Sankt Peders Kirkeplads 3 og Kirkestræde 3 ligger på Sankt Peders Kirkeplads 3 og Kirkestræde 3 i Næstved Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Det ældste parti af forhuset mod Sankt Peders Kirkeplads er de fem østlige fag, der er opført ca. 1606. Før 1682 blev det forlænget med 6 fag og gavlen mod Kirkestræde. Sidehuset mod Kirkestræde er sandsynligvis opført samtidig. Brandtaksationen i 1736 nævner en vestre længe mod strædet på fem fag i et stokværk, der antagelig er blevet forhøjet før 1761 og forlænget med 1 fag mellem 1827 og 1867. Indtil da havde der været en slippe ind til gården mod naboen, Hornemanns Gård. Det fritliggende sidehus i gården er formentlig opført i 1668, samtidig med den nu nedrevne Oberst Schwanes Gård. I 1800-tallet blev forhuset ændret således, at gennemkørselsporten blev erstattet af en dør i det andet fag fra højre og endnu en dør blev isat i femte fag fra højre. En tegning af professor H. Storck og ældre fotos viser dette udseende. Gavlen mod Kirkestræde stod endnu omkr. 1870 i bindingsværk, men blev omkr. 1900 grundmuret. Kirkestræde 3 blev restaureret 1884-85 og Kirkepladsen 3 i 1945 ved arkitekt Johannes Tidemand-Dal for revisor Hulbæk. 2002-05 restaurerede den nye ejer længen mod Kirkestræde og indrettede lejligheder i loftsetagen.

Beskrivelse

Bygningen er en hjørnebygning, der ligger lige nord for Sankt Peders Kirke, centralt i Næstveds gamle bykerne. I gården ligger et smalt, fritliggende sidehus opført i bindingsværk. Sankt Peders Kirkeplads 3 og Kirkestræde 3 er et hjørnehus. Forhuset mod Sankt Peders Kirkeplads er opført i rødt opstreget bindingsværk med murede tavl i rødt murværk, det står på en sokkel af tilhugne syldsten. Første sal er udkraget og bæres af dekorativt udskårne knægte. I stueetagens to østligste fag er der en portåbning, der er lukket med et træparti opdelt i to døre, en med gennemgang til gården og en med indgang til opgangen. Der er et udskåret tekstbånd i overliggerbjælken over portåbningen mod Sankt Peders Kirkeplads. Første etage har et højt styrterum med gennemstukne bjælker over vinduesrækken. Mod Kirkestræde er forhusets gavl opført i glatpudset grundmur. I Stueetagen er der isat nyere butiksvinduer, herover er der en enkel frise under en femfags vinduesrække og gavlen afsluttes øverst af en bred hovedgesims med tandsnit. Sidehuset langs Kirkestræde er ligesom forhuset opført i rødt opstreget bindingsværk med murede tavl i rødt murværk, første sal med højt styrterum og gennemstukne bjælker er ligeledes udkraget. I stueetagen er der isat store butiksvinduer samt en indgangsdør. Både forhus og sidehus har et afvalmet heltag af røde vingetegl med tre tagvinduer mod Kirkestræde og i alt tre skorstene med sokkel og krave. Vinduerne der vender mod Sankt Peders Kirkeplads er tofløjede og småsprossede og af ældre dato. Vinduerne mod Kirkestræde er trerudede og tofløjede af nyere, men traditionel type. På gårdsiden er bindingsværket i forhuset mod Sankt Peders Kirkeplads hvidt opstreget, mens sidehuset mod Kirkestræde er står i hvidpudset grundmur. I tagfladen sidder tre kviste: en på forhuset og to på sidehuset. I det indre er stueetagens butikker præget af nyere indretning og overflader. I loftsetagen er der i nyere tid indrettet en lejlighed med nyere overflader, den ældre tagkonstruktion er synlig og velbevaret. Der er ældre fyldingsdøre i opgangen. Det smalle, fritliggende sidehus i gården er opført i to etager af bindingsværk med højstolper, tavlene er gulkalkede og udført af munkesten. Højstolperne står på høje utilhugne marksten, mens resten af soklen er af mindre marksten. Heltaget er dækket af røde vingetegl og er afvalmet mod nabobygningen. Første etages vinduer er tildækket med plader, i stueetagen er der to indgange: en tofløjet revledør i midterste fag og en bræddedør i faget nærmest nabobygningen. Stueetagens eneste vindue mod gården er tilskoddet med midlertidige skodder.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Sankt Peders Kirkeplads 3 knytter sig til bygningens sammensatte facade af rent bindingsværk og pudset grundmur, der gør at bygningen bidrager stærkt til den bygningsmæssige mangfoldighed, som udgør den ældste del af Næstveds bykerne omkring Sankt Peders Kirke. Hertil kommer det interessante materialemæssige spil, der opstår mellem Kirkepladsen 3 og nabohusets facade, Næstved gamle Rådhus, der er opført i blankt murværk af munkesten.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi i Sankt Peders Kirkeplads 3 og Kirkestræde 3 knytter sig til bygningens konstruktion i bindingsværk, hvor man i bindingsværket mod Kirkepladsen kan se, at bygningen er opført i flere omgange: dels på de sidestillede hjørnestolper midtfor bygningens facade, men også på den forskelligartede udsmykning af knægtene. Yderligere viser det for Sjælland meget kraftige tømmer, at der her har været tale om en fin bygning beliggende på en af de fornemmeste adresser i det ældste Næstved. Det fritliggende baghus har højstolper, hvilket vidner om bygningens høje alder, idet denne type bindingsværk var almindeligt anvendt i baghuse opført i 1600-tallet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for Sankt Peders Kirkeplads 3 og Kirkestræde 3 knytter sig til det kraftige bindingsværk med udskæringer og mønstermurede tavl i rød blank mur, samt til det afvekslende udtryk mellem bindingsværksfacaderne og den hvidpudsede gavls lette og enkle udsmykning med frise og gesimser. Forhusets og sidehusets ligheder og forskelle samles harmonisk af de næsten ubrudte tagflader af røde vingetegl. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig også samspillet mellem forhusets opstregede bindingsværk med mønstermurede tavl og til sidehusets hvidpudsede murværk. I det indre knytter den arkitektoniske værdier sig til den fritliggende tagkonstruktion samt til de ældre fyldingsdøre, gerichter og paneler.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links