Efter flytningen af Scandia-fabrikken i 1896 lå det omfattende anlæg nær Randers Fjord, havnen og jernbanen.

.

Etableringen af det danske jernbanenet satte særligt stærkt præg på Randers. I 1861 påbegyndte den engelske hovedentreprenør Peto, Brassey & Betts fremstilling af togvogne på fabrikken Hvide Mølle ved Randers Vesterport. Fra 1870 til 1876 hed virksomheden Randers Jernbanevogn-Fabrik, og i 1876 blev virksomheden omdannet til aktieselskabet Scandia. Herefter voksede virksomheden støt med store ordrer fra De danske Statsbaner (DSB). Thomas B. Thrige overtog i 1930 virksomheden. I 1896 måtte Scandia flyttes til et areal ved havnen, hvor der gennem 100 år blev opbygget et stort fabriksanlæg med langstrakte bygninger til produktionen af togvogne.

I 1980’erne og -90’erne leverede Scandia IC3-og IR4-tog til DSB. Herefter blev fabrikken anvendt til nybygning af togelementer samt reparation og vedligehold af togmateriel. Fra 1980’erne og frem var virksomheden kendetegnet af en lang række ejerskift og navneændringer, og efter 1996 indgik Scandia ikke længere i virksomhedens navn.

I 2001 blev fabrikken opkøbt af koncernen Bombardier og fik navnet Bombardier Transportation Denmark A/S. I 2014 lukkede Bombardiers produktionsafdeling, og i 2017 lukkede resten af virksomheden i Randers.

Gennem mere end 150 år blev en lang række forskellige passager- og godsvogne produceret på togfabrikken Bombardier (tidligere Hvide Mølle/Scandia). Det italienske firma AnsaldoBreda fik ordren på de nye IC4-tog, og Bombardier havde efter årtusindeskiftet i stedet danske og udenlandske reparationsopgaver. Desuden udlejede virksomheden sine lokaler til bl.a. DSB, der reparerede og ophuggede flere af de skandaleramte IC4-tog fra AnsaldoBreda. Bombardier i Randers lukkede i slutningen af 2017.

.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Randers Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked