Sønderstræde 13 ligger på Sønderstræde 13 i Dragør Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Hovedhuset blev opført før 1750, og stod i slutningen af 1700-tallet med søndre side i grundmur og nordsiden i egebindingsværk med lerklinede vægge. I den sydlige tagflade var en kvist med to lemme. Hoveddøren var en flammeret halvdør placeret i femte eller sjette fag fra vest. I det indre var bygningen indrettet til beboelse i ni fag. De to østre fag var indrettet til vævestue mod nord og brændehus mod syd, hvortil der var særskilt indgang fra gården. Bindingsværkets tavl blev udmuret i løbet af 1800-tallet, hvor der ligeledes blev indrettet et værelse i tagetagen i østre gavl. Senere blev bygningen indrettet til to beboelseslejligheder, og den nuværende skorsten i øst blev etableret. I 1970'erne blev den vestre skorsten fjernet og glasfyldingsdøren i sydsiden erstattede et vindue.

Beskrivelse

Sønderstræde 13 ligger i Dragørs gamle bykerne. Hovedhusets østre gavl er placeret i skel ud mod Sønderstræde, og nordsiden ligger i skel ud mod dels naboejendommen og dels mod en lille plads. Huset støder op til nabobygningen mod vest. Syd for huset er et udhus og en have, der ikke er omfattet af fredningen. Hovedhuset er opført i én etage dels i grundmur dels i bindingsværk under et stråtækt tag, afsluttet af to rækker tagsten og hvid sugfjæl. Mønningen er i strå, og i østre ende er en gulkalket skorstenspibe med sokkel, krone og bræddeinddækning i rygningen. I tagfladen er flere ældre og nyere tagvinduer i jern og mod syd en kvist med lavt sadeltag beklædt med tagpap og med brunmalede flunker i zink. Taget under kvisten er beklædt med tagsten. Soklen er sorttjæret, let fremspringende, og delvist på et fundament af kampesten. Siderne er gulkalkede med tagrem, og er skiftevis i grundmur og brunt opstolpet bindingsværk med murede tavl, dog er de tre vestre fag på nordsiden lerklinet. Bindingsværket er uden fodrem, og har glammede bjælkehoveder, der er afskårne i facadeplanet. I sydsiden er to nyere, flammerede døre med tredelt overvindue og fladbuestik, hvoraf den østre er todelt samt en ny, tofløjet havedør med fyldinger i termoglas. Vinduerne er mestendels ældre, torammede, seksrudede vinduer, og tre vinduespartier mod nord har plankeskodder. Vinduerne i østre gavl er traditionelt udførte vinduer med koblede rammer i fladbuestik. Mod syd er et trerudet vindue, og i kvisten et trerammet vindue med to ruder i hver ramme. Alt træværk er malet brunt. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, herunder skoddestabler. De ældre vinduer er udført med forsatsrammer. I det indre er en ældre grundplan genkendelig med adgang via en centralt placeret forstue med bagvedliggende værelse og et wc. Forstuen er flankeret af to gennemgående stuer, mod øst er et køkken og mod vest et værelse. Fra forstuen er der adgang til tagetagen der er indrettet med værelser, badeværelser og toilet i 1970erne. Mod vest er der adgang til et mindre loftrum, hvorfra der er adgang til spidsloftet. Generelt er gulvene belagt med nyere gulvbelægninger som tæppe og linoleum, væggene er mestendels tapetserede, og der er blotlagte loftbjælker med pladeloft imellem. Det formodes, at de ældre bræddegulve findes under de nye gulvbelægninger. I tagetagen og i køkkenet ses loft og vægge beklædt med profilbrædder. Der er bevaret flere ældre bygningsdele og detaljer, herunder loftbjælker, bræddevæg med revledør, fyldingsdøre, gerichter, bukkehornsbeslag og vægfliser.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Sønderstræde 13 knytter sig til placeringen i Dragørs historiske bykerne, der konsekvent er anlagt med øst-vestgående gader, og nord-sydgående stræder, som dikterer bygningernes placering, og deres indbyrdes relationer. Generelt er bygningerne placeret i forlængelse af hinanden i de øst-vestgående gaders længderetning, således at gavlene vender ud mod de nord-sydgående stræder. Bygningerne er endvidere kendetegnet ved sydvendte have- eller gårdarealer, der giver gadeforløbene en asymmetrisk karakter og en maksimal udnyttelse af bykernens grundareal. Denne disponering ses ligeledes i ejendommen Sønderstræde 13, der er disponeret med en sydvendt have og hovedhus placeret med nordside i skel til naboejendommen og pladsen samt med den østre gavl i skel ud til Sønderstræde. Hertil kommer hovedhusets materiale- og farveholdning i det ydre med gule murede sider og tavl, brunt opstolpet tømmer, sorttjæret sokkel og stråtag, der ligeledes er et gennemgående træk i Dragørs historiske bykerne. Hermed udgør Sønderstræde 13 en integreret del af Dragørs autentiske og stemningsfulde bymiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Dragørs kulturhistorie, hvor den velplanlagte bystruktur stod som en samlet ramme om søfart og handel. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til bygningskroppen med stråtækt tag og skorstenspibe samt siderne i dels i grundmur og dels i bindingsværk, der vidner om Dragørs stigende velstand i slutningen af 1700-tallet, hvor de førhen dominerende bindingsværksbygninger blev omsat i grundmur eller helt udskiftet med murede bygninger. Hertil kommer den bevarede, sparsomme bindingsværkskonstruktion uden hverken fodrem, løsholter eller skråbånd, men med glammede bjælkehoveder, hvilket er kendetegnende for Dragørs bindingsværksbygninger, der typisk blev opført med stolper på syldsten, der blev tappet igennem tagremmen. I dag er få tavl endnu lerklinede. Hertil kommer de ældre bygningsdele- og detaljer, herunder vinduerne, skodder og skoddestabler, der vidner om bygningens alder og udvikling. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den genkendelige ældre planløsning, der i stueetagen ses i forstuen flankeret af stuer samt i det mindre bevarede loftsrum og tagværket. Endvidere kommer de ældre bygningsdele- og detaljer, herunder loftbjælkerne, bræddevæg med revledør og særligt stuernes udprægede rokoko fyldingsdøre med to fyldinger, der er platte på den side, der vender væk fra stuerne og er udført med kraftige gerichter, hvoraf nogle er med buet overkarm. Hertil kommer bukkehornsbeslag, vægfliser og vinduernes lodposter og anverfere, der vidner om bygningens alder og opførelsestidspunkt.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den langstrakte bygningskrop, hvor det næsten ubrudte stråtækte tag, afsluttet af tagsten og hvide sugfjæl, samt den sorte, sokkel fremhæver husets længde og samler bygningen til et hele trods sidernes vekslende konstruktion i dels grundmur og bindingsværk. Hertil kommer bygningens materialeholdning, hvor de kalkede sider, den tjærede sokkel, den stråtækte tagflade samt det synlige bindingsværk efterlader et varieret stofligt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links