Nacellen til en 6-MW-vindmølle bliver samlet og klargjort hos Siemens Gamesa i Brande. På billedet fornemmes tydeligt størrelsesforholdet på de enorme elementdele, som bl.a. indeholder generatoren, en af vindmøllens nøglekomponenter.
.

I Brande har den verdensomspændende vindmøllevirksomhed Siemens Gamesa Renewable Energy en af sine store afdelinger, der især arbejder med koncernens satsning på havvindmøller. Selskabet er et resultat af flere fusioner og opkøb.

I 2017 fusionerede det spanske vindmølleselskab Gamesa med det tyskejede Siemens Wind Power, hvis hovedkvarter havde ligget i Brande siden 2004. Det nye hovedkvarter blev placeret i Spanien.

Bonus Energy

Tilbage i 2004 havde Siemens købt det danskejede Bonus Energy A/S for at komme ind på det voksende marked for vindkraft og for at bygge videre på den knowhow, der siden 1980 var udviklet hos Bonus. I 2004 var mange af de gamle vindmøllefirmaer fra 1980’erne enten gået konkurs eller fusioneret.

Ud over Vestas A/S var det i Danmark i 2004 kun selskabet Bonus Energy A/S, som fremstillede større vindmøller.

Grundstenen til Bonus Energy blev lagt i forbindelse med den økonomiske krise i landbruget i slutningen af 1970’erne, der også ramte leverandørerne. Danregn i Brande, der leverede anlæg til markvanding, begyndte derfor 1979‑80 at se sig om efter nye muligheder.

Sønnen i virksomheden, Peter Stubkjær Sørensen, så på ungskuet i Herning en mølle fra virksomheden Nordtank, der indtil da også havde levet af at sælge maskiner til landbruget. Selv om der frem til 1980 kun var solgt 35 møller i Danmark, fik Peter Stubkjær Sørensen overtalt sin far til at forsøge sig med fremstilling af vindmøller.

Initiativer som dette byggede på egne erfaringer med maskinfremstilling og fik opbakning i form af statsstøtte til vindmøller og teknisk bistand fra Risø.

Det blev vigtige elementer i opstarten til den danske vindmøllebranche og således også for Bonus Energy, som firmaet fra Brande kom til at hedde.

På trods af et forholdsvis lille salg og begrænset erfaring var Bonus Energy i begyndelsen af 1980’erne sammen med Vestas, Nordtank og Micon blandt verdens førende på vindmølleområdet. Da Californien i begyndelsen af 1980’erne begyndte at give statsstøtte til vindkraft, betød det et helt nyt og meget større marked, og produktionen i de danske møllevirksomheder blev mangedoblet. Da støtten og dermed markedet i Californien 1986‑87 pludselig forsvandt, medførte det til gengæld krise i branchen. Bonus Energy havde investeret mere forsigtigt end de andre danske vindmøllefirmaer og stod derfor bedre rustet til nye udfordringer med at udvikle større møller. I 1990 udviklede Bonus Energy en 450-kW-vindmølle, som på den tid var Danmarks største, og som bl.a. blev solgt i 11 eksemplarer til verdens første havvindmøllepark placeret ud for Vindeby på Lolland.

Fortsat vækst

Den danske vindmøllebranche formåede fra 1990’erne og frem at fastholde sin dominerende position på verdensmarkedet med Bonus Energy som en meget væsentlig del af succeshistorien. Da Siemens i 2004 overtog virksomheden, var der 750 ansatte. 13 år senere, ved fusionen med Gamesa, var der i den danske del af selskabet ansat op mod 8.000, hvoraf ca. 4.000 var ansat i Ikast-Brande Kommune, som således var den danske kommune, der havde flest ansat i vindmøllebranchen.

Videre læsning

Læs mere om industrien i Ikast-Brande Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked