Sønder Land 37 ligger på Sønder Land 37 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baserede udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af tofløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver. Denne bygning blev formentlig opført i 1750erne i bindingsværk med stråtag. Ved opførelsen havde bygningen 9 fag, hvoraf de seks vestlige var til beboelse og de resterende 3 indeholdt lo, stald og foderrum. Senere grundmures bygningen og i 1821 udnyttes syv fag til beboelse og blot to til lo, stald og foderrum. I 1885 udvides bygningen med endnu et fag til de nuværende 10. På husets nordside har der tidligere været tilknyttet en lille grundmuret bygning med halvtag, som er nedrevet.

Det var ikke uset, at større bygninger blev opdelt i mindre huslejligheder på Fanø, hvor beboerne muligvis havde et mindre dyrehold tilknyttet. Grundet mændenes farefulde erhverv til søs var der mange enker og enlige kvinder på Fanø og ikke alle kunne drive et større landbrug selv eller betale for et helt hus, hvorfor opdelingen af bygninger i mindre huslejligheder blev en løsning, der imødekom livsvilkårene på Fanø.

Beskrivelse

Bygningen ligger på Fanø i den sydelige ende af landsbyen Sønderho. Huset ligger op ad en lille sti og kan kun anes fra vejen. Grunden afgrænses af græsklædte diger.

Sønder Land 37 er et 10 fag langt grundmuret længehus på én etage, hvor murene fremstår skurede og gulmalede over en lav sortmalet sokkel samt en muret og hvidmalet gesims, der omkranser arkengaffen over døren på nordsiden og videre rundt om hjørnet på gavlene. Bygningen afsluttes af et stråtag med mønning af tørv og en tagkvist i den sydlige tagflade. I rygningen ses to skorstenspiber med sokkel og krave. Vestgavlen er grundmuret til hanebåndshøjde, hvorefter den øverste gavltrekant er beklædt med lodretstillede brædder og vindskeder. Østgavlen er fuldt grundmuret med et trerammet vindue, tre jernvinduer og et enkelt etrammet. Hoveddøren er en grøntmalet fyldingsdør med hvid staffering og pudset, hvidmalet indfatning. Over døren hænger et skilt med påskriften Anne Bergs Hus. På nordsiden er en grøntmalet halvdør med en diagonalstillet rude under et hvidmalet buestik. Arkengaffen er forsynet med en grønmalet, 2-fløjet luge med overvindue. Bygningen har ældre, torammede vinduer samt et enkelt etrammet med henholdsvis seks og tre ruder i hver ramme samt påmalet stik i farverne sort, hvid og grøn samt hvidmalede sålbænke. Enkelte vinduer er hængslede på lodposten. I gavlene og på langsiderne ses flere murankre.

I det indre er bevaret dele af en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der deler bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. På Sønder Land 37 er stalden på et tidligt tidspunkt omdannet til bolig og har således fungeret som et tofamilies hus. Fra franglen er der adgang til begge boliger. Mod øst, som er den tidligere stalddel, er der fra franglen adgang til en stue, der ligger mod syd. Fra stuen er der adgang til et køkken, der helt traditionelt ligger mod nord og hvor det gamle ildsted stadig kan anes. Fra køkkenet er der adgang til den nordlige side af franglen, hvor husets fælles gruekedel fortsat er synlig. Der er desuden adgang til haven. Fra franglen er der adgang til husets andet køkken, der ligeledes har rester af det tidligere ildsteds placering. Fra køkkenet er der adgang til et større rum, hvor der formentlig har været en skillevæg, der delte rummet i en sommerstue mod nord, nordre donsk, og en vinterstue mod syd, søndre donsk. Fra den tidligere søndre donsk er der adgang til en mindre stue, æ stow. På ydervæggen og bag ovnene i de sydvendte stuer samt ved ildstedet i køkkenerne er væggene beklædt med de karakteristiske brune og blå fanøfliser. Fra vinterstuen er der adgang til den sydlige del af franglen. Fra franglen er der en nyere ligeløbstrappe af træ, der fører op til en delvist udnyttet tage. Skorstenen er synlig. En lang gang fører ned til to værelser, hvoraf det ene har kvist. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, indbygget skab, gruekedlen samt bemalede ældre fliser på ydervæggene. Hertil kommer, at der i køkkenerne er bevaret dele af ældre ildsteder og i stuerne findes nyere brændeovne.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der er en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og bygningen indgår naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave, grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra bygningen, og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er den hvide hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over døren på nordsiden. Endvidere er det af kulturhistorisk værdi, at taget er stråtækket med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Desuden må nævnes, at vinduerne har den typisk ældre todelte farveholdning, stribede Sønderho-stik og alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udvikling i 1800-tallet, herunder de gulkalkede mure, hoveddørens udførelse med to ruder og hvide stafferinger.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkkener ligger køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder et indbygget hjørneskab, ældre døre, herunder enfyldingsdøre fra slutningen af 1700-årerne og revlehalvdøren mod nord, skabslågerne, samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på ydervæggene og bagved ovnene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser. Dertil kommer de gamle ildsteders placeringer i køkkenerne samt gruekedlen mellem de to køkkener.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både døre og skabslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links