Drabantsalen med krydshvælv er fra senmiddelalderen og er det ældst bevarede rum i Sønderborg Slot. Drabantsalen var oprindelig et kirkerum og ligger i slottets vestfløj.
.
Sønderborg Slot er et overvældende syn både fra land, til vands og fra luften. Slottet ligger ved indsejlingen til Sønderborg, og der har været borg på stedet siden omkring år 1200, hvor det blev opført som forsvar for byen. Christian 2. var fængslet på slottet i ca. 17 år i midten af 1500-tallet. Kongens fængselsophold blev senere inspirationen til Johannes V. Jensens roman Kongens Fald fra 1900-01.
.
Hercules von Oberberg, der står bag flere fyrstelige byggerier i det sønderjyske område, herunder ombygningen af Sønderborg Slot i årene 1550‑60, indrettede 1568‑70 et renæssanceslotskapel til enkedronning Dorothea på Sønderborg Slot.
.
I Sønder Havnegade i Sønderborg står Eiler Madsens skulptur Myten, der henviser til Christian 2.s fangenskab på slottet. Det ser ud, som om kongen har forladt bordet i al hast; rillen i bordet er tydeligt markeret. Bronzeskulpturen er opstillet i 2008 i anledning af Sønderborgs 750-års jubilæum.
.

Sønderborg Slot, der er en af Danmarks bedst kendte og mest imponerende borge, er opført på en nu landfast, naturlig holm ved indsejlingen til Als Sund. Det fik sit navn pga. den noget ældre Nordborg, der ligeledes ligger på Als.

Det ældste borganlæg

Borgen blev anlagt i tiden omkring år 1200 og blev opført som beskyttelse af byen, men hovedsagelig som en del af rigets forsvar mod fjender syd for Østersøen. Den ældste borg var et teglstenstårn på holmens nordøstlige hjørne. Med tårnet som udgangspunkt blev borgen i løbet af middelalderen udbygget til et ringmurskastel med fire hjørnetårne. Af dette kastel er bevaret den såkaldte Drabantsal i vestfløjen, dele af det ydre murværk i alle fløje samt enkelte rester af de oprindelige forsvarstårne.

Borgen blev hurtigt en af de stærkeste i hertugdømmet. Under kampene om Sønderjylland i 1200‑1400-tallet var borgen fortrinsvis i de sønderjyske hertugers besiddelse og blev bl.a. belejret af kong Valdemar Atterdag og kong Erik af Pommern. I 1300-tallet fik borgen endnu et tårn, det runde Blåtårn, som, efter at borgen atter var kommet i kongehusets eje, i årene 1532‑49 blev brugt som fængsel for den afsatte Christian 2. I disse år blev borgen også forstærket med bl.a. et fremskudt, kraftigt kanontårn og et portanlæg.

Fra renæssance til barokslot

Under ledelse af Hercules von Oberberg blev det gamle firfløjskompleks i årene 1550‑60 ombygget til et renæssanceslot med fire fløje i tre stokværk med fyrstebolig og dansesal i nordfløjen. For enkedronning Dorothea indrettede han 1568‑70 et fornemt slotskapel med fløjaltertavle og døbefont af Antwerpen-kunstnerne Frans Floris og Cornelis Floris. Dette renæssancerum står i dag som et af Europas ældste og bedst bevarede lutheranske fyrstekapeller.

Et tydeligt vidnesbyrd om, at borgen herefter kom til at høre under Hans den Yngre og hans efterslægt, er det hertugelige gravkapel, der blev indrettet omkring 1586, og som indeholder 46 kister. Borgen blev dog kun i ringe grad brugt og forfaldt så meget, at den under amtmand Wilhelm Friedrich von Platen i årene 1718‑20 blev bygget om til et stærkt forenklet barokslot, ligesom den fra 1750 mistede tre hjørnetårne.

Sønderborg Slots senere historie

Fra 1852 til 1920 blev Sønderborg Slot hovedsagelig anvendt som hhv. dansk og tysk kaserne, men overgik i 1921 til den danske stat, som købte slottet af hertugen af Augustenborg. Det dannede herefter ramme om Sønderborg Museum.

Slottet blev restaureret i perioden 1964‑73, og under restaureringsarbejdet lykkedes det i vid udstrækning at kortlægge slottets bygningshistorie fra det første tårn til 1700-tallets barokslot. Landskabsarkitekt J.P. Junggreen Have renoverede i 1980’erne voldanlægget, og slottets historie er synliggjort, idet voldgravens form er markeret i det græsklædte terræn.

Christian 2. på Sønderborg Slot

I 1532 blev Christian 2. taget til fange trods et løfte om frit lejde og bragt til Sønderborg Slot, hvor han var fange de næste ca. 17 år. Her boede han i Blåtårn. I de første år af fangenskabet levede han et forholdsvis frit liv og kunne færdes i Sønderborg eller deltage i jagter på Als, og han nød god mad og drikke. Til andre tider, bl.a. under Grevens Fejde 1534‑36, var bevogtningen strengere.

Myten om Christian 2.s ubarmhjertige indespærring med en hvileløs vandring omkring et bord, der følgelig fik en dyb fure efter hans tommelfingers slid, grunder sig bl.a. på Carl Blochs maleri Christian II fængslet på Sønderborg Slot fra 1871. Allerede Erik Pontoppidan fortæller i Den Danske Atlas fra 1763‑64 om den rille, der var slidt ned ligesom en fodsti; her er der altså tale om en rille i gulvet. Mytens popularitet skyldes måske, at man i slutningen af 1800-tallet kunne sidestille den stakkels forladte konges skæbne med Danmarks skæbne, hvor Sønderjylland efter 1864 blev »holdt fangen« af Tyskland.

Museet på Sønderborg Slot

Sønderborg Slot har siden 2006 været en del af Museum Sønderjylland. Her formidles grænselandets politiske historie fra 1830’erne til i dag samt historien om de sønderjyske hertuger fra 1500-tallet til 1800-tallet. Museet begyndte i 1908 og blev drevet af Foreningen til Bevarelse af Oldsager og Oldtidsminder på Als og Sundeved (fra 1920 kaldet Historisk Samfund for Als og Sundeved). I 1921 flyttede museet ind på slottet og blev fra nu af drevet af Sønderborg Amt og Sønderborg Kommune. I årene 1955‑94 blev udstillingerne renoveret. Museet blev i 1993 udvidet med afdelingen Cathrinesminde Teglværksmuseum.

I begyndelsen rummede museet kun en mindre kunstsamling af lokalhistorisk interesse, men i løbet af 1900-tallet voksede den støt, bl.a. blev samlingen i 1921 beriget med en del af Kunstnergaven til Sønderjylland. Kunstnergaven blev doneret af danske kunstnere i perioden 1914‑20 og omfattede ca. 500 værker, der blev fordelt til Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg, som på det tidspunkt alle havde kulturhistoriske museer, men ingen kunstmuseer. I alt 176 kunstnere har udført værker til samlingen; nogle af de afdøde kunstneres værker er doneret af private. Gaven blev grundstammen i en ny samling af danske værker i det genforenede område.

Videre læsning

Læs mere om Slotte i Sønderborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotshaver

Se alle artikler om Slotte