Søstrehuset, Christiansfeld ligger på Nørregade 014 i Kolding Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Christiansfeld blev grundlagt på Struensees anbefaling 1772 af det mähriske Herrnhutersamfund for at styrke de danske standarder for kvalitet og foretagsomhed. I den nyanlagte by opstod, i de første årtier efter grundlæggelsen, en række fremstillingsvirksomheder af blandt andet kakkelovne, ure, låse, cigarer, sæbe og lak.

Søstrehuset er et af Brødremenighedens korhuse og fungerede som de ugifte søstres fællehjem. Ethvert medlem af menigheden blev, afhængig af alder, køn og ægteskabelig status, optaget i et kor (en gruppering) inden for menigheden. Man blev typisk optaget i koret efter konfirmationen. Koret udgjorde en social og økonomisk enhed og en særdeles vigtig del af det åndelige fællesskab. Søstrene spiste sammen, sov sammen og var alle engageret i korets virksomheder, der udgjorde en væsentlig del af den fælles økonomi. Arbejdet var en del af fromhedens praksis og Søstrehuset rummede systuer og spinderier, samt i de T-formede økonomibygninger blandt andet en margarinefabrik. Korsystemet ophørte i slutningen af 1800-tallet. Hovedfløjen er fra 1776. Østfløjen er fra 1784 – 1786.

Vestfløjen er fra 1799 – 1800. Toiletbygningen ved østfløjen er fra 1892. De to T-formede økonomibygninger er fra henholdsvis 1798 og 1801 (vestlig) og 1861 (østlig). Dele af økonomibygningerne brændte i 2003.

Beskrivelse

Søstrehuset ligger ved Kirkepladsens nordside, midt i Christiansfeld. Søstrehuset består af en hovedfløj med facade mod Nørregade, en tilbygget vest- og østfløj samt to T-formede økonomibygninger. Bygningerne lukker sig om et nordvendt gårdrum. Bag økonomibygningerne, mod nord, ligger Søstrehusets have. De tre fløjbygninger er to etager høje, grundmurede bygninger i blank mur af gule og røde sten med kælder og kvartvalmede tegltage samt kors- og krydspostformede vinduer. Mange af vinduerne har bevaret den oprindelige opsprosning samt kurvehanksbuede overkarme. Langsider og gavle er kendetegnet ved henholdsvis kordongesimser og hovedgesimser af formsten, eller ved at være beklædt med lodretstillede brædder. I tagfladerne sidder flere smalle, høje kviste, hvoraf enkelte har vinduer med kurvehanksbuet overkarm. I rygningerne sidder i alt seks brede, murede skorstene med sokkel og krave. I det indre har de tre fløje bevaret en stor del af deres oprindelige grundplan. Hovedfløjen har en korsplan med centralt placeret entré og trappeforløb samt korridorgange med værelser til begge sider. Øst- og vestfløjen har ligeledes bevaret korridorgange med værelser på begge sider. På tagetagerne ses de oprindelige sovesale, mens den oprindelige korsal er bevaret i vestfløjen. På nær østfløjens førstesal, der er indrettet til lejligheder med gennemgående nyere overflader, har de tre fløje bevaret ældre plankegulve, oprindelige, overfalsede fyldingsdøre med beslagværk og gerichter, ældre og oprindelige vinduer samt oprindelige trapper med udskårne balustre. Vægge og lofter er mestendels pudsede og i enkelte værelser står lokalt producerede kakkelovne. Korsalen i vestfløjen står med plankegulve, symmetrisk placerede døre og den for Christiansfeld så karakteristiske, brede kulkehlsgesims. Loftsetagen, der rummer de oprindelige sovesale, har plankegulve, pudsede skråvægge med samme hulkehlsstukkatur som i korsalen og rosetter i loftet.

Flere steder er bevaret de oprindelige skodder og døren ind til hovedfløjens sovesal har bevaret sit oprindelige, rundbuede overvindue med radierende stjernesprosser. I kælderen under de tre fløje findes ældre gulve af ølandsfliser. Østfløjen er bygget sammen med økonomibygningen via en hævet, træbeklædt passage i to etager, som fører til et grundmuret toilettårn fra 1892, der har bevaret ældre revledøre samt brædde- og bjælkeloft.

Økonomibygningerne er grundmurede i én etage med teglhængte, delvist afvalmede tage, enkelte bræddebeklædte partier, cirkelformede og kvadratiske støbejernsvinduer samt revleporte og døre. Hertil kommer flere torammede, opsprossede vinduer. I det indre er økonomibygningerne domineret af støbte gulve samt ældre døre og gerichter. Hertil kommer en del nyere overflader og indretninger.

Miljømæssig værdi

Søstrehusets miljømæssige værdi knytter sig til bygningen som en særdeles vigtig del af Christiansfelds historiske bymidte. Christiansfeld følger en reguleret byplan med to parallelle gader (Lindegade og Nørregade) forbundet af stræder, den centrale kirkeplads og den lidt afsidesliggende kirkegård Gudsageren. I denne byplan ligger Søstrehuset ved nordsiden af den centrale plads, skråt over for byens åndelig og bygningsmæssige centrum, Salshuset (kirken). Søstrehuset fremtræder, med sin størrelse og prominente placering ved kirkepladsen, som en af de vigtigste og mest dominerende bygninger i gadebilledet.

Den miljømæssige værdi knytter sig ligeledes til, hvordan Søstrehuset indgår i det for Christiansfeld væsentlige sammenspil mellem arkitektur og grønne indslag. En haveby, hvor bygningerne er orienteret mod Lindegade og Nørregade, mens de på bagsiden har dybe haver, der stadig bærer præg af de oprindelige, symmetriske haveanlæg. Søstrehuset har bevaret en del af sin oprindelige have og fremstår med de tre fløje og økonomibygningerne, der lukker sig om gårdspladsen, samt haven, som byens mest helstøbte, oprindelige bygningskompleks, der i sig selv udgør et intakt, historisk kulturmiljø. Særlig værdi har den bibeholdte akse, der går fra den centralt placerede kælderdør i hovedfløjens gårdside over gårdspladsen med brønd, gennem den smalle åbning mellem økonomibygningerne og videre gennem haven, hvor den ender i en pavillon.

Kulturhistorisk værdi

Søstrehusets kulturhistoriske værdi relaterer sig overordnet til bygningen som en fysisk manifestation af det velorganiserede herrnhutersamfunds arbejdsomme, fællesskabsprægede og ydmyge livsholdning. Der er således en nær sammenhæng mellem den reformatoriske frimenigheds inddeling i kor, religiøse overbevisning og lighedsorienterede samfundssyn, der baserede sig på dygtighed, flid og dydighed, og så Søstrehusets arkitektoniske udtryk, planløsning og håndværksmæssige detaljer. Bygningen præsenterer derfor en i Danmark enestående bygningskultur, der er direkte inspireret af Brødremenighedens andre bebyggelser i Europa, herunder Herrnhut i Sachsen samt af regionale træk fra Slesvig og Sønderjylland. Hertil kommer, at bygningen indgår som en væsentlig del af Christiansfelds oprindelige byplan, der aktuelt er det eneste Herrnhutersamfund i Skandinavien, og et af de mest autentiske og bedst bevarede i Europa.

Hvad angår den særlige byggeskik, ses de Sachsiske træk især i fløjenes store, klart afgrænsede volumener med kvartvalmede tage og smalle tagkviste. I det indre ses den Sachsiske påvirkning i de brede korridorer, som ender i høje vinduer med kurvehanksbuede overkarme. Den planmæssige løsning med korridorer kendes fra de tidligste menighedsbebyggelser. Et særligt lokalt og regionalt træk ses i den karakteristiske Flensborgsten, som er anvendt. De røde sten kom fra lokale teglværker omkring Christiansfeld, mens de gule er fra Kollund og Egernsund ved Flensborg Fjord. De to smalle vinduesfag omkring hoveddøren er en kulturhistorisk interessant detalje, idet de ses på adskillige sønderjyske rokokobygninger. Gavlenes lodrette bræddebeklædning er oprindelig, og beskytter mod vejrliget. Denne bræddebeklædning ses kun ganske få andre steder i Danmark, og ikke i samme skala som på bygningerne i Christiansfeld. I det ydre svarer bygningens enkle materialeholdning og prunkløse fremtræden uden nævneværdig dekoration, men med markante kordongesimser, til Brødremenighedens nøjsomme livsholdning. Den efterstræbte orden, disciplin og lighedstanke viser sig endvidere i det faktum, at bygning, såvel som byggegrund og have, er proportioneret omkring et modulsystem, hvis udgangspunkt er otte Hamburg-alen. Brødremenighedens håndværkere var kendt for produkter af uovertruffen kvalitet, hvilket de i bygningen særdeles mange oprindelige bygningsdetaljer vidner om. I bygningen findes oprindelige døre, gerichter, låsekasser, dørgreb, vinduer med barokke lodposter, anverfere og stormkroge, paneleringer, trapper, pudsede lofter og loftsstukkatur.

