Sandagergård ligger på Kirkemosevej 2 i Nordfyns Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.
Sandagergård, Nørre Sandager
Bygningshistorie
Anlægget var oprindeligt et trelænget herresæde fra tiden omkring 1600, opført i ét stokværk over en tøndehvælvet kælder. Kældrene samt det meste af vestfløjen og de andre fløjes gårdsider kan stamme fra det oprindelige anlæg og er opført af munktesten i krydsskifte, mens de øvrige mure er af mere almindelige sten.
I 1730 fornyede den daværende ejer, generalmajor Hans Henrik von Grambow, hovedfløjen i nord med et valmtag og høje vinduer i stedet for de mindre kurvehanksbuede og moderniserede interiørerne. Det var også Grambow, som plantede de stynede og meget store lindetræer, der markerer den stensatte dæmning over vandgraven, ligesom han opførte den storslåede agerumslade af bindingsværk, hvoraf der i dag kun er en lille rest tilbage. Nogenlunde samtidigt må de to avlsbygninger i bindingsværk, den lavere og smallere vognportbygning på 12 fag og staldlængen i øst på 36 fag, være opført.
Ejeren i 1795, Ivar Pedersen Hviid, nedrev det meste af hovedbygningens østfløj, og i denne reducerede skikkelse er Sandagergård bevaret. Fra 1834 overgik Sandagergård til grevskabet Gyldensteen, og i 1960 blev hovedbygningen sat i stand ved arkitekt Ebbe Berner.
Hovedbygningen blev fredet i 1918, mens ladegårdsanlægget først blev fredet i 1952. Efter en orkan i september 2013 hvor agerumsladen styrtede sammen, blev fredningen i april 2015 ophævet på denne del af anlægget, så selvom der fortsat står fire fag tilbage af agerumsladen, så er det udelukkende vognportsbygningen og staldbygningen i øst, der er fredet i dag, ud over hovedbygningen samt voldstedet, hvorpå den ligger.
Beskrivelse
Sandagergård ligger på en borgholm, omgivet af en træomkranset voldgrav og mod syd en avlsgård, der ligger omgivet af grønne marker. I umiddelbar nærhed ligger Sandager kirke. Hovedbygningen er et trelænget, grundmuret hus med hvidkalkede mure i én etage over en høj kælder. Herover er et sammenhængende helvalmet og ubrudt heltag med røde vingetegl med en elegant opskalkning, som fanger an til de regulære murpartiers udkragede gesims. I rygningen er tre hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og udkragning på nordfløjen og to skorstenspiber, den ene går op i gavlen.Den aflange hovedfløj er 10 brede fag lang og har i vestenden en godt otte fag lang sidefløj vinkelret mod syd, mens sidefløjen i østenden kun er et fag lang, nærmest som en risalit. Alle tre fløje er grundmurede over en sorttjæret sokkel. Alle fløjene har en flerleddet, muret gesims op mod taget. Vestfløjen, der er ældst og fra 1610, har en vinduestakt og gesimsafslutning, som adskiller den fra resten af anlægget, ligesom den er forsynet med volutsvungen gavl mod syd. På vestfløjen ses tydeligt fortandingen og overgangen til det yngre byggeri fra 1700-tallet, ligesom der bag kalken kan anes flere tilmurede vinduer med flad- eller kurvehanksbuede vinduesåbninger. Under sparrenkopgesimsen sidder en række lige murankre i tagbjælkelagets højde. Den korte østfløj har helvalmet gavl, som i øvrigt har tilmurede vinduer eller blændingsfelter både i kælder- og stueetagen. Ind mod gården sidder en tofløjet fyldingsdør i hjørnet ind mod nordfløjen.
Vinduerne er varierede: nordfløjen og østfløjen, som er fra 1700-tallet, har ældre, firerammede vinduer med to ruder i hver ramme og tværpost midt på, mens den ældre vestfløj har ældre, gråmalede firerammede vinduer med to ruder i de underste rammer, og et par enkelte torammede med seks ruder i rammerne. Kældervinduerne, der sidder i kurvehanksbuede stik, er torammede med to til fire ruder i hver ramme. Hovedindgangen findes i hjørnet mellem vest- og nordfløjen, hvor en tofløjet fyldingsdør i elegant og ret enestående regence-stil giver adgang. Dørene har tre symmetriske fyldinger med billedskærerarbejde, forestillende fra oven: en medaillon, omhængt med en feston, dernæst en feston med en ophængt bue og pilekogger under, nederst et løvehovede. Slaglisten er riflet og omviklet med bånd som et romersk fasces. I samlingerne mellem side- og tværramstykkerne er udskårne rosetter. Bagsiden af døren har fyldingsfelter med rudeformede spejlfelter. Endvidere er der fra gården en oprindelig nedgang til kælderen under vestfløjen. Herfor er en revledør.
I det indre er fløjene disponeret således, at der i vestfløjen, som er den ældste, er en fordelingsgang i midten af bygningen med en række værelser mod gården, mens fordelingsgangen i de to øvrige fløje ligger mod gården, og hvor større og mindre sale og rum ligger mod haven. I hjørnet mellem den gamle vestfløj og hovedfløjen i nord ligger den oprindelige trappeforbindelse, der går fra gårdspladsen op til stueetagen og herfra op til loftet. Her findes også en nedgang til den høje kælder, hvorfra der er udgang til haven. Trappen er en ligeløbstrappe med brede egetrin med behagelig trinhøjde og udskårne balustre samt en dobbelt, profileret håndliste. Bag en ældre trefyldingsdør med kasselås fortsætter trappen op til loftrummet. Det store loftrum består af et hanebåndstagværk af fyr med genanvendelse af visse tømmerstykker med bladede samlinger og ældre tømmernummerering. Den nuværende konstruktion må dog sandsynligvis være fra ombygningen i 1700-tallet. De røde vingetegl er tætnet med skum, dog er der mod havesiden lagt banevareundertag.
Kældrene ligger relativt højt og er indrettet med hvide, pudsede vægge enkelte steder med klinker, lagt på fladen, andre steder med nyere parketgulve. I vestfløjen er kælderloftet dækket af flade grathvælv, der næsten har karakter af tøndehvælv med stikkapper. Et enkelt sted er hvælvet understøttet af en murpille, som dog kan være af nyere dato. Vinduerne sidder i smigede murhuller med uregelmæssigt formet overkant. I kælderrummet op mod gavlen er en oprindelig, muret kamin med udkraget kappe. I nordfløjen sidder kældervinduerne i smigede murhuller med en træoverligger. Vinduerne er rundpostvinduer fra 1700-tallet. Lofterne er bjælkelofter med loftsbrædder med lerindskud over. I stueetagen er interiørerne præget af de høje rums enkle rumproportioner, hvor nordfløjens stuer har brystningspaneler, samt lysningspaneler, der har fyldingsspejle med konkave hjørner, som ud fra en stilistisk betragtning må være fra moderniseringen i 1730. Hertil svarer de kraftige døre med tre fyldinger og indfatningerne med underskårne profiler, senbarokke træk. Vinduerne har hulposte, men er stadig på barok vis opdelt i to lige store rammer. Her har de ældre rammer to ruder i hver ramme, men beslåningen er gammel. I nordfløjens gang mod gården ses de blotlagte, tætliggende loftsbjælker med ældre bræddelofter imellem.
I vestfløjen, som har færre og mindre vinduer end det øvrige anlæg, er det vinduer af hulposttypen, som er det almindelige. Til gengæld sidder vinduerne i fladbuede nicher, der går helt ned til gulvene. Væggene er her uden paneler og tofyldingsdørene har indfatninger med riflinger og de kan stamme fra perioden sidste halvdel af 1700-årene. I vestfløjen er der tillige indrettet enkelte rum i tagetagen ud mod sydgavlen. Denne indretning daterer sig fra nyere tid.
Uden for holmen, hvor hovedbygningen er, ligger avlsbygningerne, som oprindeligt har været et trelænget anlæg, der var lukket om en stor gård. I dag er den 36 fag lange staldlænge med en gavlkvist midtpå samt tre stakkeluger fritliggende. Længen er i sorttjæret bindingsværk og hvide tavl med fod- og toprem, samt med løsholte, dokker og skråstivere. Markant er den tre fag brede og høje gavlkvist med to udkragede stokværk, og som er forsynet med en revleport ind til stalden og en rundbuet luge ind til tagrummet. Der er adskillige ældre vinduer, torammede med seks ruder i rammerne. Bagsiden mod øst er næsten uden åbninger. Det stejle stråtag, som afsluttes med en kvartvalm i nordgavlen, har vandret afskåret tagskæg og en halmmønning med kragtræer. Stalden er i meget oprindelig stand.
Indretningen er ligeledes meget velbevaret; her er de gamle båse af træ til svin og en særlig plads til hestene. Gulvene er støbte, mens de øksehuggede loftsbjælker er samlet over topremmen med indvendige skråstivere, de såkaldte kopbånd. Alt står hvidkalket.
I vest ligger en vognport på 12 fag bindingsværk med et ubrudt stråtag med halvvalm i nordenden. Bygningen er sammenbygget i sydenden med den store agerumslade, der i dag nu kun står med fire fag tilbage. Vognporten har ind mod gårdspladsen tre store revleporte, der er sorttjæret ligesom bindingsværket. Der er enrammede vinduer anbragt forskellige steder, hvor der har været behov for dagslys. Bygningen står på en sokkel af kløvede kampesten og bindingsværket har fodrem og gennemstukne bjælker.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi knytter sig til hele anlæggets samspil mellem borgholmen og haven sammesteds, samt voldgraven og broen over til avlsbygningerne, der stadig indrammer den tidligere lukkede gårdsplads og peger ind mod hovedbygningen på holmen. Fra Sandager kirke kan nordsiden af Sandagergård anes og den gamle nærhed mellem hovedgård og kirke fastholdes fysisk ved bygningernes eksistens.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi knytter sig til hovedbygningens traditionelle byggeskik, det store murede, stenhus fra 1600-årene med den svungne gavl og i det indre kælderens flade grathvælv og det murede, åbne ildsted. Hertil kommer den veldisponerede egetrinstrappe med tilhørende balustre samt de gennemførte snedkerinteriører med brystnings- og vinduespanellering, underskårne indfatninger og tilhørende fyldingsdøre samt bjælkelofter med videre. Det samme gælder vinduerne med rundposte eller hulpost, og fyldingsdørene, hvoraf flere har en, eller tre fyldinger, bevarede indstukne hængsler samt kasselåse. Indretningen afspejler også tidligere tiders forhold med kældrenes mange opholdsrum og magasinrum, heraf to med nedgang fra gården. På etagerne er rummenes disposition, planløsningen, med en lang fordelingsgang langs gårdsiden og de talrige stuer mod haven af kulturhistorisk værdi.
For vognporten og staldens vedkommende ligger den kulturhistoriske værdi både i den traditionelle bindingsværksbyggeskik, der her er særlig rig i sin udformning og størrelse. I det indre fortæller de ældre båse til grise og heste om tidligere tiders driftsmetoder og pladsbehov.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi knytter sig for hovedhusets vedkommende til anlæggets samlede karakter af vinkelbyggede fløje og det store, ubrudte tegltag, der er med til at samle bygningen til en uniformitet, der alligevel tillader den gamle vestfløj at have sig eget særpræg med den markante gavl, der har ornamenterede, murede bånd og svungne gavlkamme med spinkle pinakelprydelser. Vinduernes taktfaste placering i 1700-talsfløjene får modspil af vestlængens næsten middelalderlige, uregelmæssigt placerede vinduer i vestfacaden.
I det indre ligger den arkitektoniske værdi i den velbevarede planløsning, rumforløb og rumstørrelser, placeringen af den lange gang med de tætliggende bjælker mod gårdspladsen i nordfløjen, brystningspanelerne i stuerne, samt de stukindrammede ovnpladser med vindovne. Endelig har de velbevarede, traditionelle vinduer, der sidder i smigede, fladbuede murpartier med rundposte (i den gamle vestfløj) og hulpostvinduerne med lige store rammer i over- og underrammer (i nord- og østfløjen fra 1700-tallet) stor betydning for den arkitektoniske oplevelse både ude og inde.
I kældrene er de flade grathvælv, de pudsede, kalkede mure, og enkle gulve med sten, lagt på fladen i knasfuge af arkitektonisk værdi. Den arkitektoniske værdi i staldlængen og vognporten ligger for begge bygningers vedkommende i deres traditionelle, sluttede hovedform, det rige bindingsværk og de mange fag, der holdes sammen af ubrudte, stejle stråtage med kragtræer og vandret afskåret tagskæg, det sorttjærede træværk, der går igen i lemme og luger samt de hvide tavl. Staldlængen har en lukket bagside mod øst, mens al adgang og lys kommer ind fra vestsiden. I det indre, vognporten er dog ikke besigtiget indvendigt, ligger den arkitektoniske værdi i den enkle funktionsindretning og traditionelle materialeholdning.
