Søndergade 11-13, Højer

Højer var oprindeligt en landsby, men fik i 1500-tallet en opblomstring i forbindelse med etablering af digerne, idet disse afskar Tønder fra adgangen til havet. Højer blev således Tønders havneby, og herfra blev der udskibet tusindvis af stude til Amsterdam. I 1736 fik Højer betegnelsen flække, idet byen fik kongeligt privilegium på at drive handel og håndværk. Ud over studehandlen havde kornhandlen sammen med østersfiskeriet stor betydning for Højer, specielt fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I 1800-tallet og 1900-tallet blev der etableret flere små fabrikker i Højer, blandt andet en tobaksfabrik, en maskinfabrik, et bryggeri og et kalkbrænderi, hvor man forarbejdede muslinge- og østersskallerne. I 1892 kom jernbanen til Højer og med den også de første badegæster, der var på gennemrejse til øen Sild. I løbet af 1900-tallet udviklede Højer sig til en mindre industriby med møbelfabrikker, tæppefabrik og produktion af pølser. Søndergade 11-13 blev opført som to bygninger; Søndergade 11 var et femfags længehus, mens Søndergade 13 var et trefags længehus. Først i slutningen af 1900-tallet blev de to slået sammen til én bolig.

Ved registreringen i 1975 var der et stort butiksvindue mod gaden, men dette er efterfølgende blevet fjernet og erstattet af to småtopsprossede vinduer.

Bygningen ligger i den ældre del af Højer landsby, på et hjørne mellem Søndergade og Kogsgade. Mod øst, langs Søndergade, er bygningen bygget sammen med nabobygningen, mens den fritstående vestgavl vender mod Kogsgade. Bygningen, der består af to tidligere separate bygninger, er en énetages grundmuret længe med stråtækt, trekvartvalmet tag, mønning af græstørv og to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. Bygningen står i blank mur af hårdtbrændte røde sten, muret i krydsforbandt over en sokkel af delvist tilhugget granit- og syldsten, der mod gaden er sorttjærede. Mod gaden er de vestligste fag trukket frem i forhold til den øvrige facade. I den østlige del af facaden ses en frontkvist, en såkaldt arkengaff med en ældre todelt revleluge. Under denne ses et kurvehanksbuet stik omkring den ældre hoveddør, der er en grønmalet, tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del. I den vestlige del af facaden ses en ældre, enfløjet dør mod gaden og en ældre todelt stalddør i vestgavlen. Begge er grønmalede, flammerede døre med en skråtstillet rude, og begge døre er placeret under et kurvehangsbuet stik. I gårdsiden ses en nyere, hvidmalet og opsprosset havedør. Bygningen har ældre, torammede og opsprossede vinduer, der alle er hvidmalede. Dog ses et enkelt etrammet vindue i facadens fremspringende vestlige del. I murværket findes en del murankre i arkengaffen, på hver side af dørene samt i vestgavlen, der ligeledes har ovalformede stik omkring to små glug i overgavlen. Vestgavlen har tillige en ældre grønmalet revleluge. I det indre har bygningen bevaret en ældre planløsning, hvor de to tidligere bygninger nu har en sammenhængende plan. I de to østligste fag findes et gennemgående rum med en ligeløbstrappe op til loftet, der ikke er udnyttet. Inden for hoveddøren er en lille forstue med adgang til et nyere badeværelse og en stor stue. Denne stue udgør det meste af bygningens midterste del, og er i forbindelse med et åbent køkken. Midt i rummet ses en ældre skorsten. I den vestlige del af bygningen er indrettet to gavlværelser. Bygningen fremtræder med ældre og nyere, traditionelle overflader, herunder nyere bræddegulve, ældre fritliggende bjælkelag med loftbrædder imellem samt pudsede vægge og en bræddevæg mellem stuen og gavlværelserne mod vest. I den østlige del findes et støbt gulv. Endvidere er der flere ældre bygningsdele og detaljer, herunder en alkove, indbyggede skabe, fyldingsdøre med gerichter, hængsler og greb samt ældre lodposter, anverfere og stormkroge.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden centralt i Højers gamle bykerne, der er en homogen ældre bydel bestående af lave, sluttede gadebebyggelser og heromkring spredtliggende gårde. Bygningen ligger i den østlige del af Søndergade, der er den mest velbevarede del med et snoet forløb med intakt brostensbelægning og pigstenskanter langs facaderne, hvilket skaber et yderst autentisk kulturmiljø. Bygningen Søndergade 11-13 er tillige en vigtig bygning i gadebilledet, da den sammen med det gamle kastanjetræ danner et charmerende hjørne i byen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et egnskarakteristisk slesvigsk længehus, der med sin materialeholdning og bygningstræk repræsenter en byggeskik, der allerede var almindelig i begyndelsen af 1700-tallet. På dette tidspunkt adskilte de grundmurede bygninger sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk frem til sidste halvdel af 1800-tallet var den almindelige byggemåde. Det hårde vejrlig, manglen på tømmer i det træfattige landskab samt inspirationen sydfra skabte grundlaget for de tidlige grundmurede bygninger i Højer. Et gennemgående træk for denne bygningstype er bygningernes placering solret på grunden, hvor gavlene er vendt mod øst og vest, hvilket gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind. Hertil kommer, at bygningen er grundmuret af hårdtbrændte, røde teglsten, som står i blank mur og er lagt i krydsforbandt med skrabefuger. Det stejle, ubrudte, trekvartvalmede stråtag med mønning af græstørv samt den spidse arkengaff over indgangsdøren er ligeledes typiske træk, ligesom de detaljerige grønmalede døre under et kurvehanksbuet stik, samt de småtopsprossede, hvide vinduer er det. Desuden er det karakteristisk for 1700-tallets døre, at disse er indadgående og sidder bagved en selvstændig karm, som er fastgjort i murværket med to smedejernsankre. Ud over at arkengaffen markerer indgangen i facaden, har den også flere praktiske funktioner, herunder at man igennem forkelugen kunne kaste hø op på loftet, og den tjente ydermere som brandsikring, da den forhindrede et evt. brændende stråtag i at styrte sammen over flugtvejen. De karaktergivende bygningsdele har således næsten alle en praktisk og funktionel oprindelse. Bygningens materialeholdning afspejler hvilke materialer der har været muligt at skaffe lokalt. Teglstenene blev brændt på lokale teglværker, rør til tækning kom fra marsken, og ligeledes kunne græstørv til mønningen hentes lokalt. Til fremstilling af mørtel og hvidtning anvendte man "Skælkalk", der var brændte skaller og kalksten fra stranden. At bygningen tidligere har været opdelt i to boliger ses stadig i det lille fremspring i muren mod vest, i placeringen af to døre i facaden og i de to skorstenspiber. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens delvist oprindelige planløsning, hvor man særligt i den østlige del stadig kan aflæse, at der med stor sandsynlighed har været en mindre stald længst mod øst, mens beboelsen var mod vest. Den tidligere stald kan ses i den enkle materialeholdning og ved stigen til høloftet. Hertil kommer, at den lille forstue bag indgangsdøren i frontkvisten benævnes "e Framgol" og sædvanligvis adskiller beboelsesdelen fra stalddelen.

Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig i det indre til de ældre og traditionelle bygningsdele, herunder det fritliggende bjælkelag og de ældre loftbrædder samt bræddegulvene. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder alkoven, de mange indbyggede skabe og fyldingsdørene med profilerede gerichter, hængsler, beslag og greb, samt vinduernes traditionelle rundbuede lodposter med ældre hængsler og stabler.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens todelte velproportionerede form, der dog stadig fremstår som ét volumen grundet den ens materialeholdning. Bygningen har et overordnet horisontalt udtryk, der domineret af de lave røde mure, den markante, sorte sokkel og de ens vinduer. Det horisontale snit brydes dog på let og elegant vis af den smalle arkengaff, der sammen med den imponerende, tofløjede hoveddør danner facadens naturlige centrum. Dørens hængsling på indersiden af muren giver dybde til facaden, og de kurvehanksbuede stik fremtræder markant på grund af den hvidkalkede underside. De hvidmalede vinduer giver tillige en kontrastful virkning til murværket, hvis sten varierer fra mørk sintret brun-violet til lys rød, afhængig af lertype og brænding. Overordnet set har den traditionelle materiale- og farveholdning således stor betydning for det samlede arkitektoniske udtryk. I bygningens indre knytter de arkitektoniske værdi sig til det bevarede interiørs mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære, herunder alkovens og de indbyggede skabes rundbuede udskæringer og fyldingsdørenes gerichter.

Læs videre om

• Kirkestien 6, Møgeltønder
• Nørre Sødam
• Østergade 14, Toftlund

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen