Søbysøgård, Nørre Søby

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår den første hovedbygning blev opført måske allerede i 1500-tallet. Dog er det sikkert, at der i midten af 1600-tallet var et stort dobbeltvoldsted og herpå lå formentlig en firelænget bindingsværksgård med vindebro over voldgraven mod syd. Tidligere blev hovedbygningen betegnet Søgaard. I 1641 fjernede Hans Lindenov de tidligere bindingsværksbygninger og opførte den nuværende midterfløj i to stokværk over en hvælvet kælder. Bygningen blev opført i renæssancestil af røde mursten i krydsforbandt på en sokkel af kampesten med en markant beklædning af to skifter store kvadre henover. Gavlene var høje og udført med dobbelte profilbånd og volutsvungne afdækninger, i tråd med datidens foretrukne stil, der var inspireret af Rosenborg Slot, opført af Christian den IV. Vinduerne var sandsynligvis blyindfattede. Midtfor bygningens sydside var et rundt, tre stokværk højt trappetårn, som var forsynet med et spidst, kegleformet spir og ved sydsidens østre ende en kort, karnapagtig sidefløj. På nordsiden var der to hemmeligheds-karnapper ud til voldgraven.

I det indre var den østlige del på andet stokværk indrettet til riddersal med et stort ildsted ved østgavlen, og i tårnet var en vindeltrappe fra kælderen til tagrummet samt et stort ur, der senere blev flyttet til vestfløjens tårn. Den hvælvede kælder indeholdt økonomirum samt en borgstue.

I 1654 opførte de daværende ejere Christian Urne og Anne Sophie Krabbe en trefløjet ladegård syd for hovedbygningen. Denne var åben mod borggården og havde gennemkørsel fra syd. Efter 1720 var ejeren enke Anne Christence Rosenkrantz, og på hendes tid nævnes den østlige fløj, det kan dog tænkes, at den allerede var opført noget tidligere. I 1730 overgik gården til Frederik von Holsten, som lod hovedbygningen omdanne i det indre. Han fik blandt andet pudset lofter, således at de tidligere bjælkelofter forsvandt. Fra 1752 var Axel Rosenkrantz ejer af Søbysøgård, og han lod i 1768 en toetagers vestfløj opføre. Sandsynligvis blev hele hovedbygningen pudset og kalket på dette tidspunkt. Den nye vestfløj var smallere end den oprindelige nordfløj, og det menes derfor, at denne længe oprindeligt var tiltænkt som økonomifløj.

I det indre blev lofterne udstyret med stuk, og de fleste værelser og stuer fik rundbuede ovnpladser. Tillige anlagde han et større barokt haveanlæg. hvor endnu lindealléer, faconklippede taks, buksbom og bøgehække er bevaret. I 1805 blev Søbysøgård solgt til Søren Hillerup, godsslagteren som han bliver kaldt, idet han stod for en meget voldsom ombygning af hovedbygningen. Blandt andet fjernede han trappetårnet på midterfløjen, nedbrudte de svungne gavle samt delte hovedfløjens øverste stokværk i to etager, og dermed forsvandt den store riddersal. Tillige lod han voldgraven tilkaste og lod opføre en lav bindingsværksbygning langs gårdspladsens åbne sydside (denne er senere revet ned igen).

I 1849 forsøgte ejeren Enevold de Falsen at føre Søbysøgård tilbage til udseendet før Hillerups ændringer. I den forbindelse fik alle gavle kamtakker, og på vestfløjen opførte han et firkantet tårn med spir. På dette tidspunkt var murene hvidkalkede. I 1800-tallet var køkkenet anbragt ved midterfløjens østgavl i stueetagen, og østfløjen var indrettet til mejeri og med godskontor i gavlen.

Den store ladegård brændte i 1910, hvorefter en ny blev opført efter næsten sammen volumen som den tidligere. Fra 1919-1931 var der forskellige ejere, og hovedbygningen blev blandt andet indrettet til husholdningsskole. I 1931 købte staten Søbysøgård for at indrette landets første ungdomsfængsel, og i den forbindelse blev tilføjelserne omkring gavlene atter fjernet. Tårnet fik dog lov at blive stående. Vest for den store grundmurede avlsgård blev opført de egentlige fængselsbygninger, og langs tilkørslen fra syd blev bygget en række funktionærboliger. I 1954 blev foredragssalen udsmykket med landskabsbilleder af de fire årstider af maleren Svend Saabye.

Søbysøgård ligger i det åbne landskab ved Søby Sø. Den trefløjede hovedbygning ligger omkring en pigstensbelagt gårdsplads, der åbner sig mod syd. Omkring hovedbygningen er en større park med et mindre barokt anlæg mod vest. I lige linje fra hovedbygningen ligger mod syd en trelænget avlsgård med portgennemkørsel. Avlsgården er ikke omfattet af fredningen og er dermed ikke nærmere beskrevet. Hovedbygnings vestfløj, midterfløj, og den nordlige del af østfløjen er i to etager, mens den resterende del er i én etage. Den grundmurede hovedbygning står på en høj sokkel af kampesten, og herover er to rækker af tilhuggede kampesten inden de pudsede og gulkalkede mure, der prydes af murankre mellem etagerne og en hvidmalet, profileret hovedgesims med blandt andet savsnit. Fløjene afsluttes af røde, teglhængte, helvalmede tage, hvis tagflader brydes af enkelte, ældre støbejernsvinduer. I tagryggene ses i alt syv gulmalede skorstenspiber med krage. Midt på vestfløjens gårdside er et højt, grundmuret, kvadratisk tårn, der ligeledes er gulkalket og prydet af både en kordongesims med savsnit og en kraftig gesims. Øverst afsluttes tårnet af et kobberbelagt, svunget tag med spir. På midterfløjens haveside er tillige to grundmurede, kvadratiske tårne, der er i højde med midterfløjens gesims. Tårnene afsluttes af teglhængte, heltage og svungne gavle. I vestfløjens tårn og midt på midterfløjens gårdside ses et næsten ens indgangsparti bestående af en ældre, tofløjet fyldingsdør med rundbuet, sprosseopdelt overvindue og en hvidkalket, pudset portal omkring, hvor portalen har en trekantfronton. Foran begge døre er lave granitstenstrapper. De øvrige døre i hovedbygningen udgøres af delvist ældre fyldingsdøre og revledøre til kælderen og på midterfløjens haveside er en tofløjet havedør med glas i den øverste del, og foran denne ses en bred granittrappe med støbte vanger og smedejernsgelænder. Vinduerne er hovedsageligt ældre korspost- og krydspostvinduer med malede zinksålbænke, dog er vinduerne i tårnene og et enkelt over midterfløjens hoveddør halvrunde, og kældervinduerne er torammede. Alle vinduer har småtopsprossede ruder, hvidmalede rammer og mørkerøde karme. Øverst i tårnet findes en del mørkerøde revleluger med kløverudskårne huller.

I det indre er midterfløjen og vestfløjen begge opdelt med lange gange og trapperum med ældre trapper og værn mod gårdspladsen, mens værelser og stuer en suite ligger mod haven. Overfladerne er i flere rum udskiftede, og stort set alle gulve er nye, herunder parketgulve, linoleumsgulve og gulvtæpper, hvorunder det dog formodes, at de ældre bræddegulve findes flere steder. Enkelte rum har nyere nedhængte gipslofter. De fleste rum har dog traditionelle pudsede vægge og lofter med stuk, hulkehl eller spejlhvælv, og i de lange fordelingsgange er ældre fliser af ølandssten bevaret. Tillige er der mange ældre bygningsdetaljer, herunder brystningspaneler og lysningspaneler, hvori der mange steder er indbyggede indvendige skodder, samt fyldingsdøre med profilerede gerichter, greb og hængsler. Hertil kommer mange bemalede dørstykker, udsmykkede lofter med bemalede felter og kunstfærdig stukkatur samt rundbuede ovnnicher, hvor der i tre af disse findes ældre, store kakkelovne. Den korte og høje del af østfløjen er indrettet til undervisningslokaler, og her er stort set alle overflader nye uden væsentlige bygningsdetaljer og med nyere fyldingsdøre. Den enetages østfløj er indrettet til museum med en nyere grundplan og nyere overflader, der hovedsageligt stammer fra en tidligere indretning med et storkøkken i 1900-tallet. De tre fløjes loftetager har bevaret den ældre tagkonstruktion og er forsynet med nyt undertag af banevarer. I vestfløjens tårn ses et ældre urværk. Under midterfløjen er bevaret en hvælvet kælder, under vestfløjen er der kælder under de nordligste fag og under østfløjen er bevaret en lille fangekælder mod syd. Kælderrummene har alle støbte gulve samt kalkede vægge og lofter.

Den miljømæssige værdi for Søbysøgård knytter sig til beliggenheden i det åbne landskab i tæt forbindelse med Søby Sø, samt til hvordan det helstøbte anlæg i forbindelse med ladegården og den omkringliggende park med barokhave, der vidner om at dette oprindeligt var en yderst prominent herregård.

Dertil kommer, at hovedbygningen i væsentlig grad dominerer sine omgivelser, idet bygningshøjden hæver bygningen betragteligt over det omkringliggende, flade landskab, hvor man stadig kan fornemme at der tidligere har været plads til omkransende voldgrave. Det bevarede barokke haveanlæg med faconklippet taks, buksbom og bøgehække vidner om udviklingen i anden halvdel af 1700-tallet, hvor adlen i Danmark fik interesse for finere fransk havekunst.

Søbysøgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningens stiludvikling fra renæssance til barok, rokoko og delvist klassicisme og historicisme, idet hovedbygningens bevarede stilarter i høj grad påviser de forskellige ombygningsperioder. Spor fra renæssancen ses i de tykke mure, nordsidens svungne tårngavle, midterfløjens vinduessætning på gårdsiden, der stadig synes at aftegne det tidligere tårn, som var placeret midt for, samt den hvælvede kælder. Tagkonstruktionen med sparreværk i midterfløjen påviser, at taget herover oprindeligt har stået alene, hvilket vidner om, at Søbysøgård oprindeligt var en hovedfløj uden sidefløje. Ombygningerne i 1700-tallet afspejles ved de bevarede korspostvinduer, der kom til i barokken, hvor det ligeledes blev moderne at pudse og kalke murene. Hertil kommer værdien af de bevarede indvendige interiørs med rige bygningsdetaljer, der især afspejler barokkens fascination for de rundede profiler og prangende detaljer, herunder de kraftigt profilerede gerichter omkring de brede, enfløjede fyldingsdøre samt de rundbuede spejlhvælv og de detaljerige stukudsmykninger i enkelte rum i vestfløjen. Dette underbygges af vestfløjens trappe med afrundede, parallelle udskæringer og profileret håndliste, der var en typisk udformning af hovedtrappens værn i midten af 1700-tallet. Hovedbygningens to sandstenstavler vidner tidlige om bygningens forskellige opførelsesperioder, omend tavlernes placering i dag er misvisende, idet sandstenstavlen på vestfløjens gavl bærer årstallet 1641, og sandstenstavlen på nordfløjen stammer fra 1768.

Tavlen fra 1641 var oprindeligt anbragt på midterfløjens tidligst opførte tårn, men blev flyttet til den nuværende placering i 1835. Sandstenstavlen fra 1768 med initialer fra Rosenkrantz og Bille var oprindeligt anbragt på vestfløjen.

Senere tiders ombygninger afspejles hovedsageligt i det indre, hvor blandt andet de tofløjede fyldingsdøre med mindre fyldinger vidner om klassicismens stringente, rene og enkle linjer, som dominerede 1800-tallet. I midterfløjens nederste stokværk ses i den vestlige sal en del bevarede malede dørstykker, der stammer fra Frederik von Holstens ombygninger. Dørstykkerne forestiller en række bygninger, som sandsynligvis skulle repræsentere de øvrige ejendomme som Von Holsten ejede. De øvrige bevarede bygningsdetaljer omkring de ældre døre og vinduer afspejler sammen med de ældre ovne og den traditionelle materialeholdning bygningens alder.

I det ydre fremtræder hovedbygningen som en høj, monumental og særdeles robust bygning, hvis særlige kendetegn er den markante og kraftfulde kampestenssokkel, de pudsede og kalkede mure med relativt store vinduesåbninger, tårnet samt de ubrudte røde tagflader med helvalmede gavle. Søbysøgårds arkitektoniske værdi knytter sig til den samlede og let komplekse bygningskrop, der dannes af de tre længer og de i alt tre tårne. Trods den sammensatte og komplekse form skabes en harmoni og tydelig sammenhæng grundet den ens materiale- og farveholdning. Der er et klart hierarki mellem længerne, og grundet orienteringen med aksen fra ladegården til midterfløjen samt dennes indgangspartier og symmetriske vinduessætning fremstår midterfløjen som hovedfløjen. Vestfløjen fremstår endvidere med sin helt egen symmetri omkring tårnet. De hvide gesimser og de hvide portaler omkring hoveddørene sørger for, at disse detaljer træder tydeligt frem i de gule mure, og sammen med soklen, murankrene og vinduessætningen skabes en horisontal lavdeling af den ellers vertikale bygningskrop. Hertil kommer den arkitektoniske værdi af vinduernes farvesammensætning med røde karme og hvide rammer, der får vinduerne til at virke lette og sprøde, hvilket underbygges af de småtopsprossede ruder. Dette udtryk genfindes i hoveddørenes overvinduer. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til den traditionelle grundplan, hvor de en suite placerede stuer med døre en filade giver imponerende kig og sammenhæng på langs af fløjene. Hertil kommer de mange bevarede bygningsdetaljer, som sørger for, at rummene fremstår helstøbte, herunder især de mange fyldingsdøre og brystningspaneler, som danner en horisontal deling af rummene, der igen underbygges af de spejlhvælvede lofter, der adskilles fra væggene med en let stukkant. Endvidere har vinduernes skrå lysninger stor betydning for lysindfaldet i rummene, og de indbyggede skodder er en yderst raffineret løsning på en praktisk bygningsdetalje. Lysindfaldet er endvidere slående i vestfløjens to sydlige gavlstuer, da disse er gennemlyste fra tre sider. Det mest dekorerede rum er vestfløjens overdådige og unikke rokokostue, der fremstår med en detaljerig og filigranagtig stukkatur beslåemde af slyngede blade og blomsterranker, der næsten bevirker, at vægge og loft smelter sammen til ét.

Læs videre om

• Hvedholm, avlsgården, Horne
• Steensgaard, Svanninge
• Vester Mølle, Faaborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen