Aalborg er hjemsted for hovedsædet i en af landets største grossister til industri og håndværk – Sanistål. Virksomheden med 47 butikker over hele landet kan levere alt inden for VVS og VA, beslag, elteknik, værktøj, maskiner, teknik, stål og metal. Desuden har koncernen datterselskaber i Baltikum, Tyskland og Polen. I alt beskæftigede den i 2016 ca. 1.500 medarbejdere i Danmark og i datterselskaberne.

Virksomhedens historie går tilbage til 1853, men først ved en fusion i 1972 fik den sit nuværende navn. I de næste årtier voksede Sanistål sig stor ved en række opkøb og fusioner. I 2007 opkøbte Sanistål A/S beslaggrossisten Carl F. A/S, men det endte med under finanskrisen i 2008‑09 at give koncernen et tab på over en halv milliard kroner. Oven i det tabte virksomheden trecifrede millionbeløb på sin investering i konkurrenten Brødrene AO Johansen A/S.

Finanskrisen gik hårdt ud over Sanistål, der via bankerne måtte konvertere over en halv milliard kroner lånekapital til aktiekapital. Medarbejderstaben blev halveret, men effektiviseringer samt nye indkøbs- og logistikkoncepter har forbedret indtjening og soliditet.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Aalborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked