Søby Brunkulslejer

©
Brunkullet, som man finder flere steder i Midtjylland, er dannet af planterester, der blev aflejret i Midt Miocæn for ca. 15 mio. år siden. Klimaet var subtropisk, og de nulevende slægtninge til brunkullets planter vokser i dag under sydligere himmelstrøg. Det gælder fx det østamerikanske tupelotræ og det vestamerikanske rødtræ. Billedet viser et blad fra ahornen Acer soebyensis, som er opkaldt efter Søby Brunkulslejer, hvor den blev fundet i brunkullet.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Udvindingen af brunkul afhjalp ikke kun mangel på brændsel. Lejerne gav også beskæftigelse til arbejdsløse under 2. Verdenskrig. For at udnytte potentialet bedst muligt blev der i 1940 vedtaget en bestemmelse om, at arbejdet så vidt muligt skulle udføres ved håndkraft. I dag udstiller Søby Brunkulsmuseum mange af de redskaber og maskiner, der blev brugt til udvindingen.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Under Besættelsen var der stor aktivitet i Søby Brunkulslejer, og folk strømmede til fra alle egne af landet for at tage del i udgravningen af »det brune guld«. Mange af arbejderne og deres familier boede i hastigt sammenflikkede skure eller, som på billedet, en ramponeret bus. Foto fra 1948.
.
Licens: Begrænset anvendelse

I modsætning til den naturlige Søby Sø er de mange søer i området mod syd opstået som et resultat af den omfattende gravning efter brunkul, som især fandt sted i tiden under og lige efter 2. Verdenskrig.

Da gravningen ophørte i 1970, lå brunkulslejerne hen som nøgne, forblæste sandtipper adskilt af utallige små og større søer med brunt og surt vand. For at forhindre sandfygning blev der plantet klitfyr på store dele af de omgravede arealer, og i dag fremstår de gamle brunkulslejer som en mosaik af søer, græs- og lyngklædte sletter, nåletræsplantager og selvsåede fyrre-, birke- og pilekrat. Kun nogle ganske få sandtipper har fået lov at ligge nøgne hen. Selv om gravningen ophørte for ca. 50 år siden, er jordlagene stadig ustabile, og der sker af og til skred i området. Af sikkerhedsmæssige hensyn anbefales det derfor at holde sig til de anlagte cykel- og vandreruter.

På hederne og i skovbunden består plantelivet bl.a. af alm. engelsød, hedelyng, revling og tyttebær samt enkelte sjældenheder som alm. Ulvefod og liden vintergrøn. I de fugtige lavninger kan man finde mosepors og den kødædende rundbladet soldug, mens forholdsvis sjældne vandplanter som flydende kogleaks, aflangbladet vandaks og liden siv vokser i nogle af de mindre søer. Det meget afvekslende område huser et tilsvarende varieret insektliv, og på de tørre, lysåbne sandflader kan man i det tidlige forår fx opleve den orangebrune klitplasterbille, hvis larver snylter på vårsilkebier. Den får selskab af hele 31 arter af dagsommerfugle som markperlemorsommerfugl, spættet bredpande og rødplettet blåfugl. Desuden var det ved Søby, at guldsmeden lille blåpil blev genfundet i 2006 efter i en årrække at have været anset for uddød i Danmark.

Fuglelivet er også ganske rigt, og ved Søby Sø og i Søby Brunkulslejer er der i alt observeret hen ved 170 forskellige fuglearter. Ved søerne kan man om vinteren opleve andefugle som gråand, troldand, pibeand, krikand og hvinand samt i mindre antal både lille og toppet lappedykker, og sangsvaner i hundredvis benytter søerne som overnatningsplads. Også trane og fiskeørn er regelmæssige gæster. Ved Søby Sø deler den sky vandrikse rørskoven med bl.a. grønbenet rørhøne og blishøne, i plantagerne findes arter som stor flagspætte, sortspætte og grønspætte samt lille korsnæb, mens de åbne hedearealer er levested for ravn samt rødrygget og stor tornskade.

For at bevare det karakteristiske landskab, som indvindingen af brunkul efterlod, blev både Søby Sø og brunkulslejerne fredet i 2007. Fredningen dækker et samlet areal på 1100 ha. Heraf ejer staten ca. 353 ha, mens resten er privatejet.

Brunkul – fra planterester til energiressource

I begyndelsen af 1900-tallet fandt man store koncentrationer af fossile plantedele i form af brunkul i området mellem Søby og Fasterholt i den sydøstlige del af den nuværende Herning Kommune. Interessen for brunkul som energiressource var igennem århundredet svingende, alt efter adgangen til alternativer med bedre brændværdi, såsom stenkul og olie. Brunkulslejerne har derfor været præget af perioder med heftig aktivitet, hvorefter de har ligget nærmest øde hen.

Brunkullets dannelse

I Miocæn tid for ca. 14 mio. år siden var der i Midtjylland udbredte land og kystområder med omfattende plantevækst omkring sumpe, laguner, søer og deltaer. Med tiden endte mange planter og træer ude i vådområderne, hvor de sank til bunds og under iltfattige forhold blev omdannet til tørv. Tørvelagene blev overlejret af ler, silt og sand, og ved øget tryk og temperatur skete der en sammenpresning og indkulning, hvorved tørven blev omdannet til brunkul. Efter landfasen blev det meste af området dækket af hav, og der blev aflejret marine lerlag på brunkulslagene. Efterfølgende kom istiden, og området blev dækket af istidsaflejringer som smeltevandssand og -grus, moræneler og –sand og til sidst af flyvesand fra tiden efter istiderne.

Brunkul kan variere fra en fast, brun, homogen bjergart til en løsere bjergart med genkendelige planterester. Brunkulslagene i Midtjylland veksler med lag af sand og ler, og overordnet findes tre tykke kullag. I brunkulslagene er der fundet mange forskellige typer plantefossiler af pollen, frø, frugter, blade, grene og træstammer fra bl.a. sumpcypres, kæmpefyr, el, birk, lind, elm og laurbær. Mange steder er rødder og træstammer fundet i deres oprindelige position, og plantefossilerne viser, at landskabet var dækket af løvskov, nåleskov, sump- og søplanter samt græsser, der voksede i et varmt tempereret til subtropisk klima. For at kortlægge brunkulsreserven foretog Danmarks Geologiske Undersøgelse (DGU) en systematisk undersøgelse og udførte ca. 14.000 boringer gennem perioderne 1921, 1941‑49 og 1958‑63.

Søby Klondike

Allerede under 1. Verdenskrig blev der gravet brunkul syd for Søby i lejet ved Fasterholt. Men det var under den tyske besættelse af Danmark 1940‑45, hvor import af engelske stenkul var umulig, at interessen for den danske energireserve for alvor blussede op. Udvinding af brunkul blev derfor sat i værk som et samarbejde mellem staten og private entreprenører. I begyndelsen skete udvindingen ved håndkraft for at skabe så mange arbejdspladser som muligt i krigstiden, og en overgang var op mod 2.000 personer beskæftiget i lejerne. Hastigt opførte barakker husede arbejderne, og der opstod et klondikelignende samfund. Krigens rationering af fødevarer medførte sortbørshandel og hasardspil, yderligere næret af, at besættelsesmagten og politiet stort set holdt sig væk fra brunkulslejerne.

I 1950’erne gik man over til maskinel udvinding, og særligt Koreakrigen 1950‑53 og den deraf følgende dyrere adgang til importeret fossilt brændstof vækkede atter interessen for brunkulsudvindingen i Søbylejerne. Den fornyede interesse varede dog ikke længe, og i 1970 indstilledes udvindingen ved Søby, selv om forekomsten ikke var udtømt.

Fra westernkulisse til museum

Efter udvindingen lignede det opgravede område en ørken, med sandtipper og ringe bevoksning. Nogle områder er sprunget i skov, både pga. en statslig indsats for at plante dele af området til, og fordi lejerne er uegnede til yderligere industrielt brug. Andre områder bliver løbende ryddet for vegetation, for at man fortsat kan se, hvordan kuludvindingen efterlod landskabet.

I 1977, kun syv år efter at udvindingen var ophørt, åbnede Søby Brunkulsmuseum. Her formidles arbejdsliv og dagligliv i brunkulslejerne, og museet rummer i dag bl.a. tre arbejderhjem, en grovsmedje, købmandsforretning og et forsamlingshus.

Det særegne landskab er også blevet brugt som kulisse i flere film. I 1958 spillede Poul Reichhardt vagabonden Martin, der gav den som arbejdsmand i Søby Brunkulslejer i Vagabonderne paa Bakkegaarden, og det prærielignende landskab blev brugt som baggrund for westernfilmen Guld til præriens skrappe drenge fra 1971.

I løbet af 1900-tallet blev der opgravet 20‑25 mio. tons dansk brunkul, og i 1984 blev Danmarks tilbageværende brunkulsreserve opgjort til ca. 89 mio. m3. I dag har olie og kul helt fortrængt brunkul, og den delvise nationale uafhængighed, som brunkul gav Danmark, er nu en historisk parentes. Tilbage er det forandrede landskab, der vidner om den menneskelige omfordeling af de forskellige jordarter.

Videre læsning

Læs mere om geologi i Herning Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Ferske vande