Søndre Banksti 2, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor to-fløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de to-fløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Landinspektør Thobølls kort viser at grunden Søndre Banksti var bebygget allerede i 1820. I 1846 blev et der brandtakseret et 10 fag langt bindingsværkshus med varierende husdybde og træbeklædte gavle. Omkring 1850 er grunden opdelt, hvorved de 1,5 fag mod vest sandsynligvis er blevet frasolgt, og i dag er en del af Søndre Banksti 4. I 1864 beskrives huset som grundmuret, 8,5 fag langt med en større husdybde. På dette tidspunkt er der indrettet beboelse og stald i de fem østlige fag og en beboelse i de 3,5 fag mod vest. I 1896 vurderes huset uden staldfunktion og med et tilbygget udhus mod syd. Søndre Banksti 2 ombygges igen i 1970erne.

Søndre Banksti 2 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Bygningen udgør den østlige del af et tolv fag langt stuehus, der ligeledes rummer Søndre Banksti 4. Mod syd er tilbygget et sidehus, der ikke er omfattet af fredningen. Stuehuset er et otte 1/2 fag langt, grundmuret længehus i én etage, der hviler på en muret, sortmalet sokkel. Bygningen bærer et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. I den sydlige tagflade sidder tre kviste. Murene fremstår i rød, blank mur med hvid opstregning og med en muret, hvidkalket gesims, der er ført om hjørnerne på gavlen. Den øverste del af gavlen er beklædt med lodretstillede, blåmalede brædder. I den nordvendte facade sidder en ældre tofløjet hoveddør med fyldinger og ruder i den øverste halvdel. Over faget øst for hoveddøren er der en rundbuet arkengab, hvori der sidder en luge med overvindue. Både luge og hoveddør fremtræder blåmalede, døren har stafferinger i en lysere blå nuance. I sydsiden ses en nyere, traditionelt udført, tofløjet havedør med opsprossede vinduer i øverste del. Bygningen har nyere, traditionelt udførte torammede vinduer med seks eller otte ruder i hver ramme. I østgavlen og arkengaben er prydet med murankre og enkelte steder er der bevaret kroge til ophængning af brandredskaber.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, der tidligere har delt bygningen i bolig (indhuset) mod øst og stald (udhuset) mod vest. I boligen er stuerne placeret mod syd, hvoraf en er en gennemlyst vinkelstue, mens køkkenet og et mindre værelse værelse ligger mod nord. En del af overfladerne er fornyet, men traditionelt udført, herunder trægulve og synligt bjælkelag. Lofterne mellem det synlige bjælkelag er systemplader eller bemalede listelofter. Der er bevaret ældre fyldingsdøre med gerichter, hvoraf flere fremtræder afsyrede, og ældre beslagværk, et indbygget hjørneskab med fyldinger, synligt bjælkelag og de karakteristiske, hollandske fliser med vase- og blomstermotiver omkring vinduer og den nyere brændeovn. Hertil kommer, at begge skorstene er bevaret i det indre. Vinduerne har tilspidsede sprosser, der er karakteristisk for den traditionelle byggeskik i Sønderho. Den tidligere stald i den vestlige del er indrettet med et værelse mod nord og et bryggers mod syd, hvorfra der er adgang til sidehuset, der ikke er omfattet af fredningen. Der er adgang til loftetagen, både via en ældre trappe i bryggerset og ad en nyere trappe i stuen. Den østlige del af loftetagen er indrettet til en stor stue i nyere tid, der er præget af nyere overflader og installationer. Den øvrige del af loftet fremstår uudnyttet.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser og hovedgaden skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene.

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten med hvidt optrukne fuger og hvid hovedgesims og bræddebeklædte gavltrekanter. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Arkengaben har i tilfælde af brand skulle sikre udgangen for nedstyrtende dele af stråtaget, ligesom de bevarede kroge i murværket har været anvendt til redskaber, der i samme situation kunne bruges til at rive et brændende stråtag af bygningen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede typiske, ældre planløsning med en forstue (frangel), der naturligt dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald samt lo i den anden ende. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkkenet ligger køligt mod nord. Bygningens interiør rummer flere traditionelle og ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder brystningspaneler, ældre fyldingsdøre med gerichter og ældre beslagværk samt de meget karakteristiske, hollandske og brunmalede fliser på ydervæggene. I flere hus ses ydervæggen med fliser øverst og træpaneler på den nederste del. Den kulturhistoriske værdi knytter sig stærkt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt, stråtækt tag, der føjer sig omkring facadens arkengab. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk gennem de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvidmalede vinduer, det optrukne murværk, den hvid- og blåmalede luge, døre og gavlens bræddebeklædning giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til interiørets ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer der ses på de ældre fyldingsdøre, brystningspanelerne og de synlige bjælker, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Hertil kommer fliserne, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er enestående og meget karakteristisk. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Digevej 19, Sønderho
• Landevejen 28, Sønderho
• Toftestien 14, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen