Scheelenborg ligger på Fynshovedvej 417 i Kerteminde Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Scheelenborgs historie kan spores tilbage til 1200-tallet, hvor gården hed Eskebjerg. Navnet hentyder til asketræer på en bakke, som der altså skal have været i ældre tid, hvor gården tillige lå ganske nær havet, der dengang strakte sig ind i landet og dermed var landingssted for skibe. Eskebjerg tilhørte i 1200-tallets slutning den berømte danske marsk, dvs. landets øverste hærfører, Stig Andersen, bedre kendt som Marsk Stig. Han hørte til den berømte adelsslægt Hvide, og var blandt de betydningsfulde mænd, der efter mordet på Erik Klipping (1249-1286) i Finderup lade i 1286, blev dømt fredløse som kongemordere. Stig Andersen måtte han flygte fra landet, og hans godser, herunder Eskebjerg, blev beslaglagt af Kronen. Stig Andersen døde i 1293, men Erik Menved (1274-1319) gav i 1308 Marsk Stigs godser – herunder Eskebjerg – tilbage til sønnen Anders Stigsen. Anders Stigsen efterlod Eskebjerg til sin søn Stig Andersen, som i første halvdel af det urolige 1300-tal gjorde sig bemærket ved at være i både de holstenske grevers og den danske kongemagts tjeneste. Gården blev efter hans død arvet af sønnen Ove Stigsen.

Efter hans død i 1359 overtog sønnen Anders Ovesen gården, hvorfra den kom til Fikke Moltke, som ejede den i 1370'erne. Gårdens ejerforhold er herefter noget usikre indtil 1423, hvor den tilhørte Kronen. Gården blev administreret af kongelige lensmænd indtil 1603, hvor Kronen mageskiftede den til Axel Brahe, som var bror til den berømte danske astronom Tycho Brahe. Axel Brahe selv gjorde karriere som embedsmand, hvor han under Christian IV (1577-1648) bl.a. var en af de fire gesandter, der i 1613 sluttede freden i Knærød efter Kalmarkrigen. Brahe døde i 1616, hvorefter hans enke Kirsten Hardenberg bestyrede gården frem til sin død i 1639. Parrets søn Tyge Brahe overtog gården, som han ved sin død blot ét år senere efterlod til sine to døtre Anne og Christence Brahe og deres ægtefæller, Oluf Daa og Jacob Lindenov. Daa og Lindenov solgte henholdsvis i 1664 og 1667 deres anparter til Erik Krag, som derved blev gårdens eneste ejer. Krag var en af tidens mest betydningsfulde embedsmænd og gjorde fra 1643 karriere i Danske Kancelli, som var det øverste centrale forvaltnings- og regeringsorgan i Danmark.

Krag solgte i 1671 gården til Friedrich von Vittinghof, som døbte gården Scheelenborg og i 1680 oprettede baroniet af samme navn, Scheelenborg. Vittinghof døde i 1691, hvorefter hans datter Sophie Charlotte von Vittinghof bragte de store besiddelser til sin mand Schack von Brockdorff, der dermed blev baron af Scheelenborg. Efter von Brockdorffs død overtog sønnen Friedrich von Brockdorff Scheelenborg. Ved hans død i 1775 bragte hans datter Charlotte Amalie von Brockdorff gården til sin mand Wilhelm Theophilus Stieglitz, der blev ophøjet til baron Stieglitz-Brockdorff. Charlotte Amalie von Brockdorff døde i 1811, hvorefter datteren Sophie Frederikke von Stieglitz-Brockdorff bragte baroniet til sin mand, Carl Juel, der i 1812 blev ophøjet til baron Juel-Brockdorff. Han døde i 1859, hvorefter Sophie Frederikke von Stieglitz-Brockdorff styrede godset til sin død i 1874. Scheelenborg blev herefter overtaget af sønnen Frederik Carl Vilhelm Niels Adolph Krabbe Juel-Brockdorff, som gennemførte frasalget af det sidste fæstegods. Gården blev i 1900 arvet af Frederik Carl Niels Otto August Juel-Brockdorff. Han døde i 1912, hvorefter hans søn Carl Frederik Sophus Vilhelm Juel-Brockdorff overtog Scheelenborg. I 1923 overgik baroniet til fri ejendom, og en stor del af jordtilliggendet blev i den forbindelse udstykket til husmandssteder. I 1970 arvede Christian Carl Juel-Brockdorff Scheelenborg, som han i 1982 solgte til Kjeld Kirk Kristiansen, hvis familie i dag ejer godset.

Scheelenborgs hovedbygning var oprindeligt et trefløjet bindingsværksanlæg i renæssancestil. Hovedfløjen af dette anlæg blev dog revet ned i 1843 af den daværende ejer, Carl Juel-Brockdorff, som i stedet opførte den nuværende hovedbygning fra 1845. De to sidefløje er siden også revet ned, men de fremgår af ældre fremstillinger, bl.a. et billede malet af Theodor Philipsen, der viser hovedbygningen set fra nordvest og den ene af sidefløjene. Hovedbygningen har oprindeligt båret et skifertag, og facaderne har stået gulkalkede med grå sokkel. Pilastre og gesimser har ligeledes været gulkalkede. De tre yderste vinduesfag i vest på sydfacaden stod i mange år blændede, men er siden blevet åbnet og isat vinduer af samme type som den øvrige facades vinduer. Juel-Brockdorffs hovedbygning blev i 1953 restaureret ved arkitekt Vagn Kydh.

Scheelenborg (eller Schelenborg, som det også skrives), drives som et moderne landbrug, hvortil kommer et omfattende stutteri til avl af springheste.

Sydøst for den sydlige længe af avlsgården ligger en vognbygning fra 1848 i bindingsværk med stråtag, tæt ved landevejen.

Beskrivelse

Scheelenborgs hovedbygning er beliggende i landlige omgivelser, tilbagetrukket fra landevejen, på halvøen Hindsholm nord for Kerteminde. Hovedbygningen ligger på et middelalderligt voldsted, hvis grave også er omfattet af fredningen. Ved indkørslen, hvor landevejen drejer mod øst, ligger en vognbygning, der tillige er fredet. Mellem de to fredede bygninger og vest for indkørselsvejen ligger et større avlsgårdsanlæg. Ved hovedbygningen ligger en landskabelig have. På besigtigelsestidspunktet var en større, traditionel pigstensbelægning ved hovedbygningen under etablering. Rester af ældre fundamenter blev udpeget sydvest fra den nuværende hovedbygning.

Scheelenborgs voldsted omfatter en stor, rektangulær borgbanke (ca. 50x70 meter) omgivet af resterne af voldgrave, der i dag er tørlagte og som mere eller mindre indgår i herregårdens haveanlæg. Flere af brinkerne er stensatte, og en del af stensætningerne er ud fra deres opbygning af ældre dato. Indkørselsvejen fører over graven til hovedbygningen, der er placeret let asymmetrisk i forhold til en ældre hovedakse.

Scheelenborgs hovedbygning består af én lang, fritliggende og øst-vestgående fløj (ca. 45x10 meter), der er opført i grundmur over en sokkel af tilhugne kvadre og kampesten. Hovedbygningen er i atten fag og på to etager over en høj kælder. Gavlene er i tre fag. Hovedbygningen bærer et rødt tegltag med halvvalme ved gavlene, og i rygningen er i alt fire skorstenspiber med sokkel, bånd og gesims. Skorstenene er anbragt parvist. Bygningen har en asymmetrisk faginddeling, men omtrent midtfor på sydfacaden er en trefags risalit med en trekantsfronton. Der er otte fag vest for og syv fag øst for risalitten. Over granitsoklen er en høj, let fremspringende kælderetage, der dels står kvaderfuget, dels pudset. Der er i den pudsede del samt ved den underliggende sokkel spor af et ældre byggeri, henholdsvis ved dele af murstik i kælderetagen og ved de rå og flere steder svære kampestenspartier på soklen.

Hovedbygningen er pudset og hvidmalet med silikatmaling, og over stueetagen er på facaderne både mod nord og syd en enkel, profileret kordongesims, der kun brydes af midtrisalitten mod syd. Øverst er der ligeledes på begge facader under tagfoden en profileret hovedgesims, der tillige er ført omkring hjørnerne af vestgavlen. Gavlen har profilerede indfatninger og et smalt bånd nederst i gavlfeltet. Østgavlen står pudset uden nogen murdetaljer. Hovedfacadens midtrisalit mod syd er forsynet med enkle pilastre, frontonen har profilerede indfatninger samt en cirkulær, indfattet vinduesåbning, og under førstesalens tre fag er en sålbænksgesims. I stueetagens midterfag i risalitten er et indgangsparti flankeret af pilastre med lodrette fordybninger og prydet af en flad trekantsfronton med profilerede indfatninger. Undtagen i østgavlen er alle hovedetagernes vinduesåbninger forsynet med overpudsede murstik, i facaden mod syd er tillige sålbænke. Sokkel, gesimser, murstik og indfatninger er malet gråhvide og hvide i silikatmaling.

Foran det midterste fag i risalitten leder en grundmuret trappe med granittrin og -inddækninger samt nyere jernegelændere op til indgangspartiet. Hoveddøren her er en traditionelt udført, tofløjet og hvidmalet dør, med fyldninger nederst og tre ruder i de overliggende fyldninger. Under trappen er der til hver side nyere, hvidmalede kælderdøre. I det næstyderste fag mod øst er i sydfacaden tillige en fladbuet kældernedgang med overpudset murstik, og heri er en traditionelt udført, tofløjet fyldningsdør. I østgavlen er der i stueetagen et indgangsparti, hvortil en nyere, støbt trappe med jerngelændere ad to løb fører op til en repos ved døren. Fremspringende på nordfacaden mod haven er i højde med kælderen en nyere femfags udestue med pudsede og hvidmalede murpiller og tonede glaspartier. Taget har en stålkonstruktion med glas. På hver side af udestuen fortsætter i flugt med denne murpiller og overliggere i hovedbygningens fulde længde.

Scheelenborgs hovedbygning har nyere, men traditionelt udførte vinduer, og alle er hvidmalede og forsynede med traditionelt udførte forsatsvinduer. I kælderen er der torammede vinduer med to- og firedelte rammer. Enkelte steder er desuden i kælderetagen blændinger. På hovedetagerne er der firerammede korspostvinduer med todelte underrammer samt, i risalittens bredere midterfag på første sal, et seksrammet vindue, også med todelte underrammer. I stueetagen i østgavlen er der som en anden undtagelse firerammede korspostvinduer med småtopsprossede rammer. På anden sal i gavlene er torammede vinduer med tredelte rammer, og i trekantfrontonens åbning er et rundt, firedelt vindue.

I det indre har hovedbygningen i overvejende grad bevaret en ældre etage- og planløsning. Under hovedbygningen er fuld kælder, og denne har en traditionel planløsning, hvoraf flere dele af kælderen står ganske velbevarede med mange ældre elementer. I den østlige del af kælderen er et nyere industrikøkken og et ældre køkken. Dertil kommer køkkentrappe samt en række forskellige disponible rum med adgang fra en langsgående fordelingsgang. I den vestlige del af kælderen er der rum, der anvendes til billardrum og opmagasinering. Dertil kommer en gammel grukedel, der angiver, at der her tidligere var vaskerum. Fra kælderen er tillige adgang via en kælderudgang til den nyere tilbyggede udestue mod nord. Stueetagen er disponeret omkring en centralt beliggende vestibule i risalittens tre fag, og herfra er tillige adgang til første sal via hovedtrappen. Fra vestibulen er der mod øst adgang til en spisestue samt et anretterrum mod nord og et nyere køkken-alrum mod syd, hvor sidstnævnte er resultat af en sammenlægning af to rum. Dertil kommer en central fordelingsgang ud til østgavlens dør. Fra fordelingsgangen er tillige adgang til en køkkentrappe, der leder fra kælder til loft. Mod øst er der yderligere et par rum.

Vest for vestibulen er en stor, L-formet dagligstue, hvor en stue og et værelse er lagt sammen. Fra dagligstuen er adgang mod vest til et bibliotek, en lille stue og et arbejdsværelse. Første sal har ligeledes et centralt omdrejningspunkt i trapperummet. I umiddelbar forlængelse af trapperummet ligger på første sal et værelse i risalitten mod syd. Fra trapperummet leder en centralt placeret fordelingsgang mod øst helt ud til gavlen, og på hver side af gangen er der en række mindre værelser samt et nyere toilet og badeværelse. Fordelingsgangen er forbundet med hovedbygningens bitrappe. Vest for trapperummet omfatter første sal en række større rum, herunder en stor stue mod syd og depotrum mod nord. Mod vestgavlen er der yderligere en stue og et værelse. Hovedbygningen har et yderst velbevaret uudnyttet spidsloft i hele fløjens længde, hvor kun få rørføringer og enkelte tømmerkonstruktioner er af nyere dato.

I det indre er der på Scheelenborg i overvejende grad en traditionel materialeholdning, herunder enkelte, særdeles velbevarede rum. I kælderen er ældre flise- og klinkegulve i forskellige farver samt støbte gulve. Der er pudsede vægge samt langsgående vægge og skillevægge i synligt bindingsværk. Enkelte steder står sokkelen delvist blottet i kampesten, ligesom dele af den ældre blanke mur med munkesten og fladbuede nicher ses. Der er ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede fyldningsdøre samt enkelte barokdøre. Der er flere steder ældre gerichter, indstukne hængsler, låsetøj og greb. I stueetagen er der ældre og nyere planke- og bræddegulve samt gulve dækket af nyere tæpper og linoleum. Der er pudsede og malede vægge og lofter i de fleste rum. I vestibulen er bevaret en ældre, meget rig illusionistisk vægdekoration i pastelfarver med skyggevirkninger på vægge og lofter i form af malede søjler med skafter og kapitæler, ornamenterede fordakninger af døråbninger, profilerede gesimser samt rosetbesatte kassetter i en ottekantet loftsformation, hvortil kommer båndslyng og på væggene cirkelrunde panelmalerier med allegoriske motiver.

I arbejdsværelset er ligeledes bevaret en ældre vægudsmykning i form af pilastre med groteske-motiver, ovnvægge med imiteret marmor samt lofter med udsmykkende friser, gesimser og båndslyng. Dertil kommer nyere brystningspaneler med pyramidebosser. Der er i stueetagen mange ældre femfyldingsdøre med pyramidiske bosser. I vestibulen er på indersiden af den ydre hoveddør en ældre, tofløjet fyldningsdør med rosetter. Derudover er der enkelte nyere døre. I den store dagligstue er en nyere kamin. Scheelenborgs velbevarede hovedtrappe er udformet med et centralt løb mod nord, op til en bred mellemrepos, og herfra deles trappen i to parallelle løb mod syd. Der er ældre, indstemte trætrin samt reposer og gulve af ældre planker. Såvel trappen som galleriet i trapperummet på første sal har et ældre gelænder, der i vestibulen har volutsnoede håndlister og drejede afslutninger. Balustrene er drejede, udskårne og forgyldte, og der er profilerede håndlister i mørkt, lakeret træ. Bitrappen er en enkel, toløbet trappe med indstemte trin, enkle og hvidmalede balustre samt en lysegrå, profileret håndliste. På første sal er der ældre plankegulve samt gulve belagt med tæpper og gulve af nyere fliser. Der er pudsede og malede vægge og lofter i de fleste rum samt tapet enkelte steder. Dørene er hovedsageligt traditionelt udførte trefyldingsdøre samt en ældre dør til loftstrappen. Trapperummet er som vestibulen forsynet med rige væg- og loftsudsmykninger i form af groteske- og allegorimotiver, båndslyng samt nogle illusionistiske fyldningsdøre, der mimer den samme trefyldingstype som de rigtige døre på etagen. Der er enkelte steder stukkatur i form af profilerede kantlister. På første sal er en ovnniche med en ældre toetagers vindovn. På loftet er ældre planker på gulvet, og for størstedelen er de ældre tømmerkonstruktioner bevaret, herunder med spær og lægter, hane- og skråbånd. De ubrudte tagflader er med understrøgne tegl, og dertil kommer bevarede skorstenskerner.

Den fredede vognbygning, beliggende med sin langside ud mod den svingende landevej, omfatter en énetages bindingsværksbygning med rødt opstolpet bindingsværk og hvide, murede tavl. Bindingsværket rummer meget ældre tømmer, mens en del af tavlene er fornyede. Øverst bærer bygningen et afvalmet stråtag med mønning og kragetæer. Vognbygningen har retkantede hjørner ud mod vejen og brækkede hjørner samt en bred, tredelt vognåbning med to midterstolper i retning af godset. I det skrå fag mod vest er en traditionelt udført, tofløjet revleport, og i hver gavl er traditionelt udførte, tofløjede revleluger. Dertil komme en traditionelt udført revledør i faget øst for vognåbningen. Port, luger og dør er rødmalede

Vognrummet har en ældre pigstensbelægning, tavlene er i overvejende grad pudsede, og med undtagelse af få brædder er der fri udsigt gennem et åbent, velbevaret bjælkelag til det fulde loftsrum med ældre spær og hanebånd samt stråtagets underside. Stråtaget hviler på nyere lægter. På hver side af vognrummet er der et rum afgrænset af bindingsværksvægge og med ældre bræddelofter.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til Scheelenborgs beliggenhed i det afvekslende og karakterfulde herregårdslandskab på halvøen Hindsholm. Hovedbygningens idylliske og tilbagetrukne placering på det ældre voldsted omgivet af de nu tørlagte grave og den frodige have understreger herregårdens udpræget herskabelige og eksklusive karakter, og samtidig markerer gravene godsets lange historie og betydning som et vigtigt omdrejningspunkt i lokalområdet. Den nuværende, enkle og hvide hovedbygning med de røde teglhængte tagflader udgør et iøjnefaldende og samlende element for hele herregårdsanlægget bestående af bygninger fra flere perioder. Der knytter sig endvidere miljømæssig værdi til vognbygningen, der med sin beliggenhed ud til landevejens sving og ved indkørslen til Scheelenborg udgør et velbevaret og stemningsgivende element i herregårdsanlægget.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til Scheelenborgs hovedbygning fra 1840'erne, der udgør et repræsentativt eksempel på senklassicismens herregårdsbyggeri i Danmark. Samtidig viser hovedbygningen, med sin placering på et ældre voldsted omgivet af grave og med de forskellige spor af fortiden i det nuværende anlæg, hvordan herregården den dag i dag er resultatet af en længere udviklingshistorie på stedet. Den i øvrigt harmoniske og ligefremme karakter af hovedbygningen er navnlig med sin hovedfacade mod syd et eksempel på denne kombination af gammelt og nyt – og fortæller herved en væsentlig historie om Scheelenborgs oprindelse: Man bemærker, hvorledes bygningen bryder med hovedaksen i anlægget. Dertil kommer, at faginddelingen samt vinduesplaceringen ikke er symmetrisk opbygget omkring den centrale midtrisalit, således som man kunne forvente af et typisk anlæg fra senklassicismen i midten af 1800-tallet. Oprindelsen i et ældre, trefløjet renæssanceanlæg illustreres tydeligst i det ydre ved den i vinduesfag kortere, østlige del af hovedbygningen med det forenklede gavlparti, sporene af de ældre fundamenter i øst samt murstikkene i vest og den uensartede sokkelbehandling i de yderste fag i begge ender af hovedbygningen. Helt overordnet er der tale om et yderst gennemført og konsekvent anlæg, der måske netop i kraft af den sikre beherskelse af de forskellige førnævnte irregulariteter i hovedbygningen, demonstrerer senklassicismens udprægede stræben mod balance, mådehold og enkelhed. Som modspil hertil ligger de tørlagte grave med de stensatte brinker og danner et historisk værdifuldt grundlag for hovedbygningen som centrum i et herregårdsmiljø med rødder, der rækker tilbage til middelalderens Eskebjerg.

Scheelenborgs hovedbygning fremviser på djærv vis klassicismen i dens sidste fase, inden historicismens pluralisme og eklektiske holdning kom til at præge herregårdsbyggeriet i anden halvdel af 1800-tallet. I hovedbygningen kommer den senklassicistiske stilretning til udtryk i den lange og grundmurede fløj med det teglhængte tag, der ved gavlene er afvalmet. Dertil kommer kælderetagens muring i kvadre, de pudsede og hvidt lysende murflader, den tidstypiske opdeling af facaderne over stueetagen af enkle kordongesimser og profilerede hovedgesimser under tagfoden. Fremhævelsen af den sydvendte facade som hovedfacaden sker ved den karakteristiske risalit, der flankeres af enkle pilastre og krones af en trekantsfronton med profilerede indfatninger. Dette klassiske greb ses gentaget i det herskabelige indgangsparti i stueetagen, hvor to pilastre og en frontonprydet fordakning indrammer den ydre, tofløjede hoveddør. Betoningen af midterfaget med et bredere vinduesfag på første sal og indgangspartiet i stueetagen signalerer orden og samling i facaden, og risalitten udgør med opgang ad trappen både i praktisk og symbolsk forstand det herskabelige omdrejningspunkt, hvorom man orienterer sig i anlægget. Hovedetagernes i udpræget grad ensartede og harmoniske vinduesåbninger er markeret af enkle murstik, der yderligere understreger den konsekvente og diskrete facadeholdning, der er meget typisk for senklassicismens byggerier. Det samme gælder de parvist placerede skorstene i rygningen af taget, hvor skorstenspibernes enkle profilering følger bygningens øvrige, enkle udtryk. Farveholdningen i hvidt og lysegråt underbygger det mådeholdne og knappe udtryk i hovedbygningen, hvor den lysegrå farve på diskret vis fremhæver de forskellige facadedetaljer. Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til den traditionelle vinduessætning med de torammede vinduer i kælderetagen og de, med enkelte undtagelser, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer, der yderligere understreger hovedbygningens i overvejende grad traditionelle formsprog og materialeholdning.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede elementer af en ældre etage- og planløsning, der i store træk har fastholdt en traditionel disposition. Kælderetagens funktionsmæssige opdeling med en delvist ældre køkkenafdeling i den østlige del og de øvrige arbejds- og depotrum primært langs en fordelingsgang, herunder med et ældre vaskerum, er tidstypisk og afspejler datidens store husholdning og tjenestefolkenes verden på herregården. Hovedbygningens stueetage har, trods moderniseringer, en klart defineret overordnet disposition, der endnu bærer præg af datidens rumfunktioner. Der er her et klart tyngde- og omdrejningspunkt i den centralt beliggende vestibule, hvorfra der er adgang til de fleste, primære repræsentative rum i den vestlige del. Derudover giver vestibulen på herskabelig vis adgang via hovedtrappen til første sal, og mod øst adgang til spisestuen samt det nyere køkken og en række værelser i øst. Dertil kommer den ældre bitrappe med forbindelse fra kælderen, hvilket understreger den mere funktionsorienterede orienterede østlige del af anlægget.

Hovedbygningens førstesal har ligeledes en velbevaret todeling omkring det havevendte trapperum: Mod vest er der stuer og større rum, mens der mod øst er mindre værelser samt nyere toilet og badeværelse, der føjer sig til denne, mere private afdeling af hovedbygningen. Det velbevarede, gennemgående og åbne loftsrum står i sin uudnyttede stand som et kulturhistorisk værdifuldt element i hovedbygningen, og ligesom dele af kælderen og enkelte af hovedetagernes rum er her en klar linje tilbage til opførelsen i 1840erne.

Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til alle ældre dele, detaljer og overflader i det indre, der er med til at give interiøret karakter. I kælderen knytter der sig især kulturhistorisk værdi til det ældre køkken med støbejernskomfur. Den ældre køkkenafdeling afspejler, hvordan madlavningen tidligere foregik, og udgør et helstøbt afsnit. Derudover kommer den bevarede grukedel, der fortæller om datidens vaskekælder. Dertil kommer alle ældre klinke- og teglgulve samt støbte gulve. De enkelte dele af ydervæggene med kampesten og munkesten udgør de synlige dele i det indre af den ældre hovedbygning. Dertil kommer bindingsværket i flere af skillevæggene, samt alle ældre døre og gerichter, hvoraf enkelte barokdøre må være genanvendte. I stueetagen knytter den kulturhistoriske værdi sig først og fremmest til den herskabelige vestibule og det overliggende trapperum som et samlet rumforløb, der udgør et meget repræsentativt og helstøbt eksempel på samspillet mellem de forskellige ældre materialer og udtryk. Der knytter sig betydelig kulturhistorisk værdi til trappen med alle detaljer, til den ældre, tofløjede og indre hoveddør, til samspillet mellem profilerede dørindfatninger med udsmykkede fordakninger, gesimser samt de malede søjler med alle detaljer. Dertil kommer alle øvrige illusionistiske vægdekorationer af døre, friser og grotesker og vægmalerier. Dertil kommer de rigt dekorerede lofter med kassetter med rosetter, bånd og malerier, der sammen med de øvrige dele og dekorative elementer viser senklassicismens tidstypiske forkærlighed for antikke motiver. Vestibulen og trapperummet med trappeløbene repræsenterer et sådant Gesamtkunstwerk. I stil med disse rum er det lille arbejdsværelse i det nordvestlige hjørne af stueetagen med dens rige væg- og loftsdekorationer.

Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til alle ældre døre, hvoraf den én-fløjede, femfyldningsdør med bosser udgør den dominerende dørtype i stueetagen. Dertil kommer alle ældre og traditionelt udførte plankegulve, pudsede vægge samt profileret og gesimsudsmykket stukkatur. På første sal knytter den kulturhistoriske værdi sig, ud over det nævnte trapperum, til alle ældre -fyldningsdøre og gerichter. Dertil kommer ældre og traditionelt udførte planke- og bræddegulve, fodlister og stukkatur. På loftet knytter der sig kulturhistorisk værdi den i overvejende grad ældre og meget velbevarede tagkonstruktion, herunder særligt spær og hanebånd samt ikke mindst de ubrudte, åbne tagflader med understrøgne tegl. Dertil kommer de ældre bræddegulve og skorstenskerner, der fuldender indtrykket af det ældre loftsrum, der er gennemlyst fra gavl til gavl samt adgangen til det lille runde vindue i trekantsfrontonen mod syd.

Ud over Scheelenborgs hovedbygning med grave knytter der sig en betydelig kulturhistorisk værdi til den velbevarede vognbygning ved landevejen. Vognbygningen fortæller om datidens hestebaserede transport- og arbejdsformer, og placeringen ved indkørslen til herregården afspejler bygningens vigtige betydning i datidens driftsmæssige logistik med hurtig adgang til landevejen. Der knytter sig værdi til bygningens egnstypiske, rødopstolpede og hvidtavlede bindingsværk med de typiske skråtstillede stormbånd, til de ældre pigstensbelægninger, til det rige og i overvejende grad velbevarede tømmer og mange ældre tavl samt tagkonstruktionen i det åbne loftsrum, til stråtaget med gavlvalme, mønning og kragetæer. Dertil kommer de særegne skrå hjørner af bygningen og de tre vognåbninger ind mod herregården, de to depot- og lagerrum, de ældre og traditionelle dør- og portfløje samt luger med alle detaljer. Alt i alt udgør vognbygningen et yderst helstøbt element, der bidrager væsentligt til oplevelsen af herregårdsanlægget og som vidnesbyrd om datidens godsdrift.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til Scheelenborgs hovedbygning, hvis lange bygningskrop med sine enkle facader og teglhængte, afvalmede og udbrudte tagflader udgør et næsten monolitisk og fortættet volumen. Dette understreges især ved den meget beherskede reliefvirkning i facaderne, hvor kun kælderetagen, gesimserne, de flade murstik og sydsidens midtrisalit med dens ensemble af pilastre, indfatninger og frontonprydelse træder frem og bryder de enkle, hvide murflader. Midtrisalitten bidrager i øvrigt væsentligt til at give indtryk af symmetri og balance i det ved nærmere eftersyn irregulære anlæg, der tillige er placeret forskudt i forhold til voldstedet, det ligger på. Kontrollen med asymmetrien fremstår generelt særdeles overbevisende i udformningen af hovedbygningen. Kvadertilvirkningen af kælderens murværk danner over soklen tillige en solid base for de lange facader, og den ensartede vinduessætning samt de parvise skorstenspiber i tagets rygning fastholder på samme måde det harmoniske grundindtryk af hovedbygningen. Det enkle og næsten karske præg af arkitekturen fuldendes af den traditionelle og homogene materiale- og farveholdning, der sikrer helhedsvirkningen.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig primært til den velbevarede, centralt placerede vestibule samt det mod haven overliggende trapperum, der dels som omdrejningspunkt i huset, dels i kraft af sine herskabelige trappeløb og den rige udsmykning af vægge og lofter udgør Scheelenborgs mest originale og værdifulde rumkonstruktion. Dertil kommer det store, uudnyttede loftsrum, der viser bygningens velbevarede tagkonstruktion og dens ubrudte tagflader, der er af stor helhedsvirkning for oplevelsen af anlægget.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links