatur, brystningspaneler samt fyldingsdøre med gerichter og beslagværk. Værelserne er tillige udstyret med enten en brændeovn eller en kamin. Sydfløjens stueetage rummer riddersalen, der er gennemlyst, en forgang samt et anretterværelse og et lønkammer, der begge vender mod syd. Riddersalen har samme rige udstyr som stuerne i østfløjen, lønkammeret er indrettet som et lille andagtsrum og har som forgangen gulv af ølandsfliser, hvælvet loft og høje, udskårne paneler af mørkt træ.

Sydpavillonen rummer i stueetagen en vinterstue udstyret med kamin, bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stukprofiler. Etagen over er indrettet med en stue og et gæsteværelse, hvortil der er adgang fra et fordelingsrum. Alle repræsentative stuer i øst- og sydfløj samt sydpavillon er foruden den nævnte aptering rigt prydet med gobeliner, safttapeter samt gyldenlædertapeter. Vestfløjen er indrettet med en opdelt gang langs gården og mindre, vestvendte rum, herunder kaffestue, arkivrum, skriverstue og mindre værelser. Der er kælder under alle fire fløje, kælderens rum har gulve af tegl eller ølandsfliser, hvidkalkede vægge og lofter. Østfløjens sydligste rum er indrettet som kirkerum med hvælvet loft og ældre originalt kirkeinventar. En gang langs gårdsiden giver adgang til store, østvendte opbevaringsrum. Kælderen under de øvrige længer rummer de tidligere domestikrum, herunder rullestue og brøndrum i nordfløjen. Nordpavillonen rummer det gamle køkken/vaskehus med åbent ildsted, gruekedler og to bageovne. Rummene under vestfløjen har været brugt til brænderum. Sydfløjen er indrettet med køkken, vinkælder og tilhørende pigeværelser. Sydpavillonens kælder er ligeledes indrettet med store rum, hvoraf et har en ildstedskappe med åbning til endnu en bageovn. Lofterne over alle fløje og pavilloner er uudnyttede og anvendes til opbevaring. Her ses den ældre tagkonstruktion og undersiden af taget, der er understrøget. Gulvene er af ubehandlede brædder.

Baronessens bolig er en grundmuret vinkelbygning, bestående af en syvfags længe mod syd og en firefags længe mod vest. Bygningen er opført i rødt, blankt murværk over en sorttjæret sokkel. Den bærer et teglhængte heltage med to nyere skorstenspiber i den sydlængens rygning og en skorsten ved den nordre gavl. Sydlængen afsluttes af gavle med etagebånd, rundblændinger og trekantfronton lignende dem på hovedbygningen. Mod gården sidder to ældre døre med overvinduer, en i hver længe. Den i østlængen er flammeret. I østlængens haveside er en nyere havedør. Vinduerne er ældre, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme eller korspostvinduer med opdelte underrammer. I sydlængen er en sålbænksgesims under vinduerne. Vinduer og døre er malet hvide.

I det indre er bygningen overvejende præget af en nyere, delvis åben planløsning. I den søndre længe er der bryggers og toilet, en stue mod haven og en bred gang med udgang til haven. Herfra er der indgang til en spisestue i åben forbindelse med et køkken mod gårdsiden, der ligger i vestlængen. Den øvrige del af vestlængen er indrettet med soveværelse og badeværelse. Tagetagen er indrettet til soveværelser og et stort badeværelse. Materialeholdningen er ny med bræddegulve, paneler, gerichter og fyldingsdøre. Vægge og lofter er pladebeklædte og malet. Der er bevaret enkelte ældre fyldingsdøre med ældre greb. Gartnerboligen er en enlænget, grundmuret bygning med en lav udløberlænge og en lude mod nord. Bygningen er opført i rød, blank mur med muret hovedgesims og murede pilastre ved hjørnerne, hovedgesimsen er forsynet med tandsnit på alle sider undtagen mod nord. På sydsiden er en ældre havedør midtfor flankeret af pilastre, og herover en trekantfronton. Lude og udløberlænge er udført i sorttjæret bindingsværk med tavl i rød, blank mur, hvoraf nogle tavl er mønstermurede. Bygningen bærer et helvalmet, opskalket tegltag med en nyere skorstenspibe i rygningen og to nyere metalinddækkede kviste i tagfladerne mod øst og vest. Der er en ældre indgangsdør i luden mod nord, der ligesom havedøren i syd og udløberlængens revledøre er sortmalede. Vinduerne er ældre en- og torammede, smårudede vinduer. Vinduerne i kvistene er af nyere dato. Gartnerboligens indre er præget af en traditionel planløsning med sydvendte stuer mod haven og sekundære funktioner som køkken, spisekammer, bad, opbevaring og brænderum mod nord, vest og i udløberlængen. Soveværelset er østvendt. En ældre ligeløbstrappe fører til tagetagen, der er indrettet med værelser i 1900-tallets anden halvdel. Interiøret er præget af en ældre, traditionel materialeholdning i form af bræddegulve, pudsede og malede vægge samt bræddelofter med synligt bjælkelag. Der er bevaret ældre fyldings- og revledøre med gerichter og beslagværk. I køkkenet er forrammekøkkenet bevaret.

Pavillionen Pirkentavl er en tre fag lang og to stokværk høj, grundmuret pavillonbygning opført med en kvadratisk grundplan. Bygningen bærer et opskalket, spånbeklædt pyramidetag med en metalinddækket top og vindfløj. Der sidder en høj skorstenspibe i den østlige tagflade. Nederste stokværk er udført i kridtsten, og det øverste stokværk er opført i rød, blank mur. I øverste stokværk er fagene fremhævet med en blændarkade af kridtsten og vinduerne i hvert fag har ligeledes kridtstensindfatninger med trekantfrontoner over. En muret toløbstrappe på nordsiden fører op til det øvre stokværk. Dørene er ældre fyldingsdøre, og vinduerne er ældre, enrammede og smårudede. Dørene er grønmalede, og vinduerne er hvidmalede.

I det indre har Pirkentavl et rum på hvert stokværk. Det nederste rum har hvidkalkede vægge og ribbehvælv med bemaling på ribberne og der er gemmenicher i de tykke vægge. Gulvet er af tegl og lagt i sildebensmønster. Rummet på det øverste stokværk har bræddegulv, kalkede vægge og malet bræddeloft over et synligt bjælkelag. Vinduerne sidder i fladbuede vinduesnicher. Øverst har væggene malede borter. På hvert stokværk er der en kamin i det nordøstlige hjørne. Herskabsstalden er en tretten fag lang, grundmuret længebygning i en etage. Den bærer et teglhængt heltag med en skorstenspibe i rygningen. Soklen er muret og murværket i rød blankmur har murede detaljer i form af pilastre, arkadebuer og murede udluftningshuller. Gavlene er prydet med fod- og toptakker. I facadens næstyderste fag er portåbninger lukket af ældre, tofløjede flammered, porte. Herover ses gavlkviste med høluger. På bagsiden er en ældre, flammeret dør flankeret af to vinduer. I gavlene er to mindre vinduer ud for tagetagen samt en ældre indgangsdør med overvindue i den østlige gavl. Alle vinduer er ældre rund- eller fladbuede, hvidmalede vinduer. Dørene er malet grønne. I det indre er staldindretningen med båse bevaret i den østlige del, og i den vestre del er vognportens store rum bevaret. Midt i bygningen findes selerum og bagudgang. Materialeholdningen er ældre i form af tegl-, flise- og bræddegulve, kalkede vægge, flisebeklædning og bræddelofter med synligt bjælkelag, panelbeklædte vægge med kroge til seletøj, nagelfaste skabe samt fyldingsdøre med gerichter og beslagværk.

Parken er anlagt med to nord-sydgående akser og tre krydsende øst-vestgående akser i form af grusbelagte stier, hvoraf de førstnævnte og de to nordligste af de øst-vestgående akser er beplantet med allétræer. Mellem de nordgående alléer er mindre, symmetriske stianlæg, to lindelysthuse og klippede hække. De øvrige haverum mellem alléerne er anlagt med lignende stisystemer eller åbne græsplæner. Den nordlige del af parken har tidligere været udlagt til gartneri med drivhuse, mistbænke og nyttehaver.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Rosenholm knytter sig til det samlede, velbevarede herregårdsanlæg med hovedbygning og park samt de i parken beliggende bygninger, hvor hovedbygningen, som ligger på en lav borgholm i voldgraven, udgør det naturlige omdrejningspunkt i dette unikke kulturmiljø. Den lindekransede indkørsel og landevej på voldgravens modsatte side danner en særdeles stemningsfuld ramme om ankomsten til Rosenholm.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Rosenholm knytter sig til det samlede anlæg bestående af parken, hovedbygningen og tilhørende bygninger samt broen som et eksempel på et velbevaret renæssanceherregårdsanlæg. Den kulturhistoriske værdi ved hovedbygningen knytter sig til dens udformning som en civil udgave af den oprindelige herreborg, der kombinerede forsvar med en herskabsbolig, som det eksempelvis ses på Hesselagergård og Borreby. Rosenholms hovedbygning citerer således de forsvarsmæssige træk i herreborgen med beliggenheden på en borgbanke omgivet af vandfyldte grave, hjørnetårnene, nord- og sydpavillonen, samt porttårnet og broen med broklap. Hovedbygningens mere civile præg ses af den nu blændede arkaderække i østfløjens gårdside, der har virket som et overdækket uderum, samt af de store, regelmæssigt placerede vinduer og manglen på vægterloft med skoldehuller og skydeskår. Rosenholms særegne gavle ses i Danmark kun på Holmens Kirke i København, hvis bygmester, Peter de Duncker befandt sig på Randersegnen i 1663, hvor han kan have haft kontakt med Rosenholms bygherre Jørgen Rosenkrantz. En anden inspirationskilde kan også være Schloss Moritzburg, hvor Jørgen Rosenkrantz i 1548-1551 fungerede som livvagt for Kurfyrsten, da denne opførte sit store renæssanceslot. Pavillonerne indikerer, at inspirationen til denne fløj – i modsætning til den østre fløj – blev hentet i Frankrig, hvor pavilloner på dette tidspunkt var et velkendt fænomen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til opdelingen i herskabets repræsentative og private gemakker samt domestikrummene beregnet til tyendets arbejde og beboelse. Dette afspejles tydeligt i placeringen og i rummenes udstyr i hovedbygningen, hvor domestikrummene optager den høje kælder under alle fløje og præges af enkle, slidstærke materialer og overflader, mens herskabets gemakker ligger i den høje stueetage, der giver udsigt til omgivelserne. Hertil kommer, at de lysfyldte opholdsrum og private værelser ligger mod øst og syd, mens gæsteværelserne ligger mere køligt mod nord. Den detaljerige aptering med den traditionelle materialeholdning og fornemme forarbejdning afspejler endvidere herskabets liv og stand som den herskende klasse i datidens samfund. Denne opdeling afspejler sig i det ydre særlig tydeligt i pavillonerne, hvor den nordre pavillon i tre etager oprindeligt rummede bageri og bryggers, hvorfor den er udstyret med små vinduer. Den sydlige pavillon derimod, der blev brugt til beboelse, er i to etager og udstyret med store vinduer. Over portåbningen ses en sandstenstavle, der bærer Jørgen Rosenkrantz og Dorte Langes initialer samt datoen 1567, der bevidner bygningens opførelsesår. Tavlen har tidligere siddet et andet sted – antageligt på østfløjen, der blev opført først.Den kulturhistoriske værdi ved parken knytter sig til de haveelementer, der afspejler den tidligere renæssancehave, der i 1700-tallet blev moderniseret i barokstil samt de senere tilkomne elementer, herunder alle de bevarede akser og elementer i form af stier, alléer, trærækker, solitære træer, stier og bede, der vidner om herregårdens kulturmiljø og liv fra etableringen i renæssancen og op gennem tiden. Hertil kommer gartnerboligen, der med sin beliggenhed i parkens nordlige del har ligget i nær tilknytning til de tidligere væksthuse, mistbænke og nyttehaver. Med sin detaljerige udformning har gartnerboligen ikke blot tjent et praktiske formål som bolig, men også indgået som et forskønnende element i den store park. Den kulturhistoriske værdi ved baronessens bolig knytter sig i det ydre til sydlængens gavle og murdetaljer, der gentager hovedbygningens karakteristiske udtryk. Dens placering i parken i bekvem nærhed af hovedbygningen afspejler tillige dens tidligere funktion som aftægtsbolig.

Den kulturhistoriske værdi ved Pirkentavl knytter sig til bygningens udførelse i renæssancestil, karakteriseret ved det røde, blanke, murværk med antikke murdetaljer i form af arkadebuer, etagebånd og trekantfrontoner i lyse natursten. Denne stil kom få år efter til at præge flere byggerier i Danmark, således er Pirkentavl Danmarks ældste bygning udført i Hollandsk Renæssance. Pavillonens funktion som rekreativ bygning knytter sig dels til de mange store vinduesåbninger, der har givet udsyn til parken samt i det indre til de enkelte rum med dekorativ bemaling og kaminer, der har gjort lysthuset brugbart i kolde perioder. Pavillonen benævnes første gang Pirkentavl omkring 1706, navnet hentyder til et spil som herskabet endnu fornøjede sig med på dette tidspunkt.

Den kulturhistoriske værdi ved herskabsstalden knytter sig i det ydre til bygningens beliggenhed nær hovedbygningen, hvor Herskabet har haft let adgang til deres rideheste. Hertil kommer bygningens udformning i nyrenæssancestil, der afspejler historicismen som den herskende arkitekturretning på opførelsestidspunktet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til bygningens tidligere og endnu aflæselige funktion, der i det ydre ses i den funktionsbetingede udformning, hvor særligt de tofløjede porte og høgab henviser til den tidligere funktion som hestestald med egnede adgangsforhold for heste og køretøjer samt til indlæsning af hø gennem høgabene. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det velbevarede og stort set intakte staldinteriør med blandt andet vognport, seletøjsrum, båse og krybber.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det samlede anlæg med hovedbygning, sø, bro, park, parkens bygninger, alléer, solitære træer, lindelysthuse og bede, idet alle elementer tilsammen danner et helstøbt og særdeles stemningsfuldt herregårdsmiljø.Den arkitektoniske værdi ved hovedbygningen knytter sig til det firelængede anlæg, hvor pavilloner, hjørnetårne og de talrige, ens renæssancegavle giver bygningen et herskabeligt og levende udtryk. Hertil kommer de store, stejle og ubrudte tagflader og det blanke røde murværk, der fremhæver fløjenes længde og samler bygningen til en harmonisk helhed. Hovedbygningens særegne trapezform ses særlig tydeligt, når man træder ind i gårdrummet, hvor syd- og nordfløjen åbner sig favnende mod den indtrædende, dette giver et særegent og indbydende udtryk.

I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til alle de repræsentative rums intakte interiører primært i barokstil. Atmosfæren varierer efter stukkaturens udformning, væggenes beklædninger og farveholdningen, men fælles for rummene er den udsøgte materialekvalitet og detaljering, som på formfuldendt vis spejler det ydres herskabelige og magtfulde udtryk.

I Pirkentavl knytter den arkitektoniske værdi sig i det ydre til den lille bygnings kubiske hovedform, der elegant afsluttes af det opskalkede pyramidetag. Murfladerne inddeles harmonisk af kridtstensbeklædningen, blændarkader og de frontonkronede vinduesindfatninger, hvilket understreger den lille bygnings formfuldendte helhedspræg.

I Pirkentavls indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til førsteetagens højloftede rum, hvor de store vinduesåbninger og de hvidkalkede vægge med bemalede borter skaber et ovenud let og lysfyldt interiør.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om

Eksterne links