Da 1. Verdenskrig brød ud i august 1914, blev der mobiliseret tropper fra hele Tyskland. Fra de nuværende danske områder i Nordslesvig kom mere end 30.000 mænd i alderen 18‑45 år til at deltage i krigen. Heraf skønnes det, at omkring to tredjedele var dansksindede. I krigens første tid var der en udpræget forventning om, at krigen ville være hurtigt overstået, og soldaterne hjemme til jul. Dette skete imidlertid ikke, og de næste fire år kom krigen til at rase. Selv om der ikke var direkte kamphandlinger i Nordslesvig, kom krigen til at sætte både fysiske og mentale spor.
Sønderjylland under 1. Verdenskrig
Soldater fra 3. Landsturm-Infanterie-Bataillon Flensburg, der primært bestod af indkaldte fra Kreis Hadersleben, står her opstillet i Toftlund, hvor kompagniet i august 1914 gjorde vagttjeneste for at sikre grænsen mod Danmark. Da det stod klart, at Danmark fastholdt sin neutralitet, og de britiske tropper blev landsat i Frankrig, frem for på den jyske vestkyst, blev korpset sendt til fronten.
Zeppelineren L23 på vej ind i en af luftskibshallerne på Zeppelinbasen i Tønder. Luftskibet kom i løbet af krigen til at indgå i talrige rekognosceringstogter, krigens største bombetogt mod England samt opbringningen af en norsk bark, der sejlede med kontrabande til England. Basen i Tønder var en af de største i Det Tyske Rige, men landingsforholdene i det flade og forblæste område var vanskelige for den 178,5 m lange zeppeliner. Foto fra 1916 eller 1917.
Pligt og faneflugt
Straks ved krigsudbruddet i 1914 blev knap 300 »politisk mistænkelige« – ofte folk, der var aktive for den dansknationale sag – over hele Nordslesvig arresteret og interneret. De fleste slap ud inden for 5‑6 uger, men først ved juletid 1914 var alle igen fri. Mange af de dansksindede ledere, heriblandt politiker og redaktør H.P. Hanssen, opfordrede i første omgang de dansksindede mænd til at gøre deres pligt og dermed stille det tyske styre positivt over for de dansksindede. Der var derfor kun meget få desertører fra området i krigens første år. Men efterhånden som det blev tydeligt, at krigen ikke ville være hurtigt overstået, og tabstallene steg støt, begyndte deserteringerne.
Omkring 2.500 nordslesvigere valgte at desertere; heraf 2.000 alene fra Haderslev Kreds, der dengang omfattede hele den nordlige del af den nuværende Tønder Kommune. I krigens sidste år blev der i mange tilfælde nægtet orlov til soldater, der kom fra områder tæt på den danske grænse. I Danmark hjalp private foreninger med bolig og arbejde. Kun ca. 50 desertører blev pågrebet og straffet med fratagelse af statsborgerskab eller formue.
Hjemmefronten
Krigen kunne også snart mærkes i Nordslesvig, hvor der bl.a. blev indført rationering. I vinteren 1916‑17 førte den britiske blokade til decideret hungersnød, da kartoffelhøsten slog fejl, og vinteren blev kendt som Steckrübenwinter, da kålroer (på tysk: Steckrüben) kom til at udgøre hovedparten af kosten for mange. Selv om Nordslesvig led under hård rationering og tvangsafleveringer af landbrugsprodukter, så klarede det udprægede landbrugsområde sig materielt bedre end de store byer mod syd. Med mændene ved fronten kunne det dog være svært at klare arbejdet på de store gårde, og dette blev til dels løst ved brug af krigsfanger. Først i krigen tog Tyskland mange, navnlig russiske, krigsfanger. De blev i 1915 fordelt på krigsfangelejre over hele Tyskland, i den nuværende Tønder Kommune bl.a. ved Løgumkloster, Ullemølle, Barsbøl og Døstrup. Senere blev fangerne tildelt landbrugene, hvor deres arbejdskraft var efterspurgt. Lejren i Løgumkloster var den største i Sønderjylland med op mod 3.000 fanger (russere, belgiere og franskmænd). Krigsfangerne blev sat til jordforbedringsarbejder, navnlig afvanding. Endvidere byggede krigsfanger det ca. 10 km lange Ballumdige.
Krigens afslutning i 1918 betød ikke en tilbagevenden til normalen. Flere end 6.000 mænd var faldet, og omkring 4.000 invalideret i tilstrækkelig grad til at være berettigede til krigsinvalidepension. De faldne efterlod sig flere end 1.000 enker og omkring 4.000 faderløse børn.
Spor i landskabet
Nordslesvig blev sparet for krigshandlinger, men alligevel har 1. Verdenskrig efterladt sig spor i landskabet, flest i Tønder Kommune. Ca. 2,5 km nord for Tønder anlagde den tyske marine en luftskibsbase, hvis vigtigste opgave var at holde øje med britiske flådebevægelser i Nordsøen. Basen bestod af tre luftskibshangarer, en flyhangar, en baraklejr til basens mandskab på ca. 600 mand samt et gasværk til produktion af brint til luftskibenes opdrift. I 1917 blev basen bombet af britiske fly, og i dag er kun flyhangaren og dele af gasværket bevaret, mens der er tydelige spor efter hallernes fundamenter.
Fra september 1916 blev der anlagt et tysk forsvarsværk, Sikringsstilling Nord, tværs over det nordlige Sønderjylland fra Skærbæk i vest til Hoptrup i øst. Formålet var at sikre Tyskland mod angreb nordfra fra eventuelle landsatte britiske styrker eller fra Danmark, der frygtedes at kunne indtræde på allieret side som reaktion på den uindskrænkede ubådskrig. Mandskabsbunkere og flankeringsbunkere er i Tønder Kommune navnlig bevaret omkring Skærbæk, Arrild og Toftlund, mens de middelsvære og svære batterier lå lidt længere tilbage ved Drengsted, Arrild, Øster Gasse og Gammelskov. Efter Genforeningen i 1920 sprængte det danske militær de fleste bunkers, men ca. 70 bunkers er stadig intakte, og mange henligger som sprængte ruiner.
Mindesmærker
I alle sogne i Sønderjylland findes der mindesmærker for faldne under 1. Verdenskrig. Det drejer sig samlet om ca. 160 mindesmærker, som langt overvejende er rejst i perioden 1920‑25. Mindesmærkerne findes ofte i tilknytning til kirken eller på kirkegården og oplister som regel navnene på sognets faldne. Undertiden er der rejst separate mindesmærker for dansksindede og tysksindede faldne. I Tønder Kristkirke blev der d. 7. juli 1920 afsløret otte mindetavler over 153 faldne. Tavlerne, der er ophængt i tårnrummet, blev udført af Kunstgewerbliche Fachschule i Flensborg. På Tønder Kirkegård er der flere mindesmærker; derudover er der ved Tønder Statsseminarium rejst en mindesten for faldne ansatte og elever. I Løgumkloster er krigsfangekirkegården med 70 grave med cementkors det eneste spor efter krigsfangelejren. Fangerne døde af plettyfus i marts 1915, og i efteråret rejstes et mindesmærke tegnet af en fransk fange på kirkegården. I 1923 blev det erstattet af et mindesmærke tegnet af Arne Finsen.
