Tingl.: 21/9 1906, gdr. Lars Hansen. Afmærkn.: MS 1907, L. Lassen. Dysse i lav rund jordhøj "Dilhøj". På dyssen de kendte helleristninger. Kamret er sekskantet, 2,06 m langt i retningen NNV-SSØ, knapt 2 m bredt, ca. 2 m højt. Det er bygget af 5 store, indvendig flade og foroven let indadskrånende sidesten, samt af en sjette kun 0,50 m høj sten, der tjener som tærskelsten. Mellemrummene mellem de 5 store sidesten er eller har været udfyldt med flade fliser. Over de 5 sidesten hviler en kolossal dæksten ca. 2,80 m l., 2,20 m br. og 1,20 m tyk, på denne overside har der været nogen helleristningsfigurer. Kamret har mod SSØ en 0,60 m br. åbning og udenfor denne og tærskelstenen udgår mod SSØ en ca. 2,70 m l. og en 0.70-0,85 m br. gang med 2 sten for hver side, de to inderste er de største. Dæksten over gangen mangler. På højen i ca. 2 m afstand udenom dyssen er i nyere tid opført et svært ca. 1,40 m højt stengærde. Lige udenfor gærdet står nogen træer.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenkister kendes i forskellige udformninger gennem store dele af oldtiden og frem til i dag. Traditionen med at anvende sten til kister begyndte i bondestenalderen (neolitikum ca. 4000-1700 f.v.t.) og har – med skiftende intensitet – holdt sig frem til nyere tid. Blandt de fredede fortidsminder findes adskillige stenkister fra bondestenalderen, bronzealderen og jernalderen (ca. 4000 f.v.t.-1050 e.v.t.), og stenkisterne kan ligge såvel under flad mark som inde i en gravhøj. Der findes mange forskellige varianter af stenkister, alt efter hvilken periode de er blevet opført i, og hvor de er placeret. Læs videre her.
En gravgenstand er en arkæologisk genstand, der er fundet i en grav, såsom jordfæstegrav, rundhøj, langhøj eller stendysse/jættestue. Ved arkæologiske undersøgelser eller restaureringer findes ofte genstande, som de døde har fået med sig i graven. Det kan eksempelvis være lerkar, flintdolke, bronzesværd, dragtsmykker, seletøj til heste, pilgrimsmærker mv. Læs videre her.
Helleristninger er indhuggede billedmotiver i klippeflader eller på større sten og kan bl.a. forestille skibe, mennesker og hjulkors. Helleristninger forbindes navnlig med bronzealderen (ca. 1700-500 f.v.t.), hvor de var særlig udbredt på Bornholm. Det er en udbredt antagelse, at mange af motiverne skal relateres til den kultiske og religiøse verden i bronzealderen, hvor solen spillede en væsentlig rolle. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
