Bag Sejs-Svejbæk, ved snævringen mellem Brassø og Borre Sø, rejser Sejs Hede sig mod nordøst og kulminerer i bakkerne Sindbjerg og Stovbjerg i hhv. 103 og 99 m.o.h. Ifølge et lokalt sagn blev bakkerne dannet af to kæmper, som ville lave en bro over Gudenå mellem Julsø og Borre Sø. De flyttede to bjerge og lagde dem i åen, men da vandet bestandig skar sig gennem bjergene, opgav de arbejdet. Senere blev kæmperne uenige med hinanden, bar de to bjerge til Sejs Hede og begyndte at slås fra hver sin bjergtop. Virkeligheden er dog knap så dramatisk. Som Himmelbjerget i sydøst er Sindbjerg og Stovbjerg falske bakker, hvilket betyder, at bakketoppene udgør resterne af et tidligere moræneplateau, der i dag ligger omgivet af dybe dale.
Såvel bakkerne som resten af området dækkes af hede. Plantelivet domineres af hedelyng, revling, blåbær og gyvel med indslag af bølget bunke, tyttebær, liden klokke, hedemelbærris og krybende pil. Insekter og edderkopper er også rigt repræsenterede og omfatter bl.a. nordlig fugleedderkop, sandkakerlak, hedemøgbille, grøn sandspringer, hedegræshoppe og klitperlemorsommerfugl. Der er iagttaget hen ved 90 forskellige fuglearter i området, heriblandt musvåge, tårnfalk, sanglærke, engpiber, misteldrossel, ravn og gulspurv. Om vinteren raster også stor tornskade af og til på heden.
Da opdyrkningen og tilplantningen af hederne for alvor begyndte at ændre landskabet omkring Silkeborg, opkøbte fabrikant Johannes Hammer og redaktør Sophus Sørensen Sindbjerg og Stovbjerg for at bevare dem som lyngklædte bakker. I 1919 fik de bakkerne fredet ved deklaration, og i 1947 blev fredningen udvidet med resten af Sejs Hede.
