Gennem seks generationer har Schur-familien præget det horsensianske erhvervsliv. Det var Johan Wilhelm Schur, der i 1846 grundlagde virksomheden, som i dag er en koncern med 12 selskaber i Danmark, Sverige, Tyskland, Australien og USA med Schur International Holding A/S som moderselskab. Koncernen beskæftigede i 2019 i alt ca. 1.000 medarbejdere, heraf ca. 350 i Horsens. Hjørnestenen er produktion af emballage af både karton og plastic, og alene i Schur Pack Denmark A/S arbejdede i 2019 knap 200, mens datterselskabet Schur Technology A/S, der bl.a. producerer pakkemaskiner, havde 110 ansatte. Desuden driver koncernen konferencecenteret Borre Knob ved Horsens Fjord.

Schur-koncernen er en af landets ældste virksomheder og er en af de ældste, der stadig er familieejet. I spidsen for virksomheden står Hans Schur, der er femte generation, men sjette generation er allerede indtrådt i ledelsen af virksomheden.

Koncernen har ingen bånd til den virksomhedsgruppe, der ejes af fætteren Fritz Schur.

Videre læsning

Læs mere om industri i Horsens Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked