Fra østsiden af Tissø fører flere alléer mod herregården Selchausdal, der ligger omgivet af voldgrav, have og avlsgård. Hovedbygningen er opført i 1856 ved J.D. Herholdt i historicistisk nederlandsk renæssancestil og består af tre fløje i to etager. Dekorationer er udført i periodens nye materiale cement, og et tårn med løgkuppelspir pryder indgangspartiet på nordsiden.

Herregården hed oprindelig Gundetved og kendes fra 1300‑tallet. Adskillige slægter har gennem tiden gjort sig gældende på stedet, herunder Limbek i 1400‑tallet, Arenfeldt i 1500‑tallet og Müller i sidste halvdel af 1600‑tallet. Hyppige ejerskift præge de 1700‑tallet, indtil Gundetved i 1782 blev købt af handelsmanden Christian Andreas Selchau og i 1799 fik navnet Selchausdal. Herregården blev herefter hos denne familie i mange generationer og havde i særdeleshed en opgangstid under den senere Christian Andreas Selchau, der opførte den nuværende hovedbygning. Peter Vagn‑Jensen ejer i dag herre gården, der ud over at drive landbrug også lægger hus til konferencer og fester.

Videre læsning

Læs mere om Voldsteder og herregårde i Kalundborg Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder