Sankt Hans Præstegård, Odense

Sankt Hans Kirke blev grundlagt i den nordligste del af middelalderbyen Odense, der dengang kun dækkede arealet fra Odense Å i syd til Nørreport i nord for enden af Nørregade. Første gang Sankt Hans Kirke nævnes i en bevaret kilde er i 1295. Johannitterne fik ved deres ankomst, omkring år 1280, til Odense overladt den gamle Sct. Mikkels Kirke. Siden er denne kirke stærkt ombygget og ændret til at være viet til Johannes. I godt 200 år var kirke og kloster en helhed, men det ophørte ved reformationen i 1536.

Bygningen, Sankt Hans Præstegård, blev opført omkring 1450 som hospital til Johannitterklosteret, og er det eneste af Johanitterordenens hospitaler, som er bevaret. Bygningen var et stokværk højt med en anseelig østgavl. I de første år efter reformationen vedblev hospitalet at tjene sit oprindelige formål. Men i 1541 udstedte Kong Christian III (1503-1559) et kongebrev, hvori der stod, at hospitalet, som lå på Sankt Hans Kirkes Kirkegård, skulle omdannes til protestantisk præstegård til evig tid.

Fra et kobberstik fra 1580´erne ved man, at der foruden sognepræstens bolig på hjørnet ved Nørregade var en kapellanbolig og orgelmesterens hus, som var sammenbygget med præsteboligen. I 1631 lod man opføre flere udlænger i bindingsværk til præsteboligen. Udlængerne rummede køkken, spisekammer, bryggers og værelser til tyendet samt lo og stald.

I 1636 lod man præstegården istandsætte, herunder lod man præsteboligen og de øvrige udlænger forhøje til to stokværk. Flere gange i 1600- og 1700-tallet blev præstegården renoveret, idet den var i en meget brøstfældig stand. I begyndelsen af 1800-tallet blev stråtaget erstattet af et tegltag, og i 1830 blev præstegården atter istandsat. Der blev isat nye vinduer samt nye døre to steder, og i sidelængen mod Nørregade blev der opført en ny dobbelt skorsten, der kom nye vinduer i og i baghuset blev der indrettet et nyt hønsehus og dueslag. I det to haver, som hørte til præstegården, blev stakittet i haven flyttet således, at porten kom til at være i gården og ikke som før i haven.

I 1892 havde man atter planer om ombygning af præstegården. Sidelængen langs Nørregade, der rummede porten, skulle fjernes ligesom udhuset langs med Strædet og nabobygningen mod kirkegården. I 1893 var istandsættelsen blevet gennemført med undtagelse af nedrivningen af sidefløjen, som dog havde fået nedlagt porten. Samtlige bygninger, der før havde stået pudsede og kalkede fik fremdraget det blanke, røde murværk.

Imidlertid fandt man, at præstegården var dyr at bebo, dyr at vedligeholde og særdeles upraktisk indrettet, og derfor udarbejdede arkitekt N. Jacobsen et forslag til en ombygning af præstegården, der blev udført i 1906. Hovedskillerummet måtte nybygges, da det gamle viste sig at være af bindingsværk med ubrændte sten, nye tagbjælker blev indlagt i stedet for de gamle, delvist forrådnede og nye vinduer blev isat i hele bygningen. Sidelængen blev nedbrudt, og muren og udhuset ud mod Nørregade blev opført i stedet. Hovedindgangen, som før havde været i midten af sydsiden ud mod kirkegården, blev flyttet til sin nuværende plads inde i gården. Vinduerne fik fladrundbuede afslutninger, de tre blændinger i østgavlen blev fremdraget, en ny karnap mod vest blev opført ud mod haven, og det indre praktisk talt helt forandret. Deriblandt blev trappen, som tidligere havde været en toløbstrappe placeret i det nordøstre hjørne flyttet til nordsiden og udført som en ligeløbstrappe. I stueetagen blev skillevæggene imellem stuerne mod syd flyttet, og i den vestre stue blev der foretaget en større muråbning ud mod den nyopførte karnap, ligesom en mindre døråbning fra køkkenet placeret i det nordvestre hjørne gav forbindelse til et spisekammer og et anretterrum også i karnappen. På første sal blev hovedskillevæggen ført igennem hele bygningen og en ny rumstruktur blev etableret, herunder en smal gang mod vest, hvorfra der blev adgang til altanen ovenpå karnappen, ligesom der blev etableret et gæstetoilet og et badeværelse i det nordøstre hjørne.

I 1936 fik bygningen sin sidste udvendige forskønnelse, idet der ud mod kirkegården kom en teglstensmur som afløsning for et plankeværk af brædder.

I 1995 blev trapperummet delt i to rum, således at der opstod et lille rum foran bagdøren, der blev lagt nye bræddegulve i stueetagen og badeværelset på første sal blev renoveret. I år 2000 fjernede man uden styrelsens godkendelse gruekedlen, der var i udhuset, samt lod opføre et halvtag foran udhusets sydside.

Sankt Hans Præstegård er en fritliggende bygning, der ligger i Nørregade umiddelbart nord for Sankt Hans Kirke. Sankt Hans Præstegård ligger med østgavlen i skel mod fortovet og sydsiden i skel mod kirkepladsen i det sydøstre hjørne af en aflang grund. Grunden indhegnes af teglstensmure, der i grundens nordøstre hjørne, langs strædet, støder op til et udhus.

Sankt Hans Præstegård er en toetages, grundmuret bygning med et teglhængt, rødt heltag. Hver gavl afsluttes af en skorstenspibe, og også midt i rygningen er en skorstenspibe med sokkel og gesims i røde sten. Bygningen er opmuret i røde sten og dele af murværket stammer fra bygningens opførelsesår i midten af 1400-tallet. I soklen indgår der enkelte steder granitsten og øverst afsluttes langsiderne af en muret gesims. I østgavlen er nederst en dobbeltfalset, fladbuet niche, herover en dobbelt savtakket frise, som også i en enkelt række ses på nordsiden, samt tre spidsbuede nicher samt to cirkulære nicher. I nordsiden er en dobbeltfalset, fladbuet døråbning, hvori der sidder en ældre, brun, tofløjet fyldingsdør med små ruder øverst samt en rundbuet døråbning med en enkeltfløjet dør af samme type som hoveddøren. Foran begge døre ligger der granittrin. Vinduerne er ældre, hvide, korspostvinduer med små ruder, som sidder i fladbuede vinduesåbninger med pudsede, tilbageliggende blændingsfelter. Kældervinduerne mod gården er afskærmet af sortmalede smedejernsværn. I samtlige facader er der murankre og mod øst er de udformet som årstallet 1636. Vestgavlen er påbygget en nyere, enetages, grundmuret karnapbygning med fladt tag, hvorpå der er en tagterrasse med bræddebelægning på gulvet. En nyere, enfløjet, koblet dør med små ruder fører fra hovedbygningens vestgavl ud til terrassen. Karnapbygningen er opført i røde sten, og murene afsluttes af en savsnitsgesims. I siderne afsluttes murvangerne af to rækker røde tagsten, og mod syd er et enkelt jernværn. I karnapbygningen er en nyere, enfløjet fyldingsdør med små termoruder og et nyere, opdelt, buet overvindue. På hver side af døren er et ældre, todelt, smårudet vindue med buet overkant. Ved siden af dørpartiet er et ældre, etrammet, smårudet vindue.

Hovedbygningen anvendes til beboelse, og planløsningen er stort set fra ombygningen i 1906, dog er store dele af den asymmetrisk placerede langsgående hovedskillevæg bevaret. I stueetagen er der en forstue, en garderobe, et gæstetoilet, et venterum, et trapperum, en baggang og et køkken mod nord, mens der mod syd er fire stuer en suite, hvoraf den vestligste stue dels ligger i hovedbygningen dels i karnapbygningen. Hovedtrappen, der er en toløbstrappe fra 1906, fører op til første sal, der indeholder en stor repos, fem værelser, et gæstetoilet samt et badeværelse, og videre op til tagetagen, som foruden to værelser i hver gavl rummer et uudnyttet tagrum, hvor tagkonstruktionen er synlig sammen med undertaget af banevarer. Under hovedtrappen giver en kældertrappe adgang til et par kælderrum. Indvendigt fremtræder præstegården med et traditionelt materialevalg, herunder brædde- og klinkegulve, i kælderen er gulvene støbte, og vægge og lofter er pudsede uden stukkatur. Der er bevaret en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter. Nogle af vinduerne er forsynet med koblede rammer og foran andre er der forsatsvinduer.

Hegnsmurene er opført i røde munkesten, i krydsforbandt, og afsluttes øverst af to rækker røde tagsten. Mod kirkepladsen og Nørregade er muren på ydersiden udsmykket med en savsnitsfrise, mens den mod strædet afsluttes af et standerskifte. Mod Nørregade er muren forhøjet ind mod hovedbygningen omkring en rundbuet døråbning, hvori der sidder en nyere, lakeret revledør. Mod strædet er en fladbuet åbning, hvori der er en ældre, rødbrun, tofløjet revleport.

Udhuset er en enetages, grundmuret bygning med muret gesims og opskalket, afvalmet heltag, hvori der er et par ældre tagvinduer. I rygningen ses en skorstenspibe med sokkel og gesims, opført i røde sten ligesom udhuset. Mod Nørregade er en portåbning, hvori der er en nyere, elektrisk, foldeport. Mod gården er i alt fire ældre revledøre. Der er vinduer både mod gården og mod strædet, og de er ældre, et- eller torammede med mindre ruder. Mod strædet er vinduerne forsynet med strukturglas og jerntremmer, og på ydersiden er der foran hvert vindue opsat en plexiglasrude til forebyggelse af hærværk. Samtlige døre og vinduer er malet rødbrune. Mod gården er udhuset påbygget et halvtag med røde bølgeplader.

I det indre har udhuset bevaret en ældre grundplan med en garage mod øst, et rum i midten ved skorstenen, hvor gruekedlen oprindeligt stod, samt et lille depotrum og et das mod vest. Udhuset har en traditionel materialeholdning med støbte gulve samt støbte og hvidkalkede vægge og lofter. I depotrummet er der åbent op til kip og dermed adgang til tagrummet, hvor den ældre tagkonstruktion er synlig ligesom undertaget af banevarer. Tagkonstruktionen er eventuelt fra 1600- eller 1700-tallet, idet bladningerne tyder herpå.

Den miljømæssige værdi ved Sankt Hans Præstegård knytter sig til beliggenheden i Nørregade, hvor hovedbygningen med hegnsmure og udhus på grund af sin materialesamhørighed udgør en samlet og harmonisk helhed, der er med til at opretholde Odenses middelalderlige bydel. Hovedbygningen er med sin placering med til at definere gaderummet, og sammen med hegnsmuren mod syd afgrænser den pladsen, som omgiver den nærliggende Sankt Hans Kirke og Odense Slot. Mod nord opretholder muren det smalle stræde, der udgår fra Nørregade. Sankt Hans Præstegård er med hegnsmurene og udhuset således en vigtig del af det meget helstøbte kulturmiljø omkring kirken og slottet.

Sankt Hans Præstegårds kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningens beliggenhed, der oprindeligt var i udkanten af den gamle kirkegård, som omgav kirken. Dette vidner om, at bygningens oprindelige funktion var et hospital, hvor de fattige og syge boede, idet datidens hopitaler netop blev opført i skellet ind mod kirkegården, så fattiglemmerne kunne bistå med at passe denne.

Hertil kommer, at hovedbygningen har bevaret sine oprindelige ydre mål fra senmiddelalderen. Dette understøttes af det bevarede middelalderlige murværk i munkeskifte, der i østgavlen ses i det store fladbuede midtervindue, de tre spidsbuede højblændinger, hvoraf den midterste er højere og bredere end de to andre, samt i de to små rundblændinger øverst oppe. Gårdsiden mod nord står med det meste af det oprindelige murværk med rester af et enkelt savskifte i den gamle gesimshøjde, der viser, at bygningen oprindeligt kun var én etage høj. I sydsidens murværk er bevaret en karm og en del af en fladbuet afdækning, som sammen med de lidt bredere murpiller på midten vidner om, at bygningens oprindelige hovedindgang vendte ud mod kirkepladsen.

At murværket ud for første sal er muret i krydsskifte vidner om præstegårdens forhøjelse i begyndelsen af 1600-tallet.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi knyttet til bygningens funktion som præstegård, da det er enestående, at bygningen kontinuerligt har fungeret som bolig for Sankt Hans Kirkes præst, hvilket den har gjort siden 1541.

Ligeledes er der kulturhistorisk værdi knyttet til skorstenspibernes placering ved gavlene, der sammen med vinduernes fladbuede åbninger vidner om, at her er tale om en bygning med en anseelig alder.

Hertil kommer udhuset, der i kraft af sin sekundære funktion beretter om datidens levevis med depot og vaskehus, hvilket den bevarede skorsten i det midterste rum vidner om, samt det lille lokum i rummet mod sydvest.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning, hvilket hovedsageligt gælder den asymmetrisk placerede, langsgående hovedskillevæg. Hertil kommer de ældre bygningsdetaljer, hvor de enfløjede fyldingsdøre med tre fyldinger i kraft af deres udformning og store bredde vidner om at de er fra første halvdel af 1700-tallet, mens de bevarede indstukne hængsler er fra midten af 1800-tallet. Hertil kommer den fint forarbejdede hovedtrappe, der sammen med de høje, tofløjede fyldingsdøre med kannelerede gerichter i stueetagen vidner om ombygningen i begyndelsen i 1906.

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den markante skalaforskel mellem præstegården og Sankt Hans Kirke, hvor præstegården underlægger sig kirken. Dette stemmer overens med, at den er opført som en sekundær bygning. Men samtidig er der et tilhørsforhold imellem de to bygninger, selvom der i kirken tillige er anvendt gule teglsten.

Sankt Hans Præstegård fremstår som en kraftfuld og sluttet bygning med gedigne teglstensmure og teglhængt heltag med stort set ubrudte tagflader. Bygningens murstensdetaljer giver præstegården et elegant og fornemt ydre, som understreges af den enkle materialeholdning og den taktfaste vinduessætning. Vindues-åbningernes fladbuede og tilbageliggende blændingsfelter og de hvidmalede vinduers spinkle sprosser er med til at fremhæve bygningens tyngde og de djærve, røde teglstensmure.

Præstegårdens samlet set gedigne og homogene udtryk understreges ved den konsekvente brug af røde teglsten i både hegnsmure og udhus. Hegnsmurene er opført af munkesten muret i krydsforbandt, hvilket giver en samhørighed med hovedbygningen, omend der er flere århundreder imellem deres opførelsesår. Krydsforbandtet gentages i udhuset, og anvendelen af normalsten påviser, at bygningen er opført i nyere tid. Detaljerne forefindes stadig selvom udhuset er en sekundær bygning, hvilket gælder de brændte fuger, den retkantede, murede gesims, det elegant opskalkede og afvalmede heltag samt skorstenspiben med sokkel og gesims. Materialevalget og -bearbejdningen giver således præstegården et harmonisk og helstøbt udtryk.

I hovedbygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den traditionelle fremtoning i de højloftede en suite beliggende stuer, hvor de dybe og fladbuede vinduesåbninger understreger bygningens anseelige alder. Det aflange og gennemgående trapperum er yderligere med til at give det indre en herskabelig fremtoning.

Læs videre om

• Bankegården, Åsum
• Sanderumgård, Tankefuld og Sommerlyst
• Sankt Clara Klostrets kælder, Odense

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen