Sankt Knuds Kloster
.

Sankt Knuds Kloster ligger på Klosterbakken 2 og Klingenberg 18 i Odense Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Sankt Knuds Kloster blev opført omkring år 1100 i forbindelse med Knud den Helliges skrinlæggelse, hvor Erik Ejegod indkaldte tolv benediktinermunke fra det engelske kloster Evesham, som skulle passe kulten omkring Knud den Hellige. Det første kloster var antagelig en frådstensbygning, der lå syd for domkirken, der ligeledes var opført i frådsten. Anlægget blev siden udbygget og stod som et firefløjet anlæg i senmiddelalderen med flere mindre bygninger omkring. Bygningerne blev kraftigt fornyet i slutningen af 1400-tallet i forbindelse med opførelsen af den nye teglstenskirke, Sankt Knuds Kirke, som den står i dag. Klostrets bygninger var anlagt omkring en klostergård med en korsgang, der omkransede gården og førte ind i kirken. Sankt Knuds Kloster ejede store jordbesiddelser op gennem middelalderen og var ved Reformationen særdeles velhavende. Klosteret beholdt sin katolske styring frem til 1571, hvor den aldrende prior, Christiern Poulsen, lod sig pensionere, hvorefter klosteret sammen med Dalum Kloster blev omdannet til len for kongens kansler.

I 1623 blev østfløjen, der allerede havde fungeret som Konsistorium, indrettet til Odense Gymnasium. Klosteret forfaldt og en del af vestfløjen, der var nærmest kirken blev revet ned i 1630erne. Også da de svenske tropper besatte og plyndrede Odense i 1658 blev klosteret svært medtaget. Klosteret blev købt af den fynske landsdommer Jens Lassen i 1664, der forpagtede det ud. I løbet af 1700-tallet havde klostret skiftende ejere, og jorden blev udlagt til ryttergods. På dette tidspunkt var dele af sydfløjen blevet revet ned. Den nuværende Konsistoriebygning, den nordlige del af østfløjen, blev opført i 1726 på mure og fundamenter af de middelalderlige klosterbygninger.

Gennem 1800-tallet blev klostret ombygget og blev udvidet med flere tilbygninger, der slørede det oprindelige bygningskompleks. Klosteret rummede i denne periode en fabrik samt boliger for ejeren, tjenestefolk og en del af fabrikkens arbejdere. I begyndelsen af 1900-tallet husede klostrets bygninger således lager, værksted, stald og sløjdskole samt Brandt Klædefabriks Skole, men den 23. juni 1913 udbrød der brand om natten, og da branden var under kontrol om morgenen var bygningerne udbrændt så kun murene stod tilbage. Dog var Konsistoriebygningen fra 1725 ikke berørt af branden. I 1916-1919 blev klosteret genopført i sin nuværende skikkelse. Det blev tegnet af arkitekten Valdemar Schmidt, der opførte klostrets bygninger i nationalromantisk stil og inkorporerede samtidig så meget som muligt af det middelalderlige murværk, der var tilbage efter branden. Sankt Knuds Kloster rummede herefter Odense Centralbibliotek i mange år samt andre mindre institutioner, herunder Ensomme Gamles Venner, Lokalhistorisk Arkiv og Sct. Nicolaitjenesten.

Konsistoriebygningen blev istandsat af Creo Arkitekter i 2010-2013.

Beskrivelse

Sankt Knuds Kloster ligger i centrum af Odense. Klosterbygningerne er sammenbygget med Sankt Knuds Kirke, der er Odenses domkirke. Bygningen huser dels kirkekontor med tilhørende mødelokaler og Historiens Hus, der er fællesbygning for Odense Stadsarkiv og Lokalhistorisk Bibliotek.

Sankt Knuds Kloster er et firefløjet anlæg med Sankt Knuds Kirke som den nordre fløj. Alle klostrets fløje er opført på fundamenter og rester efter det middelalderlige Sankt Knuds Kloster, der brændte i 1913. Anlægget omkranser en brolagt gård, der åbner sig ud mod Klosterbakken. Østfløjen består af to bygninger, nordligst ligger Konsistoriebygningen fra 1755 og mod syd en nyere fløj, der ligesom de øvrige fløje mod vest og de korte udløberfløje mod syd og nord, er opført efter branden i 1913. Umiddelbart syd for anlægget er en lille klosterhave med stisystemer og hækomkransede bede. Øst og syd for klosteranlægget er et parkområde med græsplæner ned til Odense Å.

Konsistoriebygningen er en grundmuret, ni fag lang, enetages længe med et rødt teglhængt heltag. I rygningen er en ældre skorstenspibe med sokkel og krave, og i begge tagflader er isat flere nyere, jerntagvinduer. De tre midterste fag er fremhævet i en toetages, gennemgående risalit, der øverst afsluttes af en trekantfrontispice. Den er yderligere fremhævet gennem kvaderpudsning og murede lisener. Mod gården står bygningen i gul, blank mur af flensborgsten med en pudset hovedgesims, mens den mod parken er pudset og kalket jernoxidgul. Alle muråbninger har forkrøppede indfatninger, der er pudsede mod gården og kalkede mod parken.

Hovedindgangen mod gården er en ældre, tofløjet dør med bosserede fyldinger. Indgangen er fremhævet af en svungen supraporte af puds, der indrammer Christian IVs monogram. Vinduerne er krydspostvinduer, sandsynligvis fra omkring 1913, med seks ruder i hver ramme. Dog har vinduerne i øverste etage kun fire ruder i de øverste rammer. Samtlige vinduer er malet grå. De øvrige bygninger i klosteranlægget er opført i rød, blank mur på en sokkel af granit eller kampesten. Bygningerne er kendetegnet ved kamtakkede gavle, murede hovedgesimser med kantstillede sten samt fladbuede vinduer og døre sat i spids- eller rundbuede murblændinger. I det bevarede middelalderlige murværk ses spor efter blændinger. Tagene er alle hængt med røde vingetegl, enkelte mindre tagflader er hængt med munke og nonner. I sydfløjens rygning ses en oprindelig udluftningsskorsten til bygningens centralvarmeanlæg. Tilsvarende udluftningsskorstene er integreret i de kamtakkede gavles toptakker. Dørene er lakerede egetræsdøre fra opførelsestidspunktet, heraf er nogle udført med fyldinger. Vinduerne er primært fladbuede trævinduer med blyindfattede ruder eller opsprossede med små ruder. Vinduerne er malet brune. Samtlige vinduer er fra opførelsen i 1913.

I Konsistoriebygningens indre ligger en gennemlyst sal mod nord, hvorfra der er indgang til kirken. Den midterste del har bevaret en gennemgående hovedskillevæg og er indrettet med køkken og bagtrappe mod parken, mens mindre rum og entré med hovedtrappe vender mod gården. Den sydlige del af bygningen er ligeledes optaget af en stor gennemlyst sal. Tagetagen er indrettet til mødelokaler og kontorer. Via en nyere betonspindeltrappe er der nedgang til kælderen, hvor det bevarede murværk fra det middelalderlige kloster er synligt. Gennem hele Konsistoriebygningen er primært en traditionel materialeholdning med nye bræddegulve, nyere ølandsflisegulve, ældre parketgulve, pudsede og vægge og lofter, heraf nogle med stukkatur, ældre barokdøre med tilhørende gerichter samt døre og gerichter lavet i kopi af ældre forlæg. Flere vinduer og døre sidder i dybe, fladbuede murnicher. Hovedtrappen er ny, men tilpasset bygningens traditionelle materialeholdning og barokke stiludtryk, mens bagtrappen er ældre med drejede balustre og håndliste. I tagetagen er materialeholdningen ligeledes nyere, men traditionel, og den ældre tagkonstruktion er bevaret og fremstår synlig i interiøret.

Der er indgang til den øvrige del af Sankt Knuds Kloster gennem hovedindgangen i sydfløjen, der ligger i den lave stueetage. Klostrets stueetage er primært indrettet til kontorer, arkiv, opbevaringsrum, køkken og personalerum. Disse rum har gulve med tæppebeklædning, klinkegulve eller gulve beklædt med vinyl, vægge i blankt, rødt murværk og malede murstensvægge eller pudsede vægge og lofter, hvoraf nogle lofter er beklædt med akustikplader. Enkelte lofter er udformet med brede monierlignende hvælv. Flere steder sidder vinduerne i dybe nicher og er udført med detaljerige, profilerede indfatninger og vinduesplader. De gennemlyste rum har klassisk udformede piller med base og kapitæler. Dørene er fyldingsdøre fra 1916-1919.

I klosterets første etage findes de rum, der var tænkt til brug for offentligheden, herunder hovedtrappen og de ribbehvælvede rum i østfløjens sydlige del og sydfløjen, der er optaget af den store bibliotekssal med et forhøjet bjælkeloft, der giver en ekstra stor loftshøjde til rummet. I salens vestlige ende er en balkon. Den vestlige fløj rummer ligeledes et trapperum, en forsamlingssal og en sekundær indgang. Rummene på første etage er præget af en ældre og traditionel materialeholdning med et udpræget nationalromantisk udtryk i en lidt dunkel og varm farvesætning. Træværket er primært malet mørkebrunt med malede borter i lysere farver, gelændere og lampeophæng er af detaljerigt smedejern. Flere steder er vindueslysninger og muråbninger dekoreret med malede borter. I sydfløjens store sal ses den oprindelige, brune flisebeklædning omkring det gamle centralvarmeanlægs udblæsningsriste. Enkelte af de tofløjede døre har fladbuede dørstykker af træ med udskårne tekststykker og hvid- og guldstafferet ornamentik. Væggenes malede dekorationer blev udført af maleren Jens Møller-Jensen ved bygningens opførelse.

Tagetagerne er åbne og uudnyttede og anvendes til opbevaring. Der er ældre bræddegulve og tagene er understrøgne. De oprindelige tagkonstruktioner i er ligeledes synlige. Kælderen under fløjene rummer toiletfaciliteter og opbevaringsrum, her ses også de rum og gange, hvor klostrets oprindelige centralvarmeanlæg har været installeret. Overalt i klosteranlægget er det middelalderlige murværk bevaret og inkorporeret i den nyere bygning fra 1916-1919. I dette murværk ses ældre blændinger, murstik og gemmenicher.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Sankt Knuds Kloster knytter sig til anlæggets beliggenhed midt i Odense og til den nære sammenhæng med Sankt Knuds Kirke og Klosterhaven, der tilsammen danner et særdeles værdifuldt kulturmiljø. Hertil kommer den store, brolagte gård, beplantet med enkelte træer, som med kirken og de omgivende fløje danner et særdeles stemningsfuldt gårdrum.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Sankt Knuds Kloster knytter sig til det samlede anlæg og sammenbygningen med Sankt Knuds Kirke, der stammer fra anlæggets oprindelse som benediktinerkloster med tilknyttet klosterkirke. Herved er Sankt Knuds Kirke den eneste domkirke i Danmark, hvor klosteranlægget fra kirkens opførelse endnu er bevaret. Det bevarede middelalderlige murværk har ydermere mange blændinger og spor efter ombygninger, der afspejler bygningernes oprindelse i middelalderen samt anlæggets lange udviklingshistorie. Hertil kommer Konsistoriebygningen, opført i senbarok stil, særligt karakteriseret ved det overordnede symmetriske udtryk, gårdfacadens fremhævede midtrisalit med høj frontispice, de kvaderpudsede hjørner og de forkrøppede indfatninger omkring muråbningerne. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til forskellen mellem den repræsentative facade mod gården og den mere enkle, gulkalkede side mod parken. Denne kontrast mellem facade og parkside er karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ mod gaden.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi i Konsistoriebygningen sig til de bevarede dele af den ældre planløsning fra ombygningen i 1755 og til de traditionelle og ældre overflader, herunder brædde-, parket- og ølandsflisegulve, pudsede vægge og lofter, stukkatur samt alle bevarede bygningsdele og -detaljer, herunder døre, gerichter, beslagværk og panelering, der primært stammer fra den gennemgribende ombygning i 1755. Hertil kommer bygningens middelalderlige oprindelse, der aflæselig i de bevarede middelalderlige bygningsdele i kælderen og i de dybe fladbuede vindues- og dørnicher i bygningens tykke ydermure.

I det øvrige anlæg, Historiens Hus, knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens udførelse i nationalromantisk stil, hvor arkitekten Valdemar Schmidt på fornem vis integrerede de bevarede dele af det middelalderlige klosteranlæg, og hvis romanske stil han videreførte i de nye bygninger. Ligeledes lod han de nye bygninger opføre på størstedelen det gamle klosters fundamenter, hvorved det oprindelige klosters dimensionering stort set blev retableret. Herved er anlæggets middelalderlige oprindelse stadig tydeligt aflæselig i bygningerne opført i 1916-1919.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til indretningen fra anlæggets opførelse i 1900-tallets begyndelse, hvor rummene ikke var beregnet på en specifik anvendelse, men skulle kunne tilpasses den funktion ejeren, Odense Kommune, på sigt valgte at placere i bygningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de bevarede dele af det middelalderlige murværk, blændinger og nicher og måden, hvorpå delene er integreret i den nye bygning. Arkitekten Valdemar Schmidt har arbejdet videre med de middelalderlige dele og i nationalromantisk stil formgivet den nye bygning i et romansk formsprog. Dette kommer til udtryk gennem de talrige større og mindre detaljer, herunder ribbehvælvene i østfløjen den centralt placerede, bærende granitsøjle, bjælkelofterne med kopbånd, de fladbuede dør- og vinduesåbninger, murværkets detaljering, væggenes og hvælvenes malede dekorationer i et formsprog, der minder om middelalderens kalkmalerier, den oprindelige, let dunkle farvesætning i bibliotekssalen, smedejernsgelændere samt de udskårne og bemalede dørstykker. Hertil kommer den gedigne materialeholdning i træ, pudset murværk, granit og udskåret træværk. Endelig kommer de bevarede dele efter det oprindelige centralvarmeanlæg, hvor ristene til varmecirkulationen er synlige flere steder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Sankt Knuds Kloster knytter sig i det ydre til det samlede anlæg, hvor fløjene, bygget på forskellige tidpunkter, samles til en harmonisk helhed gennem den ensartede farve og materialeholdning i blankmur i røde mursten, munkesten, flensborgsten samt til de røde, teglhængte tage. Denne samlende materialeholdning skaber herved en gennemført sammenhæng med Sankt Knuds Kirke. Hertil kommer Konsistoriebygningen, der med sin symmetriske opbygning, det fremhævede midterparti, de forkrøppede vinduesindfatninger og den høje frontispice får et herskabeligt og imposant udtryk. I det øvrige klosteranlæg knytter den arkitektoniske værdi sig til det røde, blanke murværk, de ubrudte tagflader og det overordnede romanske stiludtryk, hvor de middelalderlige bygningsdele og bygningerne i romansk stil fra 1913-1916 forenes til en gennemarbejdet og fornem helhed.

Arkitekten Valdemar Schmidt formåede i Sankt Knuds Kloster mesterligt at sammenføje middelalderbygningerne med sin samtids arkitektur samtidig med, at han elegant inkorporerede de moderne funktioner. I det ydre afspejler dette sig i udluftningsskorstenen, der er indbygget i de kamtakkede gavle eller er udformet som store blokskorstene. Det samlede klosteranlæg og Sankt Knuds Kirke fremstår således som et helstøbt og stærkt klosteranlæg i Odenses ældste bykerne, hvor bygningerne i kraft af den traditionelle klosteropbygning med kirke, klostergård og klosterfløje, den ensartede materialeholdning og den rige, gennemførte detaljering står som et værdifuldt og stemningsmættet bygningsanlæg, der levende fremmaner forestillingen om stedets oprindelige, middelalderlige kloster.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi i Konsistoriebygningen sig til interiørets lyse og lette stemning, der fremkommer i kraft af den lyse farveholdning og kombinationen af de ældre, senbarokke bygningsdele, den høje håndværksmæssige standard og den overordnede, traditionelle materialeholdning. Særligt skal konsistoriesalen, der har direkte adgang til kirken, fremhæves idet det parketgulvene, det rigt detaljerede stukloft, paneler og fyldingsdøre giver rummet et udpræget herskabeligt udtryk.

I det øvrige klosteranlæg knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre til de forskelligartede interiører varierende fra de hvælvede rum med stemningsmættede malerier over sydfløjens store, gennemlyste sal med balkon, til trapperummene og de mindre kontorer. Disse rum fremstår med en gennemarbejdet detaljering blandt andet i de udskårne kopbånd og det bemalede kassetteloft i den store sal samt de talrige, effektfulde murdetaljer i trapperum og ved vinduesfalsene. Den gennemarbejdede detaljerigdom og den høje håndværksmæssige standard gør, at rummene fremstår med et udtryk, der fornemt forener den romanske stil med samtidens modernitet i 1900-tallets begyndelse. Den mesterlige sammenføjning af det bevarede middelalderlige murværk og de middelalderlige bygningsdetaljer med det nyere interiør gør, at bygningskompleksets middelalderlige oprindelse er tilstedeværende næsten overalt i det indre. Således står Sankt Knuds Klosters bygninger fra 1900-tallets begyndelse med et sjældent helstøbt og gedigent udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links