Sankt Peders Stræde 17, København

Byen, som slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i 1807. Selvom det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, findes der næsten ingen bygninger fra denne periode. Branden i 1728 var størst: ca. 1600 af byens 4100 huse brændte, samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold og trængte tværs igennem byen til Gothersgade. I 1795 opstod ilden på Gammelholm, og Sankt Peders Stræde nedbrændte næsten totalt under bybranden. Derfor rummer gaden homogene husrækker med mange nyopførte ejendomme fra tiden efter bybranden, og ejendommene bærer ved deres størrelse og udformning præg af, at det var småkøbmænd og håndværkere, som lod dem opføre. Gaden Sankt Peders Stræde er opkaldt efter Sankt Petri Kirke, der første gang blev omtalt i 1304, og selv er opkaldt efter apostlen Peter. Sankt Peders Stræde 17 var oprindeligt bebygget med flere boder mod gaden. I 1708 blev der opført et gavlkvisthus med side- og baghus, alle i bindingsværk, men de nedbrændte i 1728. I 1788 blev der opført et nyt grundmuret, treetages forhus og et toetages baghus, der begge overlevede branden i 1795 og endvidere fik tilføjet et grundmuret sidehus. I 1807 brændte forhuset og sidehuset på grund af englændernes bombardement af København, og fra 1807-1809 blev de genopført for enke Kirstine Marie Lund, hvoraf sidehuset først blev opført. Sidehuset var en etage med knækket halvtag og kvist over et fag med åben skorsten med bilæggerovn, bræddegulve og hvide vægge. Forhuset (den nuværende bygning) blev dernæst opført på fire etager med kælder og heltag. Facaden var udsmykket af en kordongesims under anden etage, portgennemgangen i det vestligste fag var dækket af en glat, beklædt dør og havde en gennemgående trærende i gulvet. Mod gaden og gården var to zinkklædte kviste med segmentformet afslutning oventil. Forhuset havde indvendigt stuklofter og vægge malede med limfarve, fod- og brystningspaneler samt pilastre, der indrammede kaminpladserne. Der var adgang til kælderen fra en kældertrappe henholdsvis mod gaden og gården, og kælderen var indrettet med et køkken med åben skorsten. De øvrige havde etager havde adgang fra portrummet. Stueetagen havde en selvstændig indgang og var én selvstændig lejlighed med to værelser mod gaden, et kammer mod gården og et stort køkken med et fyrsted i hver skorsten samt udgang til forstuen. Lofterne var gipsede, væggene var hvide med fod- og postamentlister, og køkkeninventaret bestod af et anretterbord med skab, trævask samt hylder. De øvrige etager havde indgang fra porten til en lille forstue med en toløbet trappe med simpelt sprossegelænder og udkelede håndgreb. Lejlighederne var ensrettet indrettet med to lejligheder for hver etage, hver bestående af stue til gaden med adgang fra trapperummet samt til gården et kammer og et køkken også med adgang til trapperummet. Opvarmningen af lejlighederne skete ved vindovne og ovnpladserne var marmorerede. Baghuset, der var to etager med halvtag, var uændret fra 1795 og fungerede stadig som brændevinsbrænderi, der var temmelig almindelige i datidens København. I perioden 1822-1834 blev vinduespanelerne opsat samt en bræddeskillevæg med fløjdøre i 3-fags salen på 1., 2. og 3. sal. Bræddeskillevæggen var oprindeligt inddelt i felter med malede tapeter indrammet af trælister. I 1834 fik forhuset tilføjet en mansardetage, og sidehuset blev også forhøjet. Stuetagen blev indrettet med en butik i de to første fag med indgang fra porten blandt andet en cigarruller. I 1840 blev ejendommen beboet af 39 personer, og i 1860 af 56 personer. I 1874 blev der indlagt vand og gas, og køkkenerne fik komfurer. I 1883 blev den ene skorsten udskiftet og bindingsværkslatrinen i gården blev udskiftet med en retiradebygning. I 1884 blev forhusets kældervinduer sænket og lyskasser opmuret. I 1898 blev der installeret kloak, og forhuset havde nu fire kviste til gaden og fem til gården. I 1901 blev ejendommen beboet af 39 personer. Ud fra brandtaksationer fra omkring 1900 omtales forhuset som velvedligeholdt og sidehuset som gammelt, men også godt vedligeholdt, og bygningernes forfald må således være begyndt efter 1919, hvor Københavns Universitet overtog ejendommen. I 1929 blev der installeret to wc'er i retiradebygningen. I 1954 blev der installeret wc i stueetagen. I 1958 blev baghuset revet ned. I 1978 blev mansarden i forhuset sammenlagt til en lejlighed. I 1983 blev ejendommen kondemneret, hvorefter en gennemgribende restaurering blev iværksat, hvor en ny udvendig brandtrappe blev opført i skel mod nordøst og lejlighederne en på hver etage fik eget badeværelse mod gården og der blandt andet blev lagt nye bræddegulve og døre, gerichter og fodlister, udført som kopi af de oprindelige, blev opsat, hvor de gamle var for ødelagte.

I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i bygningen. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget og indgår derfor ikke i beskrivelsen eller værdisætningen: kælderen mod gården samt tagetagen. Sankt Peders Stræde 17 ligger som en del af gadens husrække i det indre København og består af et forhus. Bag forhuset er et gårdrum med en lille have, og i skel mod nordøst står et nyere trappetårn med altaner ind mod forhusets gårdside. Forhuset er fem fag bredt, opført i grundmur i fire etager over en høj kælder og bærer et rødt, teglhængt mansardtag. I rygningen er to skurede skorstenspiber, hvoraf kun den vestre har sokkel. Den østre er størst, idet den er en ildstedsskorsten. I tagfladen mod gaden er fire kviste med traditionelt udførte, torammede, todelte vinduer, trekantsfordakning samt zinktag og -flunker. I tagfladen mod gården er to kviste med fladt tag og henholdsvis et traditionelt udført, torammet, todelt vindue mod vest og en nyere fyldingsdør med ruder øverst mod øst samt tre nyere tagvinduer og et par ventilationshætter. Facaden er pudset og malet i en rødlig nuance. Under førstesalens vinduer er en hvid, let profileret kordongesims og facaden afsluttes af en hvid, profileret hovedgesims. Det vestligste fag udgøres af en rundbuet portåbning, hvori der er en ældre, tofløjet revleport med pålagte fyldinger og pilastre samt et sprosseopdelt overvindue med enkelte farvede glas. Ved siden af portfaget fører en granittrappe med ældre støbejernsværn, hver udformet som en grif, ned til en nyere, tofløjet fyldingsdør. Kældervinduerne er nyere, etrammede vinduer, mens vinduerne i stueetagen samt første og anden sal er korspostvinduer med opdelte nedre rammer, hvor karmene er ældre, mens rammerne er nyere, men traditionelt udførte. På tredje sal er vinduerne torrammede og todelte som i kvistene. Port og kælderdør er mørkegrøn, mens vinduerne er malet hvide. Ved siden af portåbningen hænger en ældre gadelampe. Gårdsiden er berappet skuret og kalket jernvitriolgul inklusiv den profilerede hovedgesims. Mod gården aflukkes portfaget af et nyere, todelt gitter. En kældertrappe af granit fører ned til en nyere, todelt fyldingsdør. På hver etage, inklusiv tagetagen, er en nyere enfløjet fyldingsdør med ruder øverst, hvor der oprindeligt har været et vindue. Døren fører ud til en altan, som spænder mellem gårdsiden og trappetårnet. Vinduerne er udformet som gadens, dog har anden sal også torammede og todelte vinduer ligesom tredje sal. Kælderdøren er malet mørkegrøn, mens vinduer og altandøre er hvide. Bygningen har butik i kælderen og herover er der i alt fem lejligheder, en på hver etage, hvoraf den øverste er indrettet i tagetagen. Adgangen til lejlighederne sker dels gennem portrummet og dels gennem altandøren i gårdsiden. Mod gården er et trapperum, hvori der er en oprindelig toløbstrappe med indstemte trætrin i en vange, et simpelt sprossegelænder og udkelede håndgreb. Undersiden af trappeløbene er pudsede. Lejlighederne har bevaret en ældre planløsning med to stuer mod gaden samt en forstue, et badeværelse og et køkken med bevarede ildsteder mod gården. Lejlighederne på første, anden og tredje sal har endvidere et kammer mod gården og stuen mod vest har et ekstra fag, idet man her er over portrummet. Lejlighederne har en traditionel materialeholdning med nyere bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt fliser på gulv og vægge i badeværelserne. Der er bevaret enkelte ældre bygningsdele og -detaljer i form af brystnings- og lysningspaneler, pilastre, der markerer ovnpladserne, fuldt panelerede ydervægge samt enkelte ældre døre med fire fyldinger. Størstedelen af døre, gerichter og fodlister er nyere, men udført som kopi af de oprindelige. I kælderen er der klinkegulve, berappede, kalkede vægge og pudsede lofter med indbyggede spots. Portrummet har støbt gulv og pudsede vægge forsynet med fodlister og lister i brystningshøjde, hvorimellem der i østvæggen er paneler. I østvæggen er tillige to indbyggede tretrins trætrapper, hver med en enfløjet fyldingsdør med tilhørende gerichter. Dørene er sandsynligvis nyere udført som kopi af de oprindelige døre. Loftet er pudset og inddelt i to felter med stuk og loftsrosetter.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Sankt Peders Stræde, hvor forhuset indgår som en del af husrækken og derfor er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede i kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning. En yderligere miljømæssig værdi kan tillægges det lille gårdrum, der nås gennem forhusets portgennemkørsel, hvilket er karakteristisk for den tætte indre by.

Den kulturhistoriske værdi for Sankt Peders Stræde 17 knytter sig til forhuset som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795 og som her, tiden efter englændernes bombardement i 1807. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden i 1795, og håndværkerstanden var virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Efter bombardementet i 1807 begyndte arkitekt C.F. Hansen at gøre sig gældende og en udvikling i retning af større simplicitet kan aflæses i husenes facader. Sankt Peders Stræde 17 er med sin opførelse i 1809 et godt eksempel på en solid, borgerlig bygning i det klassicistiske København med grundmurede ydermure og skillevægge i bindingsværk som tiden påbød det. Det etagebyggede forhus har en sikker proportionering og et behersket udtryk med en meget enkel facade. Dette kommer til udtryk i den nøgterne facade med en regelmæssig og taktfast vinduesplacering, i den enkle kordongesims mellem stueetagen og første sal som eneste deling af murplanet under den mere accentuerede, brede og profilerede hovedgesims. Portåbningens tofløjede revleport med pålagte fyldinger og pilastre samt et opsprosset overvindue er det eneste dekorative element udadtil. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere enkle gårdside. Forhusets opførelse som bolig for håndværkerstanden kan i det indre aflæses i såvel planløsning som interiører. Forhusets disponering med butik i kælderen og boliger herover med adgang fra portrummet og dernæst trapperummet mod gården er velbevaret. Lejlighedernes planløsning afspejler en tidstypisk inddeling med stuer mod gaden, samt kammer og køkken med ildsted mod gården. De få bevarede ældre bygningsdele og -detaljer som gerichter, brystnings- og lysningspaneler, pilastre, der markerer ovnpladserne, fuldt panelerede ydervægge, firefyldingsdøre samt hovedtrappen med samtlige detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Hertil kommer den enkle og traditionelle materialeholdning med bræddegulve samt pudsede vægge og lofter, der underbygger det ydre beskedne udtryk. De bevarede skorstene samt ildstederne i køkkenerne beretter om datidens opvarmning af lejlighederne samt måden, hvorpå man lavede mad.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med kordon- og hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og knapt udtryk. Kordongesimsen mellem stueetagen og første sal har endvidere den vigtige funktion, at den skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade. De glatte, pudsede murflader, enkle horisontale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til bygningens overordnede rolige og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, den regelmæssige og taktfaste vinduessætning samt den enkle, traditionelle farvesætning.

Læs videre om

• Amaliegade 38, København
• Det lille Krudthus, Christiania, København
• Krudthuset i Vilhelms Bastion, Christiania, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen