Søndre Pavillon ved Kunstindustrimuseet (Amaliegade) ligger på Amaliegade 27 i Københavns Kommune. Bygninger og omgivelser er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Frederiks Hospital blev opført efter tegninger af arkitekt Niels (Nicolai) Eigtved (1701-1754) af Frederik V i 1752-1757 som Danmarks første egentlige civile hospital og med undervisning af medicinske studerende. Hospitalet blev udlagt i den nordre afslutning af den nye bydel Frederiksstaden, der afgrænses af Bredgade, Ny Toldbodgade og Sankt Annæ Plads mod syd og Esplanaden mod nord. Den nye by blev anlagt, på foranledning af flere storkøbmænds ønske, efter Frederiks V's beslutning i 1749 om dels at markere 300-års jubilæet for Den Oldenborgske Kongeslægt, dels for at anlægge en ny bydel til glæde for Københavns borgere og handel. Efter Eigtveds død overtog arkitekt Lauritz de Thurah byggeriet af Frederiks Hospital. De Thurah tegnede de fire identiske toetagers pavillonbygninger i hvert hjørne af anlægget, der blev opført ud til Bredgade og Amaliegade. Pavillonerne stod færdige i 1757. Pavillonerne var forbundne med lave staldlænger og smedejernsgitter til alle sider, der gav frit udsyn til hospitalsanlægget. I pavillonerne var der tjenesteboliger og et apotek. Midtskillevæggen er igennem tiden blevet gennembrudt og tilmuret flere gange i forbindelse med ombygninger. Ligeledes er skillevæggene mellem rummene flere gange blevet flyttet og fjernet. Den nordøstlige hovedtrappe er bygget omkring 1870'erne og følger tidens historicistiske stil. I 2004 blev taget udskiftet med de nuværende sortglaserede vingetegl af model Gl. Dansk. De tre hoveder i sandsten over stueetagens fag i midtrisalitten blev i 1932 restaureret af billedhugger og professor ved akademiet Einar Utzon-Franck. Brolægningen er omlagt i begyndelsen af 1980'erne. Guldaldermaleren J. Th. Lundbye boede en kort overgang på adressen i 1842.

Beskrivelse

Frederiks Hospitals Søndre Pavillon er beliggende på en stor grund mellem Amaliegade og Bredgade i Frederiksstaden i København. Søndre Pavillon ligger ud mod Amaliegade og afslutter sammen med Amaliegade 31 anlægget, der afgrænses af mure og smedejernsgitre med porte ud til gaderne. Bygningen er opført i grundmur over en sandstenssokkel, og der er sortglaseret, teglhængt mansardtag. Facaden har ni fag, og der er to etager over kælder. Tagetagen har ikke oprindeligt været anvendt til beboelse og er først senere blevet inddraget til dette formål. Facaden mod gaden er i gul blankmur. De tre midterste fag er fremhævet med en midtrisalit. Her indrammes fagene med sandstenspilastre, hvor de yderste er dobbelte, og de har høje sokler og afsluttes med profilerede kapitæler. Herover er en lav arkitrav og dorisk frise med metoper og triglyffer, og øverst er en frontispice med reliefskulptur med kartouche og rocaillebladværk i sandsten. Den øvrige del af facadens fag har ligesom gavlene i tre fag og gårdsiden murede øreliséner og yderst hjøreneliséner. Gårdsiden er som facaden, da den har ni fag og en midtrisalit. Bygningen har i stueetagen og på første sal firerammede krydspostvinduer, mens der i kælderetagen er torammede vinduer. Alle vinduer er ældre, hvidmalede og småsprossede, og der er ældre hjørnebånd samt traditionelt udførte forsatsruder indvendigt. På facaden har vinduerne indfatninger i sandsten. De tre midterste vinduer i stueetagen har til forskel fra de andre vinduer fladbuet øvre afslutning, og vinduesindfatningerne er afsluttet med en figur i form af et mandshoved. Under taget er en gennemgående, profileret gesims. I mansarden er ældre, zinkinddækkede heltagskviste med buet tag: Fire i facaden, en i hver gavl og seks mod gården. En syvende kvist mod gården er en muret heltagskvist. I tagrygningen er tre brede skorstenspiber. Der er adgang til bygningen fra syd- og nordgavlen via ældre, sortmalede, dobbeltfløjede fyldingsdør, som fører ind til trappeopgange, der er gennemgående i hele husets højde. Skorstenspiberne er blankmurede i gule mursten og formsten. De to nordre har den oprindelige sandstensafdækning, og i den nordligste er i midterskillestenen indhugget, OHA 1932, som er dateringen på en reparation. Den søndre skorsten er ommuret i toppen og afdækket med en tynd, støbt cementplade. Muren mellem pavillonen og det tidligere hospitals firefløjede hovedbygning er grundmuret og pudset, og på murkronen er sorte teglsten. Muren har tre fladbuede fag med øreliséner og afsluttende, profileret gesims. Muren mod nabobygningen i Amaliegade 25 er ligeledes grundmuret og pudset, og her er blændingsfelter med øredekorationer, gesims og en trefløjet, grønmalet fyldingsport. Gårdspladsen er mod gaden afsluttet med smedejernsgitre mellem sandstenspiller, og de har pudset sokkel. Sandstenspillerne er dekoreret med vaser og figurer i sandsten. I det midterste fag er en tofløjet smedejernsport med dekorativt smedejernsoverstykke. Belægningsmønstret i brostenene er halvforbandt, som med bordursten er brudt i indkørslens forløb. Amaliegade 27 er i dag anvendt til kontorer. Bortset fra anden sal er alle etager disponeret med en midtergang i hele bygningens længde. Etagehøjden varierer fra lav loftshøjde i kælderen til på første sal at være over fire meter. Pavillonens oprindelige hovedtrappe er bevaret i det sydvestlige hjørne, hvor der dog i gadeplan er et nyere klinkegulv. Trappen i pavillonens nordøstlige hjørne er nyere og etableret i forbindelse med, at denne indgang er blevet konverteret til hovedindgangen. Gulvet i dette trapperum har i gadeplan de oprindelige ølandssten. På væggen mod gaden er isat en plakette i jern dedikeret til Kong Frederik den Femte og Dronning Louise. Generelt for bygningens indre gælder, at der i stueetagen, første sal og anden sal er dybe, panelerede dørnicher, som giver adgang til kontorer på hver side af midtergangen. Mod midtergangen er en del døre, hængsler og gerichter ældre. Der er en del nyere, men traditionelt udførte, fyldingsdøre i kontorernes skillevægge. Vinduerne i dørstykkerne, i både døre ind til kontorer og i midtergangens dørstykker på anden etage, er ældre. Der er ældre bræddegulve i midtergangene, mens der i kontorerne er nyere gulve. Generelt er der bibeholdt skråtstående vinduesnicher på alle etager, og derudover er der bevaret ældre hulkehlsstuk i alle rum. I disse er der dog, hvor der er fjernet skillevægge, blevet opsat hulkehlslister i træ. Der er i kælderen etableret køkken og personalekantine. Tagkonstruktionen er overordnet set velbevaret – dog er dele udskiftet. Loftsetagen er med oprindeligt, ophængt gulv. Der er ældre tagvinduer. Skorstenskernerne går gennem alle etager.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Frederiks Hospital knytter sig til beliggenheden i Frederiksstaden, hvor det samlede firefløjede bygningsanlæg, gården, som også kaldes Grønnegården, og pavillonerne udgør en unik helhed. Disse bindes sammen af brolægningen, murene til de omkringliggende bygninger samt gitre og porte, der danner imponerende indgangspartier mod Bredgade og Amaliegade.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Søndre Pavillon knytter sig til bygningen som en del af Frederiks Hospital og dermed dels til beliggenheden i Frederiksstaden og dels til det samlede anlæg, der var Danmarks første civile hospital. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningen som en integreret del af den nye bydel med sine mange rokokopalæer, hvilket kommer til udtryk i den stramme facadedisposition og murenes lette reliefvirkninger opnået med øre- og hjørneliséner. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder sandstensdekorationer, vinduer, døre og porte med alle detaljer, der vidner om bygningens tilblivelse i 1700-tallets barok- og rokokostil. Den kulturhistoriske værdi i bygningens indre knytter sig til den oprindelige grundplan, hvor der er symmetri omkring medmidtergangen. Her ud over er der kulturhistorisk værdi ved den oprindelige trappe i det sydlige trapperum, der står som et godt eksempel på en tidstypisk trappe. Hertil kommer at grundplanen med de lange gange og mange døre til små, ensartede rum afspejler funktionen som hospital. Endelig viser bygningsdele og -detaljer som døre, vinduer, gulve, stuk og paneler idealet om udsmykning og funktionalitet ved opførelsestidspunktet. Der er ligeledes kulturhistorisk værdi ved de tilstødende mure, gitre og belægning, da disse elementer binder pavillonen sammen med det resterende anlæg med tilhørende detaljering og stilistiske træk.

Arkitektonisk værdi

Søndre Pavillons arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til hospitalets stramt symmetriske anlæg med veldefinerede og velproportionerede bygningskroppe, som ligger omkring en midterakse, der fremhæves med gitterportene mod Bredgade og Amaliegade. Hertil kommer Søndre Pavillons egen gennemgående symmetri samt sandstensdekorationer, smedejernsgitret og -portens fine forarbejdninger, der bidrager til en herskabelig, helstøbt fremtoning. Hovedbygningerne og fløjene samles til et hele af de store, sorte, teglhængte tagflader, midtrisalitter og murenes gennemgående, enkle dekorationer med murede øre- og hjørneliséner, der på elegant vis bryder de lange murflader og skaber et let og levende udtryk. For Søndre Pavillon knytter der sig arkitektonisk værdi til facadens symmetriske fremhævelse af de midterste fag samt detaljeringen af sandstensudsmykningerne. Der ud over er der arkitektonisk værdi i de ældre, småtopsprossede vinduer, der følger rokokoens stil i beslag, hængsler, anverfere og stormkroge. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til grundplanens symmetriske akse omkring midtergangen samt de bærende mures tykkelse, der mindskes op igennem etagerne, hvorved man i midtergangene får brede panelerede dørnicher ind til kontorerne. Den indre arkitektoniske værdi knytter sig også til de ældre døre med gerichter, den bevarede stuk og de skråtstående vinduesnicher. Ligeledes er der arkitektonisk værdi i den oprindelige trappes mange detaljer omkring vanger, balustre og håndliste, der snor sig om durchsichten og dermed formidler en fin sammenhæng mellem etagerne.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links