Den arkitektoniske og håndværksmæssige kvalitet ses desuden i sammenføjningen af hoved- og sidefløje, hvor mødet mod vest er løst ved en bræddebeklædning, mens overgangen mod øst er løst ved gennemgående kordongesimser. Hertil kommer flere ældre plankegulve og det store antal oprindelige bygningsdetaljer, som er særegne for Christiansfeld. Det gælder de kurvehanksbuede vinduer med spidse vinduesprofiler, trappegelændernes asymmetriske udformning og karakteristiske afslutning, de overfalsede fyldingsdøre, dørenes beslagværk og lofternes meget brede hulkehlsgesims. Både for stukkaturen, dørfyldinger og beslagværk gælder det, at samme former og figurer kan genfindes i andre af Christiansfelds bygninger, hvilket vidner om en motivmæssig stringens, der stemmer overens med Brødremenighedens åndelige idealer. Udformningen af Søstrehusets klassicistiske hoveddør, overvindue samt den udvendige trappes smedejernsgelænder er dog kun at finde på denne bygning, hvilket ligeledes er et kulturhistorisk interessant træk, idet Brødremenighedens bygninger alle er blevet til inden for en ganske kort årrække, men samtidig har individuelt udformede smedejernsgelændre, hoveddøre og overvinduer.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i særdeleshed til den opretholdte, oprindelige planløsning i hovedfløj og sidefløje med korridorer, der i hovedfløjen ender i høje, krydspostformede vinduer med kurvehanksbuet overkarm og oprindelig opsprosning i fire rammer med hver seks ruder, samt til de oprindelige rokokotrapper og tagetagernes enestående sovesale med oprindelige plankegulve, vinduesskodder, hulkehlsgesimser og rosetter. Hertil kommer vestfløjens oprindelige korsal, der udtryks- og udsmykningsmæssigt fremstår som kirkesalen, blot i en mindre målestok, samt de i kælderen hvælvede rum, der vidner om en praktisk forrådsfunktion, hvilket i samspil med den bagvedliggende have, fortæller om Brødremenigheden som et selvforsynende samfund. For Brødremenigheden hang det åndelige, det sociale og det praktiske arbejde tæt sammen, hvilket sporene af de bevarede støbejernsvinduer og støbte gulve fra de tidligere værksteder i de T-formede økonomibygninger vidner om. Hertil kommer de i fløjene brede, lyse midtergange med de mange rum på hver side, der oprindeligt fungerede som fælles arbejds- og opholdsstuer. Den bevarede grundplan, herunder i særdeleshed hovedfløjens unikke korsplan med gennemlyste korridorer, er således et afgørende kulturhistorisk bevis på det unikke forhold, at Brødremenighedens produktion var integreret i selve korhusene.

Arkitektonisk værdi

Søstrehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den karakterfulde facade mod kirkepladsen, der udmærker sig ved sin symmetriske opbygning og prunkløse elegance, som er tilvejebragt med ganske få virkemidler: sokkel og gesimser samt en yderst enkel materialeholdning. Hertil kommer de tre fløjes velproportionerede og karakterfulde bygningsvolumener, der på elegant og harmonisk vis er bygget sammen. Særlig mødet mellem gavlene, der enten foregår ved den, for byen så karakteristiske, bræddebeklædning eller ved en sublim udnyttelse af kordongesimser, udmærker sig ved en arkitektonisk finesse og sans for detaljen, der viser hvorledes et ellers problematisk møde transformeres til en formfuldendt, æstetisk oplevelse. Gavlhjørnernes møde står således som de ypperste repræsentanter for Brødremenighedens arkitektoniske formåen, både hvad angår anvendelsen af træ og teglsten. Søstrehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til den udsøgte detaljering og håndværksmæssige kvalitet, som ses i de mange oprindelige bygningsdele, herunder i dørene, vinduerne og i trapperne. I fløjenes unikke, gennemlyste midterkorridorer skaber lyset fra gavlenes store vinduer en række intense lys- og skyggevirkninger, som i samspil med de overfalsede døre, der ligger i niveau med de hvidkalkede vægge, får disse til at fremstå som taktfast placerede, lette og meget elegante relieffer.

I korsalen ligger den arkitektoniske værdi i det sparsomme interiør, hvor de spinkle bænke og lysekroner dominerer, og hvor lysindfaldet i samspil med de dybe vinduesnicher, hvide vægge og loftet, skaber et stærkt, karakterfuldt rum med en enestående atmosfærisk lethed og ro. Generelt er Søstrehusets indre kendetegnet ved en befriende let, lys og prunkløs arkitektur, der til fulde harmonerer med Brødremenighedens reformatiske tankesæt og stilistiske konservatisme, og som på formfuldendt vis kombinerer elementer fra barokken, rokokoen og klassicismen.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links