Sønderborg Slot (Slots- og Kulturstyrelsen)

Sønderborg Slots historie går tilbage til et stentårn, der mellem 1160 og 1200 blev opført på en lille sandholm ved den sydlige indsejling til Alssund. Navnet Sønderborg optræder første gang i 1256. Dette tårn indgik i en kæde af fæstninger, som kongemagten og tidens stormænd opførte som værn mod de hærgende vendere fra syd. Der er fundet fundamentrester fra tårnet under slottets nordøstre hjørne.

Omkring 1253 blev det første tårn revet ned og erstattet af et større. Det nye tårn var væsentligt stærkere. Dets ydre mål var 12 x 15 meter, opført i tykke kassemure. Ud fra det nye tårn blev de første stykker af de endnu delvist bevarede ringmure bygget.

I begyndelsen af 1400-tallet blev borgen udvidet betydeligt. Først opførtes et nyt, stort flankeringtårn mod sydvest – kaldet Blåtårn. Ringmuren blev forlænget, så de to tårne var forbundet, og den nordlige mur blev også forlænget, hvilket stadig kan aflæses i et lille knæk på slottets nordfacade. Mod syd og vest kom efterhånden også mure i stedet for de hidtidige palisader. Den gradvise byggeproces kan bl.a. aflæses i vestfløjens let krumme yderfacade. Senest ved midten af 1400-tallet har anlægget stået færdigt som et såkaldt ringmurskastel.

Bag ringmurene blev der gradvist opført adskillige bygninger. De ældste rester heraf ser vi i Drabantsalen, og i dele af køkkenrummet syd for, der stammer fra en to-etages bygning opført før år 1500. I begyndelsen af 1500-tallet byggedes et rundt flankeringstårn i nordvesthjørnet. Det var 10 meter i diameter, tre etager højt og kronedes af et højt, kegelformet spir.

Efter en belejring i 1523 blev fæstningen forstærket endnu engang. Først opførtes endnu et flankeringstårn i det sidste tårnløse hjørne i sydvest. Ringmurene mod syd og øst blev forstærket med en skalmur, delvist i granitkvadre, og der blev gennembrudt kanonskydeskår. Fra 1532-49 sad Christian II fængslet på Sønderborg, og hans gemakker omfattede bl.a. tårnværelserne i Blåtårn mod sydøst.

Der blev også anlagt et omfattende forværk ind mod land. Sundet blev fyldt op, så der kun var en smal voldgrav tilbage mellem borgholm og landjord. Bag voldgraven rejstes en jordvold, og mod nord og syd opførtes runddele til opstilling af kanoner. Foran jordvolden mellem runddelene og på et stykke af borgholmens sydside opførtes en fæstningsmur. Adgangen til borgen gik over voldgraven i øst via en vindebro og gennem en ny portgennemgang i borgens østfløj – den vi ser i dag.

Omkring 1549 påbegyndte Christian III en storstilet civil ombygning, der forvandlede den stærke fæstning til et renæssanceslot. Kongens bygmester, Herkules von Oberberg, beholdt ringmurene, men kasserede næsten alle daværende bygninger på indersiden, på nær Drabantsalen.

Da Christian III døde i 1559, var ombygningen endnu ikke komplet, men arbejdet blev videreført af hans enke, dronning Dorothea, og byggeriet stod færdigt i 1570. Renæssanceslottets færdige udformning kendes fra et sæt opmålinger udført i 1708 af F. Dieussart, hvor vi tydeligt ser typiske renæssancestiltræk som bl.a. svungne gavlkamme, mange kviste og lave hættespir på trappetårnene.

Der var nu opført fire fløje langs ringmurenes inderside. Sydfløjen var økonomibygning med korn- og maltlofter. I vestfløjen indrettedes det store køkken, hvoraf ildstedet er delvist bevaret i dag. Dele af ydermurene fra det middelalderlige firkantede tårn mod nordøst indgik i de nye fløje, der her blev indrettet til fyrstebolig. I denne indgik, typisk for tiden, en lang dansesal til store fester.

I nordfløjen indrettedes derudover et dobbelthøjt overdådigt udstyret kirkerum – et af de første efter reformationen i 1536. Den lille kirke var både religiøst og kunstnerisk et meget moderne rum og er i dag det ældst bevarede lutheranske fyrstekapel i Danmark.

Kun ét år efter ombygningen stod færdig – i 1571 – døde dronning Dorothea, og Sønderborg overgik til hendes søn, hertug Hans den Yngre. Hertug Hans indrettede i 1586 gravkapellerne øst for kirken, men ellers foretoges der kun få ændringer på slottet de næste ca. 100 år frem, hvor godset gik i arv fra fyrste til fyrste.

Godset blev i samme periode mere og mere forgældet, bl.a. på grund af de mange krige, der bølgede ind over landet under Christian IV, og i 1668 blev hertugdømmet dømt konkurs. Sønderborg Slot, godset og byen overgik igen til kongemagten og blev fremefter forpagtet af en kongelig amtmand, der oftest var en af hertugerne af Augustenborg.

Slottet blev ikke brugt til beboelse, og fra noter skrevet på tegninger i 1716 ved vi, at det på dette tidspunkt var i stort forfald. Store dele af taget manglede, nordvestre tårns spir var ved at falde ned, og det meste af renæssanceudsmykningen var ødelagt. I 1716 blev den tidligere generalbygmester W.F. von Platen udnævnt til amtmand i Sønderborg, og han advokerede for bevaring af slottet fremfor nedrivning. Det er von Platens fortjeneste, at slottet overhovedet står i dag. I 1718 fik han bevilget 16.000 rigsdaler over otte år til istandsættelsen af det ødelagte slot.

På trods af de begrænsede midler lykkedes det von Platen at omskabe hele slottet fra renæssance til barok. Det skete ved en gennemgribende restaurering, der løb fra 1718-26. Alle gavle og spir blev fjernet, de gamle uregelmæssige vinduer blev muret til, og nye taktfast placerede vinduer blev brudt igennem de tykke mure. Selv kirkevinduerne blev indordnet de nye, stramme barokfacader, hvor de før havde skilt sig ud ved at være rundbuede. De runde hjørnetårne blev i første omgang reduceret til 1. sals højde, og først i 1755 blev to af tårnene revet helt ned, mens man lod resterne af det nordvestre stå. Slottets facader blev pudset for at opnå endnu større ensartethed.

Også i det indre skete der store forandringer. Der blev indrettet nye, tidssvarende beboelsessuiter i sydfløjen. Her var lyse og store rum på række forbundet med døre enfilade, som barokkens idealer foreskrev.

Slottet var nu sat smukt i stand, men det blev næppe benyttet meget af kongehuset. Slottet tjente dog stadig som sæde for amtmanden, og i 1764 opgav kongen endeligt at benytte slottet, hvorefter det overgik helt til hertugen af Augustenborg.

Heller ikke de Augustenborgske hertuger beboede slottet, og et langsomt forfald satte ind på ny, selvom der op til 1849 blev udlejet lokaler til lagerrum for byens handlende og håndværkere, foruden lokaler til afholdelse af baller for byens borgere. Der blev dog værnet om kirken, og Hans den Yngres gravkapel blev stadig benyttet som sådan af hertugfamilien.

I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet havde slottet en noget omtumlet tilværelse. Hele tre gange blev der indrettet krigslazaret på Sønderborg, under krigene i henholdsvis 1813-14, 1848-50 og igen i 1864. Herefter blev slottet brugt til kaserne frem til 1918, først af danske soldater, siden af tyske. Til dette formål opsattes mange pudsede træskillevægge, og de gamle mure blev hugget igennem, så der blev plads til brede gange langs gårdfacaden. Vinduerne blev også skiftet ud, og generelt gik man usentimentalt til værks.

Da Tyskland tabte 1. Verdenskrig, og sønderjyderne i 1920 havde stemt sig hjem til Danmark, så man ikke gerne hertugernes tilstedeværelse i kongeriget. Den sidste hertug døde året efter, og boet solgte slottene Augustenborg, Gråsten og Sønderborg til staten. I salget indgik, at den danske stat herefter skulle vedligeholde de hertugelige gravkapeller på Sønderborg og i Nordborg Kirke.

I 1920 havde hertugen stillet lokaler på slottet til rådighed for Sønderborg Amts Museum, hvor det forblev, efter at staten havde overtaget slottet. Ud over museet rykkede en række forskellige institutioner ind, bl.a. Teknisk Skole, Røde Kors og Odd Fellow-logen.

Under de sidste måneder af 2. Verdenskrig blev det bestemt, at slottet skulle rømmes, så der kunne indkvarteres tyske flygtninge. Det nåede dog ikke at ske. Ordren kom 2. maj, og to dage senere lød frihedsbudskabet. I stedet blev der interneret folk, som var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne. Med op til 530 indsatte måtte museet nøjes med et lille hjørne af slottet, og de gæster, der kom, var tilmed mere interesseret i fanger på gårdtur end i museet. I september 1946 ophørte fængselsfunktionen, og de mange forskellige lejere kunne igen indtage slottet, med museet i langt størstedelen.

De mange funktionsskift gik ikke sporløst henover bygningen. Det gjaldt især i det indre, hvor murede skillevægge mange steder blev fjernet, hvilket medførte en konstruktiv svækkelse. Dette blev udbedret med understøttende konstruktioner af jernsøjler.

Allerede før besættelsen, i 1939, foretog arkitekten Charles Christensen en omfattende undersøgelse og opmåling af slottet. Målet var et restaurere slottet, men projektet blev hindret af krigen.

I 1959 blev tankerne om en gennemgribende restaurering igen fremdraget, og i 1961 blev projektet sat i gang. Selve restaureringen blev udført fra 1962-1973 under ledelse af arkitekten Peter Koch. Tilgangen var, at man overordnet set skulle fastholde/genskabe det barokke udtryk som von Platen havde tilført bygningen, og samtidig skulle slottet tilpasses moderne museumsvirksomhed, herunder skulle der indlægges fjernvarme og elektrisk lys, slottet skulle brandsikres, og der skulle indrettes magasiner.

Udvendigt blev de moderne vinduer erstattet af nye kopier af et bevaret vindue fra von Platens tid. Indvendigt var rumdelingen meget kaotisk, og der måtte en drastisk udrensning af bl.a. skillevægge og gamle gulve til, før en nogenlunde plausibel barokplan kunne genfindes. Desuden var det målet at opnå en absolut nutidig og brugbar bygning, hvilket medførte relativt omfangsrige installationer af eksempelvis toiletfaciliteter. De understøttende jernsøjler blev erstattet af dragere i beton eller træ for at opnå et åbent rumareal i udstillingslokalerne. Der blev opført nye brandmure, og der blev installeret branddøre bl.a. i forbindelse med trappekerner. På lofterne blev der indrettet klimasikrede magasiner.

På trods af det erklærede mål om at genskabe slottet i dets barokke udtryk er der dog alligevel bevaret/genskabt væsentlige spor fra slottets renæssancetid, og endda fra middelalderen, i form af eksempelvis Dansesalen, Drabantsalen, køkkenrummet og de mange bevarede bygningsarkæologiske spor, som f.eks. det gamle bageri og vægtergangen.

Museet overtog i 1973 det færdigrestaurerede slot og kunne nu råde over hele slottet til udstillinger.

I nordfløjen findes Slotskirken, der uden sammenligning er Sønderborg Slots bedst bevarede og mest interessante, historiske interiør.

Kirken, også kaldet Dronning Dorotheas Kapel, udfylder de fire centrale fag i nordfløjen, og rummet er dobbelthøjt. Slotskirkens interiør er et unikt og meget velbevaret renæssanceinteriør. Loftet er overdækket med fire stjernehvælv, som er delt i kapper med skarpe grater. I loftgraternes skæringspunkter ses medusahoveder i bemalet og forgyldt stuk. I rummets midte bæres loftet af en seks meter høj granitsøjle med senromansk kapitæl og base.

I niveau med andet stokværk er der et omløbende pulpitur båret af otte, marmorerede joniske træsøjler, der står på marmorerede plinter af egetræ. Kirkerummet er gennemlyst af en række vinduer i gårdfacadens 1. stokværk og på pulpituret fra vinduer i begge facader.

Gulvet i kirken er todelt. I rummets periferi, under pulpituret, ses et let hævet trægulv af egebjælker. Trægulvet afsluttes med et patineret trin i svært egetømmer med fremhævet forkant, der løber foran pulpiturets søjler og har snedkersamlinger i hjørnerne. Gulvfladen i midten er belagt med sorte og grå skånske kalkstenfliser i skakternsmønster. Fliserne har en smukt patineret overflade.

Kirkens alter er placeret i rummets langsgående centerakse under pulpituret på østvæggen. Alteret består af et muret og kalket bord, hvis bordplade udgøres af to store kalkstensfliser. Over bordet hænger en altertavle med bemalinger. Syd for alteret ses en rigt udsmykket prædikestol. Døbefonten står som det eneste element på det forsænkede flisegulv i rummets midte.

Døbefonten er dækket med et højt udsmykket låg, der hænger i en forgyldt drejearm. På det vestlige pulpitur ses et udsmykket orgel, og under pulpituret er et indskudt sangerpulpitur. Bræddeinddækkede trapper fører op til begge pulpiturniveauer. På kirkens nordvæg hænger to nyere kopier af Christian III og dronning Dorotheas anetavler.

På pulpituret i rummets tværakse ses to lukkede kirkestole: hertugens stol på nordsiden og hertugindens stol på sydsiden. Begge kirkestole er rigt udsmykket, bl.a. med forgyldte udskæringer. Hertugens stol er lukket af med runde blyindfattede ruder, hvor hertugindens er lukket af med fletværksudskårne oplukkelige panelfelter.

Via pulpituret langs gårdfacaden er der adgang videre ud til etagens øvrige rum i øst og vest, og på denne side er der lukket af i hver ende med et udskåret dørparti. En stor del af gulvet på pulpituret er belagt med originale glaserede teglfliser af typen astrag.

I kirkens nordøstlige hjørne ligger indgangen til de hertugelige gravkapeller. Indgangen markeres af en overdådigt udsmykket portal udført som epitafium i sort marmor og alabast. Figurerne på portalens overstykke forestiller bl.a. hertug Hans den Yngre sammen med hans hustru og deres 14 børn.

Gravkapellerne fordeler sig på fem rum, fire mindre og et stort i fløjens østligste ende. Man må fra det første begravelsesrum passere igennem alle kapeller for at nå til det sidste i rækken. Gangforløbet, der fører igennem rummene, løber ved fløjens ydervægge, hvor døråbninger er placeret enfilade. Der er opstillinger af kister i rummene mod fløjens midte samt i udhuggede nicher i de dybe ydermure i fløjens nord- og østfacade. Alle kapelrum har hvidkalkede vægge og nyere teglstensgulve. I nordmuren er der fremdraget spor efter en portal med både spidsbuer og fladbuer. Denne portal ses endnu mere tydeligt i murværket udvendigt.

Lofterne varierer kapellerne imellem. I det første er der et hvælvet loft, i det andet er loftet fladt og pudset. Det tredje og største kapelrum har et bjælkeloft på dragere, som i midten af rummet støttes af nyere træsøjler. I det fjerde rum ses desuden en bevaret åben kamin.

I nordfløjens 3. stokværk ligger den lange gennemlyste Dansesal flankeret af to store forgemakker i henholdsvis øst- og vesthjørnet.

Fra Dansesalens mange vinduer er der kig til slottets gårdrum mod syd samt til Sønderborg Sund og by mod nord. Skillevæggen til det østlige forgemak er helt i murværk og har en enkelt dør, mens der mod vest er skillevægge i bindingsværk med døre på hver side af et tykt, muret vægstykke i midten. I begge forgemakker ses meget dybe og vinklede vinduesnicher forårsaget af slottets skæve grundform og dets fortid som fæstningsværk. I begge forgemakker ses murede kaminer.

Alle tre rum har nyere bjælkelofter, hvidkalkede vægge og nyere plankegulve. I dansesalen er bræddeloftet malet rødt. De to døre til det østlige forgemak er begge rødmalede og med røde, marmorerede karme. Karmene har en barok profilering, men både marmoreringen samt dørblade og hængsler ser nyere ud.

I syd- og vestfløjen ses hovedsageligt på alle tre etager en typisk barok planløsning med større gennemlyste rum, der er forbundet med døre enfilade langs facaderne. Rummene bruges til museets udstillinger.

Der ses murede kaminer, som er placeret i rummenes midterakse i hovedparten af rummene. Der er overordnet en traditionel materialeholdning, med nyere teglgulve i 1.stokværk og nyere plankegulve i 2. og 3.stokværk, bjælkelofter samt hvidkalkede vægge. Ydermurenes svære tykkelse, især i de nedre etager, skaber dybe vinklede vinduesnicher i rummene. Der ses overvejende nyere døre og dørindfatninger af varierende type, behandling og farve. I store dele af slottets rum i 1. og 2.stokværk er lofternes bjælkekonstruktioner understøttet af meget store dragere i enten in-situ støbt beton eller træ.

Det ældste, bevarede rum i slottet er den såkaldte Drabantsal, som ligger centralt i vestfløjens 1.stokværk. Denne sal stammer tilbage fra senmiddelalderen og var oprindeligt et kirkerum/kapel.

I Drabantsalen er seks fag med krydshvælv båret af to murede søjler. Hvælvenes grater er profilerede og opbygget i formsten. Vægge, søjler og hvælv er hvidkalkede, og rummet er gennemlyst. I vestmuren er vinduesnicherne højtsiddende med en aftrappet bund, der fører lyset ned i rummet. I den sydlige væg ses en ældre muret kamin.

I rummet syd for Drabantsalen er der bevaret et næsten kvadratisk åbent ildsted indrammet af store fladbuede åbninger med kraftige bjælker på tværs og med en grov pigstensbelægning som underlag. Dette er spor efter slottets køkken i renæssancen. Over ildstedet ses et sortmalet bræddeloft og på etagen ovenover ses stadig spor på ydervæggen efter en enorm skorsten, der førte op fra ildstedet.

I vestfløjens nordlige ende er der etableret en gang til det bevarede nordvestre tårn. I 2. stokværk, i slottets sydøstre hjørne, er der udhugget et smalt gangforløb i den tykke ydermur, der fører ned til bygningsdele, der stammer fra det gamle såkaldte Blåtårn. Rester af tårnets fundament ses også i 1. stokværk.

Østfløjen er kendetegnet ved at være smallere end de øvrige fløje, men dog er ydervæggen i 1. stokværk og i dele af 2. stokværk helt op til tre meter tyk. Østfløjen vender ind mod land og var derfor angrebsmæssigt den mest udsatte, hvilket sandsynligvis begrunder den ekstra murtykkelse.

I 1.stokværks sydlige del ses mange bevarede spor fra renæssancen, hvor der blev indrettet bageri. Her ses resterne af to store ovne med et stort fælles røgfang, og i gulvet foran ovnene er en askegrube. Mod nord går en trappe ned til et tøndehvælvet rum i kælderen, der havde tilknytning til bageriet. Et stykke oppe på bageriets østmur samt i trapperummet syd for bageriet ses bevarede kanonskydeskår, der vidner om tiden som fæstning.

I 3. stokværk vidner et genskabt gangforløb langs østfacaden om den omløbende åbne vægtergang, der fandtes på middelalderens ringmurskastel, og om den senere lukkede gang i renæssancen. I den sydligste del af gangen er bevaret nogle få meter ældre vægtergang med rustikke vægge og patinerede munkesten på gulvet.

På alle lofterne blev der ved restaureringen i 1964-72 indrettet klima- og brandsikrede magasinrum til brug for museet, og disse er fortsat i brug som sådan.

Under alle fire fløje er der mindre kælderpartier med nedgange fra slotsgården. Der er to typer kælderrum: krydshvælvede med pikstensgulv i nordvesthjørnet og tøndehvælvede med munkestensgulve under resten. Begge typer har hvidkalkede vægge og hvælv. Ved højvande står kælderrummene i nordvesthjørnet under vand, hvilket viser sig ved en fremskreden algebelægning på det nederste af væggene. Kældrene stammer hovedsageligt fra renæssanceombygningen i 1500-tallet, dog er de to i sydfløjen muligvis ældre end det.