Søkvæsthuset, Dæksofficerskolen, København

Bygningsanlægget, Søkvæsthuset, der er den gamle betegnelse for flådehospitalet, blev anlagt i 1700- og 1800-tallet, udgør fem bygninger, der omkranser en stor gårdsplads. Hovedbygningen mod Christianshavns Kanal blev opført af arkitekt Christian Conradi i 1754. Hovedbygningen blev oprindeligt opført som opfostringshus for fattige drenge og fungerede som dette, indtil bygningen blev overtaget af søetaten i 1776. I 1776 overtog søetaten endvidere en række små grunde på hjørnet af Overgaden oven Vandet og Bådsmandsstræde. Småbygningerne mod syd blev delvist revet ned og genanvendt i østfløjen. Mellembygningen, som udgør den vestre tredjedel af østfløjen, blev opført i 1789-90 af arkitekt og hofbygmester Johan Boye Junge Magens. Stueetagen blev indrettet med vaskerum til Søkvæsthuset og de øvrige etager med spinde- og skolestue. Bygningens vaskehus i stueetagen har oprindeligt haft indgang fra både gårdspladsen og portgennemgangen. Havehuset, som udgør to tredjedele af østfløjen, blev opført i 1779 af stadsarkitekt G.E. Rosenberg. I 1838 blev havehuset genopbygget efter en brand. I årene 1844-64 boede ægteparret, skuespilleren Johanne Louise Heiberg og hendes mand teaterdirektør og forfatter Johan Ludvig Heiberg i Havehusets stueetage. Johanne Louise Heiberg indrettede den store have mod syd og fik antageligt anlagt den store veranda ud for den fornemme gavlstue med en trappe ned til haven. I brandtaksationerne fra 1904 blev verandaen beskrevet som en lukket glasveranda med en trætrappe til haven. I 1780'erne blev fløjen mod Bådmandsstræde opført som sygehusfløj af murermester J.B. Schottmann. Den fungerede som sygehusfløj til marinens hospital frem til 1830'erne. Fra 1830'erne blev fløjen anvendt dels som fængsel, dels som elevskole for Søværnet. I perioden 1930'erne til 1986 blev bygningen anvendt til magasin for Rigsarkivet. Fra 1986 til 2016 husede fløjen Orlogsmuseet, der i 2016 flyttede til Tøjhusmuseet. I årene 1867-1932 var en del af anlægget Søofficerskole. Opfostringshuset var indtil 2015 hjemsted for Farvandsvæsenet, under Forsvarsministeriet. I dag er anlægget i privateje bortset fra fløjen mod Bådsmandsstræde (Orlogsmuseet).

Bygningsanlægget Søkvæsthuset ligger ud til Christianshavns Kanal på hjørnet af Overgaden oven Vandet og Bådsmandsstræde. Anlægget består af en fløj Opfostringshuset, der er flankeret af en gartner- og en portnerbolig. De tre bygninger ligger parallelt med kanalen og er forbundet af to mure, hver med en portåbning. Anlægget består desuden af en sidefløj mod Bådsmandsstræde, der i en vinkel er bygget sammen med en østfløj bestående af en mellembygning og et havehus, der kaldes Heibergs hus. Det samlede bygningskompleks favner et stort, brolagt gårdrum. Vest for havehuset er et haveanlæg med ældre træer og en mindre legeplads. Opfostringshuset er grundmuret og opført i to høje etager over en høj kælder med en todelt sokkel af granitkvadre og puds. Bygningen bærer et højt, rødt, teglhængt mansardtag med opskalkning. I rygningen ses tre skorstenspiber i blank mur med sokkel og krave, hvor skorstenspiberne er udsmykket af blændingsfelter med afrundede hjørner. I tagfladerne ses en række ældre tagvinduer i støbejern samt ti kviste på hver side. I gavlenes tagflader er på hver side to kviste. Tagrender og nedløbsrør er udført i kobber. Midt på facaden er en rundbuet segmentfronton med et stort sandstensornament og et kobberinddækket tag. Murene er pudsede og udsmykket med taktfast placerede, hvidpudsede øreliséner, der mod soklen har et let fremspring. Lisénerne varierer mellem et slankt og et bredt format. Fire af de centrale liséner er ført tresidet frem, og hjørnelisénerne er ført tosidet frem mod kanalen og gården. Mod taget er en profileret gesims. Farveholdningen er hvidpudsede detaljer på en baggrund af gulpudsede mure over en rosa sokkel. Indgangspartierne er placeret mod gården og består af to traditionelt udførte, dobbelte fyldingsdøre med overvindue smykket med en diagonal opsprosning. Foran begge døre er en granittrappe. Endvidere ses i alt tre kældernedgange i dybe, fladbuede åbninger, hvoraf to af dørene ligger mod gården og den tredje i den nordvendte gavl. Dørene er nyere og grønmalede. Opfostringshusets vinduer er ældre, to- og firerammede vinduer med seksdelte rammer placeret mellem lisénerne. I begge gavle ses tilmurede vinduer og i den sydlige gavl fremstår de som blændinger. Alle vinduer er hvidmalede. Der er adgang til kælderen via de gavl- og gårdvendte kældernedgange. Kælderen er indrettet med en række større og mindre gade- og gårdvendte rum. Der er støbte gulve og terrazzo- og flisegulve, væggene er pudsede og kalkede eller malede. Lofterne har synlige loftsbjælker, og der er enkelte synlige træ- og støbejernssøjler. Stueetagen nås via bygningens nord- og sydvendte trapperum, der forbinder etagerne fra stueetagen til tagetagen. Den sydvendte trappe er smykket med ovaler og slyngbånd, og den nordvendte trappe er dekoreret med slanke, lodretstillede trætremmer. Begge trapper er antageligt fra første halvdel af 1900-tallet. Stueetagen er karakteriseret ved en nyere kontorindretning med en reception, en nyere elevator, der forbinder alle etager, en midterliggende korridor, hvorfra der er adgang til en række mindre gade- og gårdvendte rum, toiletter og garderobe samt to gavlvendte, gennemlyste rum. Den sydlige del af første sal er, ligesom stueetagen, karakteriseret ved en nyere kontorindretning med mindre kontorlokaler, garderobe og toiletter. Der er nyere overflader som parket-, linoleums-, flise- og tæppebelagte gulve, pudsede og tapetserede pladevægge og nedhængte lofter. Derudover er der nyere bygningsdele og -detaljer, som fyldings-, glas-, brand- og pladedøre med gerichter og greb. I den midterste og nordlige del af første sal ses en indretning fra 1940'erne, der indeholder industrikøkken, garderobe og toiletter samt en række repræsentative stuer og sale, herunder kongesalen og Niels Juul salen. Interiørerne her er karakteriseret ved tilføjede bygningsdele og -detaljer fra 1940'erne med parket- og linoleumsgulve, pudsede og malede vægge med pålagte lister, brystnings- og lysningspaneler, stukkatur samt et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og greb. Opfostringshuset har to tagetager, hvoraf det nederste har en nyere indretning med et stort, centralt kantinerum og anretterkøkken, samt et industrikøkken, toiletter og gavlvendte rum. Etagen har vægge med nyere, dybe inddækninger med isolering. Der er kig til det ældre tagværk og imellem de synlige loftsbjælker ses en nyere pladebeklædning. En ældre etløbstrappe fører til den øverste del af loftet, der er uudnyttet og opdelt i to store gennemgående rum med ældre bræddegulve, synlige skorstenskerner og synlig tagkonstruktion med nyere undertag af brædder og pap. Endvidere ses et nyere udluftningssystem og den øverste del af bygningens elevator. Opfostringshuset er, bortset fra førstesalens indretning fra 1940'erne, karakteriseret ved en nyere kontorindretning med nyere materialer og nyere bygningsdele og -detaljer. Af ældre bygningsdele og -detaljer kan nævnes vinduesvægge med lysningspaneler i stueetagen, vinduer med anverfere og stormkroge, synlige dele af en ældre tagkonstruktion samt synlige skorstenskerner. Sammenbygget med Opfostringshuset er på hver side en høj, muret portal i rød, blank mur med et let pudslag. Portalerne er forsynet med øreliséner samt en rundbuet portåbning og afsluttes af en hvidkalket, profileret gesims og røde vingetegl. Over den nordlige portal er desuden en guldbelagt inskription: Søkvæsthuset. I forlængelse af den sydlige portal er en pudset og gulkalket mur med en smal zinkinddækning samt en nyere, rundbuet, grønmalet trædør.

Nordøst for Opfostringshuset ligger gartnerboligen, som er opført i grundmur i én etage, hvilende over en høj kælder med en pudset sokkel med let fremspring. Bygningen har et rødt, teglhængt tag med mansard og valm samt to kviste i hver af tagfladerne og en skorstenspibe i rygningen. Murene er pudsede og gulkalkede med en hvidpudset tagfodsgesims. Hovedindgangen er placeret i facadens ene yderfag og består af en ældre fyldingsdør med et opsprosset overvindue samt to trædesten i granit. Døren indrammes af en portal med en profileret, smal fordakning. Mod gården er en nyere fyldingsdør med en foranliggende, muret og pudset fritrappe med balustre af malet jern. Der er endvidere en kældernedgang med en nyere kælderdør udført i træ. Vinduerne er traditionelt udførte, torammede, firedelte vinduer, mens kældervinduerne er torammede, og todelte vinduer med et foranliggende metalgitter. Gadedøren er grønmalet, mens de gårdvendte døre er gråmalede. Vinduerne inklusiv hoveddørens overvindue er alle hvidmalede. I sydgavlen er en nyere, muret og pudset tilbygning, der også er omfattet af fredningen. Gartnerboligen har dele af en ældre grundplan og er indrettet med et gade- og gårdvendt forrum, to gade- og gårdvendte stuer samt et nyere tekøkken og et badeværelse placeret i tilbygningen. Fra det gårdvendte forrum er en kældernedgang med en ældre ligeløbstrappe. Kælderen er opdelt i mindre rum. En ældre trætrappe med udskårne balustre fører op til første sal. Første sal har to gade- og gårdvendte rum samt et repos med en loftslem til tagrummet. Tagrummet er uudnyttet og har et ældre bræddegulv, synligt tagværk, et nyere bræddebeklædt undertag og en synlig skorstenskerne. Gartnerboligen har parket-, tæppe-, brædde- og flisegulve samt støbte gulve. Væggene er pudsede og tapetserede. Lofterne er glatpudsede, og i de gadevendte stuer ses stukkatur og loftsrosetter. I kælderen er et delvist synligt bjælkelag. Bygningen har både ældre og nyere, men traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer blandt andet fyldings- og revledøre samt trapper. Portnerboligen ligger sydvest for Opfostringshuset og er en énetages bygning i både bindingsværk og grundmur med rødt, teglhængt heltag og to skorstenspiber i rygningen. I tagfladen mod gården er en teglhængt taskekvist. Murene er pudsede og gulkalkede, mens bindingsværket er sortopstreget med gulkalkede tavl. Mod gaden hviler bygningen på en lav sokkel af sandsten. Bygningens tre ældre fyldingsdøre er placeret i gavlene og i gårdsiden. Indgangsdøren i gårdsiden er en ældre, enfløjet fyldingsdør med et firedelt overvindue samt en træfordakning øverst. Vinduerne er traditionelt udførte, torammede, seks- og ottedelte vinduer samt krydspostvinduer med fire- og seksdelte rammer. Dørene er grønmalede og vinduerne hvidmalede. Portnerboligen har dele af en ældre grundplan bevaret med en stor gadevendt stue, forstuer i gavlene, et gårdvendt køkken med køkkenildsted, et mindre gavlvendt rum og en gårdvendt forstue, hvorfra der via en nyere metaltrappe og en loftslem er adgang til loftet. Loftet er uudnyttet og der er synlige skorstenskerner, synligt tagværk og taget er understrøget. Interiøret er karakteriseret ved traditionelle materialer, herunder brædde- og flisegulve samt pudsede vægge og lofter. Der er både nyere og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder fyldingsdøre med gerichter samt revledøre.

Østfløjen består af to sammenbyggede bygninger: en mellembygning mod syd, der er sammenbygget med fløjen mod Bådsmandsstræde, samt et havehus kaldet Heibergs hus mod nord. Mellembygningen er grundmuret og opført i tre etager, hvoraf den nederste etage er dobbelthøj. Taget er et rødt, teglhængt heltag med to kviste i begge tagflader. Murene er pudsede og gulkalkede og afsluttes af en hvidpudset tagfodsgesims. I yderste fag er en rundbuet portåbning med ældre portstabler. Øverst i portåbningen er et ældre, rundbuet, midterhængslet vindue med opsprosning. Portgennemgangen har brolagt gulv med en række trædesten i midten, gulkalkede vægge og synligt bjælkelag med træbetonplader i loftet. I gårdsiden ses spor af et tidligere indgangsparti. I dag er der indgang til mellembygningen via havehuset. Vinduerne er overvejende traditionelt udførte, to- og firerammede vinduer med fire eller seksdelte rammer. Alle vinduer er hvidmalede. Mellembygningen, som tidligere rummede et vaskehus, har en dobbelthøj nedre etage, der udgøres af et stort gennemlyst rum med taktfast placerede søjler, som afsluttes i krydsbuede hvælv. Der er dybe vinduesnicher med fladbuede blændinger. Første og anden sal består af to lavloftede og gennemlyste rum med synlige træsøjler. Etagerne har både nyere og ældre overflader. I nederste etage er et nyere vinylgulv, hvor der ses spor efter et ældre teglgulv. De øvrige gulve er linoleumsbelagte. Væggene er pudsede, og lofterne er dels pudsede, dels pladebeklædte. Endvidere ses nyere trapper med adgang fra havehuset. Havehuset er grundmuret i tre etager over en høj kælder med en sokkel af granitkvadre. Taget er rødt og teglhængt med let opskalkning og har tre asymmetrisk placerede skorstenspiber i rygningen. I tagfladen er fire kviste med to- og trerammede vinduer samt en række udluftningskanaler. Bygningen har pudsede og gulkalkede mure med fremhævede partier i de midterste fag forsynet med øreliséner samt en kordongesims. Mod taget er en hvidpudset gesims. Dørene mod gården er nyere trædøre indrammet af en simpel portal med en lav trekantsfordakning øverst, og en foranliggende, lav granittrappe. I en fladbuet åbning mod haven er en nyere kælderdør udført i træ. Vinduerne er overvejende krydspost- og korspostvinduer med fire og seksdelte rammer. Vinduerne er alle hvidmalede. I nordgavlen er blændede vinduer. Mod syd er en yngre, hvidmalet træveranda med glaspartier og et tagpapbeklædt tag. En trætrappe fører ned til haven. Havehuset har dele af grundplaner, som overvejende stammer fra 1800-tallet. Havehuset er indrettet med et ældre, gennemgående trapperum placeret i bygningens vestre del. Trappen er en toløbstrappe med drejede balustre antageligt fra 1800-tallet. Reposer og trin er beklædt med linoleum. Stueetagen er indrettet med en gennemgående fordelingskorridor, der giver adgang til større og mindre, gårdvendte rum samt havevendte stuer. Stueetagens havevendte stuer er placeret en suite med fløjdøre. I bygningens vestre del er der køkkenildsteder med ildstedskapper fra kælderetagen til anden etage. Stuerne er smykket med stukkatur og loftsrosetter og har ældre fajancekaminer samt fyldingsdøre med gerichter og indstukne hængsler. De øvrige dele af etagerne har en nyere planløsning med nyere bygningsdele og -detaljer, herunder parket-, linoleums- og flisegulve samt nedhængte lofter og nyere døre. Fløjen orienteret mod Bådsmandsstræde, som indeholder orlogsmuseet, er grundmuret og opført i to høje etager over en høj kælder. Soklen er todelt og udgøres nederst af granitkvadre og herover af en let fremspringende, pudset, sortmalet del. Taget er et højt, rødt, teglhængt mansardtag, hvori der sidder ni gadevendte, nyere kviste samt syv gårdvendte kviste, enkelte ældre støbejernsvinduer samt nyere udluftningskanaler. Facaderne er pudsede og gulkalkede og mod gaderne forsynet med hvide, let fremspringende øreliséner. Mod taget er en hvidpudset gesims. I østgavlen er to blændede vinduer, hvor den nederste blænding er udsmykket med en galionsfigur. Mod gården er en nyere rundbuet, terrasseret udgravning til kældernedgangen. De gårdvendte døre udgøres af ældre, tofløjede, flammerede døre med sandstens-overliggere samt en nyere glasdør. Mod gaden ses i soklen nyere, tofløjede revledøre med fladbuet overkant. Vinduerne er overvejende ældre og traditionelt udførte, firerammede, krydspostvinduer med ottedelte rammer, mens kældervinduerne er torammede, firedelte vinduer med sortmalet metalgitter mod gaden. Endvidere ses mod gården nyere, store, etrammede vinduer. Alle vinduer er hvide. Bygningen har dele af en ældre grundplan i stueetagen og på første- og anden sal, mens kælderen har en nyere indretning. Kælderen har et midtliggende indgangsparti med et nyere vindfang i glas samt en reception, og på hver side af indgangspartiet er der toiletfaciliteter, gadevendte undervisningslokaler samt garderobe. Gavlene har store, gennemlyste rum indrettet med legerum og udstillingsrum. Endvidere er der indrettet en elevator. Bygningen rummer to ældre, symmetrisk placerede, gennemgående trapperum, der forbinder alle etager. Trapperne er ældre, gråmalede klassicistiske trapper. De er udført i træ med udskårne, ovale balustre og en asymmetrisk håndliste af træ samt listebeslåning under trappeløbene. Første- og anden sal er på hver etage indrettet med fire udstillingsrum, herunder to store, gennemlyste, gavlvendte rum samt to smallere henholdsvis gade- og gårdvendte rum. Bygningens indre er karakteriseret ved både nyere og ældre materialer. Der er flise- og bræddegulve, pudsede vægge og højloftede rum med synligt bjælkelag. Der er en række velbevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder hovedtrapper med fine detaljer samt revledøre med beslåning, låsetøj og greb. Af nyere bygningsdele og -detaljer kan nævnes glasdøre og elevator samt en nyere indretning i kælderen.

Den miljømæssige værdi ved bygningskomplekset Søkvæsthuset knytter sig til placeringen ved Christianshavns Kanal, hvor det samlede bygningsanlæg med det anseelige gårdrum, de to store, gadevendte fløje, flankeret af mure med portåbninger samt mindre bygninger udgør et markant og sammenhængende anlæg, der danner en væg mod gadens og kanalens rum. Det store gårdrum fungerer som en forlængelse af gadens rum via de to portåbninger. Mod syd udgør det store haverum med ældre træer en luftig oase i byens rum og tilfører stedet et grønt islæt. De sammenbyggede, men forskelligartede fløje, udgør med deres ensartede materialitet, vinduestakt, enkle facader og høje, røde, teglhængte tage en samlet helhed.

Overordnet knytter der sig kulturhistorisk værdi til det samlede anlæg med hovedbygningen opført i 1754-55 som opdragelsesanstalt for drengebørn og i 1776 omdannet til militærhospital for søetaten. Bygningsanlæggets markante størrelse og placering har stor kulturhistorisk værdi som en fortælling om en samfundsinstitution til opdragelse af drengebørn samt om et af marinehistoriens bygningsanlæg. Hertil kommer udviklingen af bygningsanlægget med sygehusfløjen mod Bådsmandsstræde opført i 1780'erne. Der er kulturhistorisk værdi i den enkle og høje bygningskrop med den taktfaste rytmiske vinduesplacering og de pudsede mure med let fremhævede partier og segmentfronton, hvilket vidner om sidste halvdel af 1700-tallets klassicistiske arkitekturidealer. Der ligger endvidere kulturhistorisk værdi i gartnerboligen og portnerboligen, der har fungeret som tjenesteboliger og dermed som betjenende bygninger for det øvrige anlæg. Den kulturhistoriske værdi ved mellembygningen knytter sig i det ydre til bygningen opført som en funktionsbygning i tilknytning til det resterende anlæg med en nedre etage indrettet til vaskehus. Bygningens murede sider med taktfast vinduessætning, pudsede overflader og det røde, teglhængte tag med skorstenspiber indskriver sig i det øvrige anlægs arkitektur. I det indre er der kulturhistorisk værdi relateret til vaskehusets dobbelthøje rum. Disse har antageligt fået denne udformning af hensyn til den store mængde damp, som blev dannet ved kogning af vasketøjet. Således ligger der en praktisk og funktionsbetinget grund bag de generøse, dobbelthøje rum. De øvrige etager var indrettet som spinde- og skolestue. Den kulturhistoriske værdi ved havehuset med veranda knytter sig i det ydre til den enkle bygningsfløj opført i klassicistisk stil som en del af det øvrige bygningsanlæg. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den enkle, grundmurede bygnings taktfaste vinduessætning og pudsede mure med dekorative elementer, som begrænser sig til de fremhævede partier i det midterste fag, herunder de brede øreliséner og kordongesimsen, der skaber en let reliefvirkning i facaden og tillige vidner om klassicismens stilidealer i sidste halvdel af 1700-tallet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til havehusets indretning fra 1800-tallet med havevendte stuer en suite, som er orienteret mod det anseelige haveanlæg. Hertil kommer de dekorerede rum med stukkatur og loftrosetter samt kaminer. Den havenære placering af verandaen er også af kulturhistorisk værdi, idet den vidner om 1800-tallets forkærlighed for det rekreative, hvor det blandt det bedre borgerskab og kunstnere blev populært at opholde sig i naturskønne omgivelser i have- og lysthuse. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi knyttet til den murede, gennemgående kamin, der løber gennem alle bygningens etager, og som vidner om datidens livsførelse og bygningens tidligere funktion af bolig.

Der knytter sig arkitektonisk værdi til helheden i det samlede anlæg samt til de enkelte bygningers indbyrdes relation omkring det store gårdrum. Anlæggets vekselvirkning mellem større og mindre bygningskroppe, der samler sig omkring det store gårdrum, er en afgørende arkitektonisk kvalitet. Bygningernes ensartede materialeholdning med pudsede facader, de få og enkle detaljer, de røde, teglhængte tage, de hvidmalede og overvejende taktfast placerede vinduer skaber et sammenhængende og karakterfuldt bygningsanlæg, der udmærker sig ved de stilfærdige dekorative bygningselementer som hvidpudsede øreliséner og gesimser, der skaber lette reliefvirkninger i facaderne. Den arkitektoniske værdi ved Opfostringshusets ydre er relateret til den store, monumentale, men rolige og symmetriske bygningskrop med taktfast vinduessætning og til den enkle bygning opført i to høje etager i grundmur over en høj kælder med en todelt sokkel af puds og sandsten. Den anselige bygning bestående af nitten fag med høje etager og høje, røde mansardtag giver bygningen en monumental og myndig karakter i gadebilledet mod kanalen, hvorfra den indtager en yderst markant position. Den arkitektoniske værdi er desuden relateret til de gule pudsede mure, hvis dekorative elementer begrænser sig til tagfodsgesimsen og de taktfast placerede, hvidpudsede øreliséner. Ørelisénerne varierer i et slankt og et bredt format og har mod soklen har et let fremspring, hvilket skaber lette reliefvirkninger og en elegant kontrast til den gule grund. De høje vinduer og de hvidpudsede liséner giver bygningen en vertikal orientering, og segmentfrontonen med sandstensornamentet skaber et centralt samlingspunkt for bygningens midte. Det høje, røde, teglhængte mansardtag virker som en elegant og rolig afslutning på bygningskroppen. Fraværet af døre i facaden skaber en omvendt fordeling af bygningens for- og bagside. Facaden har en lukket karakter mod gaden, hvorimod gårdsiden åbner sig, hvilket har en arkitektonisk værdi for anlæggets indre sammenspil. De høje fyldingsdøre mod gården med diagonal opsprosning har ligeledes arkitektonisk værdi. De ældre, taktfast placerede vinduer med firerammede, tredelte krydspostvinduer placeret taktfast mellem lisénerne har ligeledes stor arkitektonisk værdi. I det indre er den arkitektoniske værdi knyttet til de bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder mansardens tagværk, som delvist er synligt, samt vinduernes anverfere og stormkroge. Hertil kommer det ældre tagværk og de synlige skorstenskerner. Antydningerne af bygningens oprindelige udprægede symmetriske grundplan har arkitektonisk værdi, herunder midterskillevæggen og de to trapper. Første etages indretning fra 1940'erne med fyldingsdøre med gerichter og greb, vægge med pålagte lister, paneler som lysnings- og brystningspaneler samt stukkatur har en håndværksmæssig fin udførelse. Der er arkitektonisk værdi i anlæggets murede portaler i rød, blank mur med rundbuede portåbninger samt øreliséner, gesimser og afslutning af røde vingetegl. Portalerne danner sammen med de gadevendte bygninger en afgrænsning mod gaden samtidig med, at portene sammenbinder gaden og anlæggets gårdrum. I mellembygningen er der arkitektonisk værdi knyttet til den enkle bygningsfløj med glatpudsede, gule mure med taktfast vinduessætning og rødt, teglhængt tag samt få bygningsdetaljer, der begrænser sig til tagfodsgesimsen. I det indre er der stor arkitektonisk værdi knyttet til stueetagens generøse, højloftede og gennemlyste rum med taktfast placerede søjler, der afsluttes i krydsbuede hvælv. I det ydre er der arkitektonisk værdi knyttet til den enkle bygningsfløj med glatpudsede, gule mure med taktfast vindues-sætning, rødt teglhængt tag og få bygningsdetaljer, der begrænser sig til tagfodsgesimsen, de havevendte liséner og indgangspartierne. Den arkitektoniske værdi ved havehusets indre knytter sig til de bevarede dele af de ældre grundplaner med de i 1800-tallet indrettede stuer en suite med fløjdøre samt højloftede rum med stukkatur og fajancekaminer. I det ydre knytter der sig arkitektonisk værdi den rolige bygningsfløj, der har en underspillet monumentalitet og elegance, som kommer til udtryk i den udprægede symmetriske opbygning, de høje etager og røde, teglhængte mansardtag. De høje vinduer og de hvidpudsede liséner giver bygningen en vertikal orientering. Bygningens velproportionerede bygningskrop med rene linjer, taktfast vinduessætning og en streng symmetri, der er tilføjet få, men virkningsfulde facadedekorationer, herunder soklen, tagfodsgesimsen og lisénerne, som giver bygningen delikate reliefvirkninger. I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til bygningens udprægede symmetriske planløsning, som skaber et velorganiseret indre, hvor de store, gavlvendte treløbstrapper sammenbinder etagerne og er omdrejningspunktet for bygningens symmetri. Hertil kommer trappernes klassicistiske detaljer samt de ældre revledøre, der har en materialemæssig tyngde og en håndværksmæssig fin udførelse. Ligeledes knytter der sig arkitektonisk værdi til etagernes store åbne, generøse, højloftede rum med synlig konstruktion.

Læs videre om

• Barchmanns Palæ, København
• Det Gule Palæ, København
• Gammel Strand 48 og Læderstræde 15, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen