Fra den tidligere banegårdsbygning på Gamle Banegårdsplads på havnen i Korsør styres ScanCom International, der har fabrikker og afdelinger verden over. Det er den største private virksomhed, der har hjemme i Slagelse Kommune, men hovedsædet har kun omkring en snes ansatte. Koncernen er en af verdens førende producenter og forhandlere af have- og udendørsmøbler og leverer til detailkæder og byggemarkeder i omkring 50 lande. I 2019/20 omsatte ScanCom International for 1,4 mia. kr. og havde ca. 4.800 ansatte. Langt de fleste er ansat på fabrikker i Vietnam, hvor der alene er omkring 3.500 medarbejdere. Koncernen har også en større fabrik i Indonesien samt salgskontorer i mange lande.

ScanCom blev grundlagt i Korsør i 1995. Lars Larsen Group overtog aktiemajoriteten i 2007 og blev eneejer i 2019. Lars Larsen Group består bl.a. af JYSK, Ilva, Bolia.com og restaurationskæden Letz Sushi. Lars Larsen Group omsætter årligt for ca. 36 mia. kr. og beskæftiger ca. 35.000 ansatte.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Slagelse Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked