Søndergade 15
.

Søndergade 15 ligger på Søndergade 15 i Sønderborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Tidligere pakhus af bindingsværk fra 1600-årene, oprindelig med vestgavlen til bolværk, gavle grundmuret o. 1800.

Beskrivelse

Det fritliggende, næsten kvadratiske pakhus ligger på den vestvendte side af Søndergade, med gavlene vendt mod henholdsvis gaden i vest og havnen i øst. Bygningen, der står på en lav, sort sokkel, er opført i brunligt opstolpet bindingsværk med gulmalede tavl og grundmurede gavle. Den nordre langside er uden åbninger. Taget er et højt og stejlt, afvalmet teglhængt saddeltag, hvis tagflader er ubrudte på nær enkelte udluftningshætter. Bygningens vinduer er traditionelle, én og torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer med koblede rammer. Hoveddøren er en tofløjet, klassicistisk fyldingsdør med dobbelt slagliste. I det indre er bygningen kendetegnet ved en traditionel planløsning med mindre rum samt traditionelle og nyere overflader. Flere døre og gerichter er udført i kopi af ældre profilerede gerichter og fyldingsdøre. Trappen og gulvene er ligeledes nyere. Der er bevaret flere ældre profilerede loftsbjælker. Tagetagen er uudnyttet, og der er bevaret dele af en ældre tagkonstruktion samt ældre støbejernsvinduer. Der er undertag af banevarer.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Søndergade, hvor det med sin fritliggende placering, næsten lukkede langsider og høje tagkonstruktion, er med til at opretholde det historiske gadeforløb. Bygningens fremtræden som pakhus er ydermere med det at understrege Søndergades nærhed til havnen.

Kulturhistorisk værdi

Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de bevarede spor efter den oprindelige funktion som 1700-tals pakhus, herunder bindingsværket, den lukkede nordre langside, de mindre støbejernsvinduer i tagetagen, sporene efter den centrale læsseluge på den østvendte gavl samt den næsten ubrudte og afvalmede tagflade med den høje rejsning. Hertil kommer 1800-tals funktionen som beboelsesejendom som ses i den klassicistiske hoveddør og de traditionelle, torammede vinduer. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de ældre bygningsdele, herunder de profilerede loftsbjælker og de ældre dele af den høje tagkonstruktion.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den fritliggende, næsten kubiske og meget massive bygningskrop med det markante, næsten ubrudte tegltag. Udtrykket er enkelt og knapt, domineret af det kraftige bindingsværk og den dybtliggende hoveddør, der i samspil med tegltagets stejle valme og høje rejsning, understreger bygningens tyngde og soliditet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links