På Faxe Allé ligger både et moderne bryggerianlæg og hovedsædet for Royal Unibrew, som en lang række fusioner har gjort til Danmarks næststørste bryggeri. Her ses en af lagerhallerne, hvor dåser med sodavand og øl er klar til at blive sendt afsted.
.

Royal Unibrew er Danmarks næststørste bryggerikoncern med en omsætning på 7,3 mia. kr. (2020) og ca. 2.600 ansatte, heraf op mod 500 i Faxe, hvor selskabet har sit hovedsæde og sit største produktionsanlæg.

Selskabet er opstået gennem en række fusioner mellem danske bryggerier. Faxe Bryggeri, grundlagt i 1901 af Nicoline og Conrad Nielsen, var gennem hele sin historie kendt for sin produktudvikling og for sloganet »Leverandør til det danske folk«. I 1989 fusionerede Faxe Bryggeri med Jyske Bryggerier A/S (med mærkerne Ceres, Urban og Thor) under navnet Bryggerigruppen A/S. I 2005 skiftede det navn til Royal Unibrew A/S, som gennem nye fusioner også omfattede Albani Bryggerierne A/S og Maribo Bryghus A/S.

Foruden i Faxe har bryggeriet produktionsanlæg tre andre steder i Danmark og fire steder i udlandet. Virksomheden eksporterer til ca. 65 lande, hvor de vigtigste markeder foruden Danmark er Finland, Italien, Tyskland, Frankrig og de baltiske lande. Ud over sine egne øl og sodavandsmærker som Royal Beer, Albani Odense Pilsner, Ceres og Thor samt Nikoline og Egekilde markedsfører bryggeriet også hollandske Heineken samt Pepsicola og flere andre mærker.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Faxe Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked