Sankt Peders Stræde 41 ligger på Sankt Peders Stræde 41 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Byen, som slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i 1807. Selvom det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, findes der næsten ingen bygninger fra denne periode. Også 1600-tallets huse er sjældne i den indre by; til gengæld ligger der en række temmelig velbevarede renæssancebygninger på Christianshavn, fordi der aldrig har været større brande dér. Branden i 1728 var størst: ca. 1600 af byens 4100 huse brændte, samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold og trængte tværs igennem byen til Gothersgade. I 1795 opstod ilden på Gammelholm, og Sankt Peders Stræde nedbrændte næsten totalt under bybranden. Derfor rummer gaden homogene husrækker med mange nyopførte ejendomme fra tiden efter bybranden, og ejendommene bærer ved deres størrelse og udformning præg af, at det var småkøbmænd og håndværkere, som lod dem opføre. Gaden Sankt Peders Stræde er opkaldt efter Sankt Petri Kirke, der første gang blev omtalt i 1304, og selv er opkaldt efter apostlen Peter. Det første hus på grunden, fra ca. 1600, brændte i 1728. Det blev bygget et nyt hus på grunden, men dette gik til under branden i 1795. Det nuværende forhus med et kort sidehus blev opført 1796-97 for brændevinsbrænder Peder Christian Hammeløv. Frisen mellem første og anden etages vinduer var oprindeligt prydet med stukkatur og over kældernedgangen var en konsolbåren dækplade. I vurderingen fra 1796 blev sidehuset beskrevet med køkken, tre fag, åben skorsten med jernanker, spisekammer, retterbord med vask og hylder. I 1850 blev sidehuset forhøjet. I 1886 blev der på forhusets gårdside opført et trappetårn med støbejernsvinduer og en ny hovedtrappe. Samtidig blev det indre ombygget, hvor man isatte tidstypiske døre, gerichter, paneler, panelerede vinduesindfatninger og stukkatur samt på anden sal endvidere feltinddelte, udspændte tapeter. Butiksindretningen er formentlig fra 1900-tallet.

Beskrivelse

Sankt Peders Stræde 41 ligger som en del af gadens husrække i det indre København og består af et forhus med trappetårn og sidehus, endnu et sidehus samt et baghus, der alle er sammenbyggede omkring et brolagt gårdrum. Kun forhuset med tilhørende trappetårn og sidehus er omfattet af fredningen, hvorfor de øvrige bygninger ikke er nærmere beskrevet. Forhus og sidehus er grundmurede og opført i tre etager over en høj kælder. Forhuset bærer et teglhængt heltag med sorte sten mod gaden og røde sten mod gården, sidehuset bærer et rødt teglhængt halvtag, mens trappetårnets tagflade er dækket af tagpap. I forhusets rygning er to gulmalede skorstenspiber med sokkel og krave, samt i sidehusets rygning én magen til. I tagfladen mod gaden er tre kviste med trerammede vinduer, lav trekantsfordakning og zinktag, mens der i tagfladen mod gården er to nyere tagvinduer samt en kvist magen til dem mod gaden. I sidehusets tagflade er to nyere tagvinduer. Forhusets facade er nederst refendfuget og gråkalket, mens den herover er pudset og rødkalket. I den øverste del af facaden er de to midterfag let tilbageliggende. Kordongesimsen over stueetagen er hvidkalket ligesom hovedgesimsen med sparrehoveder, der er af sandsten. Under vinduerne er en sålbænksgesims og mellem vinduerne på første og anden sal er i alt tre vandrette bånd. Samtlige facadedetaljer er hvide. I det vestligste fag er en portåbning, der flankeres af to afvisersten i granit. Portåbningen har profilerede vederlagssten samt en slutsten i sandsten med inskription. Porten er nyere og udført som en sortmalet gitterport med en gående dør i midten. Over gitterporten er et ældre, halvrundt, opdelt overvindue med udskæringer. Overvinduet er malet i en rød nuance. I det østligste fag fører en trappe med støbte trin og et ældre støbejernsværn ned til en ældre, enfløjet butiksdør med en fylding nederst og en rude øverst. Foran kældernedgangen er et aftageligt gitter. Kældervinduet er sammenhængende med stueetagens midterste vindue og er opdelt i seks rammer af forskellig størrelse, herunder to smalle oplukkelige rammer øverst. Over kælderdøren er et stort etrammet vindue ligeledes med en smal oplukkelig ramme øverst. Ovennævnte vinduer er sandsynligvis fra 1900-tallet. Facaden øvrige vinduer består af ældre, to- og trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer. Alle vinduerne samt kælderdøren er malet hvide. Forhusets, trappetårnets og sidehusets gårdsider er pudsede og gulmalede inklusiv den profilerede hovedgesims. I den øverste del af den halvrunde portåbning er et torammet, smårudet vindue med kannelerede blændstykker ved siderne. Vinduerne er ældre to- og trefags korspostvinduer med opdelte nedre rammer, og i trappetårnet er der ældre vinduer med støbejernssprosser og mønsterslebet glas. Foran kældervinduerne er der smedede gitterværn. Ved siden af trappetårnet fører en trappe med støbte trin ned til en ældre kælderdør med fylding nederst og en rude øverst. I sidehusets sydligste fag er en traditionelt udført dør med fyldinger nederst og et firedelt vindue øverst, hvorover der er et ældre, todelt overvindue. Foran døren ligger et granittrin. Samtlige døre og vinduer er malet mørkeblå. Portrummet har gulv af brædder, bræddebeklædte vægge og i loftet er der er synlige bjælker med pudsede loftflader imellem. To ældre, tofløjede fyldingsdøre med en glasrude øverst i hver fløj fører ind til henholdsvis stueetagens butikslokale mod gaden og trapperummet mod gården. Gulvet er umalet, døre og bræddebeklædning er malet blå, bjælkerne røde, mens loftfladerne er hvide. Ejendommen indeholder en butik i kælderen, i stueetagen er et erhvervslejemål og herover er tre lejligheder, en på hver etage, hvoraf den øverste er indrettet i tagetagen. Lejlighederne er disponeret med to stuer mod gaden, en lille forstue og et kammer mod gården, spisestue i smigfagsstuen samt køkken, badeværelse og bagtrappe i sidehuset. I lejlighederne varierer placeringen af badeværelset i sidehuset, og mod gaden varierer størrelsen af de to stuer. I stueetagen er der ét stort rum mod gaden, hvor en lille ligeløbstrappe fører ned til indgangsdøren i porten. Fra trapperummet er der adgang til et lille opbevaringsrum over porten. Lejlighederne har en traditionel materialeholdning med brædde- og parketgulve, pudsede, feltopdelte vægge med opspændte lærreder, pudsede lofter med stuk samt et velbevaret snedkerinteriør med blandt andet paneler, fyldingsdøre og gerichter. I stueetagen ligger der linoleum på gulvet og i enkelte badeværelser er der klinkegulv. I trapperummet fører tre trin op til stueetagen, hvorfra en ældre hovedtrappe giver adgang til samtlige lejligheder. Hovedtrappen er en toløbstrappe, der er udført med indstemte trin i vangerne, forsynet med værn af drejede balustre og en svungen, profileret håndliste, der nederst ender i en snirkel. Bagtrappen er fra ejendommens opførelse i 1796 og består af en vindeltrappe med indstemte trin samt et lukket værn med en profileret håndliste. Begge trapperums vægge og lofter er pudsede ligesom undersiden af trappeløbene.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Sankt Peders Stræde, hvor forhuset indgår som en naturlig del af husrækken og hermed er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af bygningernes stort set ens bygningshøjder, facadekomposition og materialeholdning, som skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus, sidehuse og baghus omkring et aflangt, brolagt gårdrum, hvortil der er adgang gennem portgennemkørslen i forhuset. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by, og Sankt Peders Stræde 41 er således både med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur, men også et yderst velbevaret, historisk gård- og kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Sankt Peders Stræde 41 knytter sig til forhuset som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden i 1795, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Sankt Peders Stræde 41 er opført i 1796-97, og forhuset viser på fornem vis, hvordan klassicismens håndværksmestre, der om aftenen havde modtaget undervisning af arkitekt C.F. Harsdorff, beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhusets ydre kommer dette til udtryk ved den elegant udformede facade med den refendfugede base, de let accentuerede yderfag og vinduernes regelmæssige takt. Hertil kommer den profilerede kordongesims mellem stueetagen og første sal som deling af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med sparrehoveder. Ligeledes er facadens bånd, der oprindeligt var forsynet med stukkatur, sålbænksgesimserne og korspostvinduerne med opdelte nedre rammer kendetegnende for periodens bygninger. Der knytter sig ligeledes kulturhistorisk værdi til slutstenen i portåbningen, hvis initialer og årstal henviser til bygherren og ejendommens opførelsesår. I kontrast hertil står de enkle, gule gårdsider, hvor den profilerede gesims er den eneste dekoration. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er karakteristisk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Ligeledes knytter der sig kulturhistorisk værdi ved trappetårnets detaljerige vinduer med jernsprosser og mønsterslebet glas, der vidner om, at trappetårnet er bygget på i anden halvdel af 1800-tallet. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører. I Sankt Peders Stræde 41 ses det i de velbevarede planløsninger med en lejlighed på hver etage. Lejlighederne er på traditionel vis disponeret med de repræsentative stuer mod gaden, en spisestue i smigfaget, kammer og hovedtrappe mod gården, mens de funktionsbetingede rum som køkken og badeværelse samt bagtrappen er placeret i sidehuset. De ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi har lejlighedernes ældre bræddegulve, de pudsede vægge med feltinddelte, opspændte lærreder i flere rum og de pudsede lofter med profileret hulkehlsstuk og loftsrosetter. Hertil kommer de en- og tofløjede fyldingsdøre med tilhørende gerichter og indstukne hængsler, hvor dørenes varierende fyldinger afspejler deres forskellige alder. Endvidere kommer høje fodpaneler, brystnings- og lysningspaneler, helpanellerede ydervægge, skorstene, ovnpilastre, som markerer jern- eller kakkelovnens placering samt vinduernes ældre stormkroge og anverfere. Udformningen af bagtrappen vidner om, at den er fra bygningens opførelsesår i 1796-97, hvorimod hovedtrappens udformning med især de drejede balustre viser, at hovedtrappen er fra anden halvdel af 1800-tallet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en overordnet symmetri og en enkel facadekomposition med en visuel tung, refendfuget base, og accentuerede yderfag og den fladebetonede og udsmykkede øvre del. Kordongesimsen, sålbænksgesimserne og de vertikale bånd mellem etagerne har dels en dekorativ, dels en kompositorisk funktion, idet de skaber en visuel balance i den ellers meget høje facade med den markante underetage. De glatte murflader, enkle horisontale linjer samt den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne bidrager til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden, der højnes af tandsnitsgesimsen og den imposante portåbning med markerede vederlags- og slutsten samt overvindue med fine udskæringsarbejder. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidens prunkløse udtryk, den regelmæssige og tætte vinduessætning samt den enkle farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links