Statue af Michael Drewsen. Af . Begrænset anvendelse

Silkeborgs historie

Befolkningsudviklingen i Silkeborg 1855‑2019. Resenbro blev pr. 1. januar 2018 udskilt fra Silkeborg. Fra 1. januar 2019 blev byens befolkning igen regnet med under Silkeborg.

.
I 1912 var der fuld gang i byggeriet af den katolske Vor Frue Kirke på Hostrupsgade 16 i Silkeborg. Den blev indviet samme år og servicerede bl.a. de katolske kvindelige arbejdere fra Bøhmen, som var hentet til Silkeborg af byens papirfabrikant omkring 1895.
.

Siden 1861 har Hjejlen besejlet Silkeborgsøerne, og den er dermed verdens ældste hjuldamper i rutefart med egen oprindelig dampmaskine. På ruten mellem Silkeborg og Himmelbjerget har den som lystbåd glædet turister i generationer.

.
To ensporede, næsten ens jernbanebroer krydser Remstrup Å ved Sejsvej i Silkeborg. Broerne blev bygget i 1907; den sydligste skulle betjene jernbanestrækningen Skanderborg-Silkeborg, den nordligste, som ses her, Silkeborg-Langå-banen. Denne blev nedlagt i 1971 og benyttes i dag som cykelsti. Begge broer blev fredet i 2010.
.
Foto fra Silkeborg Vandkuranstalt fra 1914.
.
Da der i 1936 på Silkeborg Gasværk blev opført en ny højtryksbeholder med en kuglerund facon, besluttede byrådet, at den skulle males som en globus. Verdenskontinenterne og lande blev afbildet; også Danmark med en tydelig markering af Silkeborg. Udsmykningen blev udført af malermester Aage Haarup og hans malersvende. Gasværket lukkede i 1968, og den efterhånden meget forfaldne globus blev fjernet i 1972 og genopstillet i en privat virksomhed.
.
I virksomheden Kaj Neckelmanns store fabrikshal på Kejlstrupvej i Silkeborg, kaldet spolesalen, er en medarbejder ved at foretage præcisionsspoling. Der blev fremstillet syntetiske garner som spinlon, der blev brugt til klædestoffer. Fordelen ved dette produkt var, at det ikke skulle stryges og var slidstærkt. Foto fra ca. 1965.
.

Forbipasserende læser de seneste historier på opslag i vinduerne til Silkeborg Avis' redaktion på Vestergade. Foto fra 1938.

.
Georg Emil Liberts maleri af Silkeborg Papirfabrik fra 1850. Foran fabriksbygningerne løber Gudenå, der både skulle være transportvej for diverse varer, sikre vand til produktionen og drive maskinerne.
.

Silkeborgsøerne bidrog til, at Silkeborg og omegn tidligt blev et eftertragtet turistmål. I 1942 udgav Silkeborg Turistforening denne farveplakat med motiv skabt af tegneren Henrik Hansen, hvor to badenymfer sejler i kano på Julsø, mens Hjejlen tøffer stille forbi i baggrunden, og Himmelbjerget spejler sig i den blanke vandoverflade.

.

Artikelstart

Silkeborg blev anlagt som handelsplads i midten af 1800-tallet. Parallelt hermed etablerede papirdynastiet Drewsen en papirfabrik ved at udnytte vandkraften i Remstrup Å, som denne del af Gudenå kaldes.

Silkeborgkommissionen, der bestod af tre højtstående embedsmænd, arbejdede i perioden 1844‑53 med planlægning og etablering af byen. De bestemte, hvor i terrænet den skulle anlægges, og hvordan befolkningen skulle sammensættes for at sikre de bedste betingelser. Nybyggerne skulle igennem en ansøgningsprocedure, og hvis de blev udvalgt, fik de ret til at drive deres erhverv og fik tildelt en gratis byggegrund, hvor de forpligtede sig til at bygge et grundmuret hus.

Statsmagten ønskede med anlæggelsen af en handelsplads i det tyndt befolkede Midtjylland at skabe udvikling. Områdets bønder skulle sikres bedre afsætningsmuligheder, og desuden skulle byen være trafikknudepunkt for de kommende hovedveje Aarhus-Ringkøbing og Horsens-Viborg. I den forbindelse blev der etableret en dæmning over Silkeborg Langsø i 1854.

Byplanen tog udgangspunkt i en øst-vest-gående akse med Torvet som central plads med rådhus og kirke. Det blev hurtigt nødvendigt at udvide antallet af byggegrunde, hvilket skete ved at tilføje nye, retvinklede gadeforløb.

Efter de første årtier var Silkeborg blevet et funktionsdygtigt bysamfund med et støt voksende befolkningstal, idet der i 1855 var 1.204. Det var i 1860 steget til 1.775 og i 1901 til 7.228. Erhvervslivet var i fremdrift, og der blev efterhånden etableret de nødvendige offentlige funktioner og institutioner: kirkegård (1851), retskreds (1854), apotek (1856), distriktslæge (1856), gasværk (1856), ting- og arresthus (senere anvendt som rådhus) (1857), sygehus (1859), skole (1859) og fattiggård (1868) m.m. De første år måtte kirkegængere søge til Linå Kirke. Derefter indrettedes en kirkesal på Silkeborg Hovedgård, som var i brug frem til 1877, hvor Silkeborg Kirke stod færdig.

Silkeborg var de første årtier præget af mindre håndværksvirksomheder med få ansatte. Ved en industritælling i 1871 havde 12 virksomheder mere end fem ansatte. Papirfabrikken var størst med 228 ansatte, næststørst var et uldspinderi med 13, og på tredjepladsen kom Silkeborg Jernstøberi (1853-54) med 10 ansatte. Anlæggelsen af jernbanelinjen fra Skanderborg til Silkeborg i 1871 og videre til Herning i 1877 var med til at skabe grundlaget for byens videre udvikling.

Turismen fik også betydning. Den blev hjulpet på vej, da dampskibet Hjejlen blev sat i drift allerede i 1861.

Jernbanen understøttede også, at Silkeborg med tiden blev Danmarks »kurby«. Som den første blev Silkeborg Vandkuranstalt/Silkeborg Bad oprettet i 1883, derefter fulgte Kneippkuranstalten (1897), Silkeborg Sanatorium (1903) og kuranstalten Gl. Skovridergaard (1915).

I 1880’erne begyndte Silkeborg desuden at manifestere sig som »skoleby«. I 1882 åbnede Th. Lang sin pigeskole, som med tiden udviklede sig til et skoleimperium med både børneskole, lærerseminarier (1891/1896) og gymnasium (1907).

Årtierne op til århundredskiftet var præget af stor byggeaktivitet, hvor især arkitekten Anton Rosen satte sit præg på byen. Mange ejendomme blev forhøjet eller revet ned og nyopført i flere etager. Byens grænse flyttede mod vest, ligesom der blev udlagt byggegrunde syd for banen.

Silkeborgs industri kom for alvor i gang fra omkring 1880. I 1882 fik byen sin første bank, Silkeborg Bank. Jernstøberiet udviklede sig til Silkeborg Maskinfabrik med speciale i udstyr til landets andelsmejerier og fik med tiden fodfæste på det internationale marked. I 1890’erne steg antallet af ansatte fra ca. 15 til 60. I 1920 var det vokset til ca. 200, en udvikling, der fortsatte langt frem i tiden. Til sammenligning var der på byens største virksomhed, papirfabrikken, beskæftiget 400‑450 mennesker i 1930’erne.

Trævare- og især tekstilindustrien vandt også frem. Commichaus Tricotagefabrik blev således anlagt tæt på jernbanen i 1883 og blev med tiden en dominerende arbejdsplads, senere kendt som Jydsk Trikotagefabrik. En anden stor virksomhed var Tekstilfabrikken Silkeborg (1892), der i 1931 blev opkøbt af A/S Henriques & Løvengreens Tricotage-fabrikker. Denne branche beskæftigede i 1935 ca. en tredjedel af arbejderne inden for håndværk og industri.

Den 1. januar 1900 blev Silkeborg købstad, og i årene derefter blev en lang række fælles faciliteter etableret eller moderniseret: sygehus (1902), Borgerskolen, der blev udvidet i 1902 og 1908, vandværk (1905), posthus (1906), renovationsanstalt (1907), alderdomshjem (1911), elektricitetsværk (1911), bibliotek (1918-20), toldkammer (1920), politistation med arrest og retssal (1921) samt en udvidelse af rådhuset på Torvet (1924).

I de første årtier af 1900-tallet blev Silkeborg knudepunkt for den midtjyske jernbanetrafik. Omkring 1925 kom der konkurrence fra rutebiler, der kørte til de fleste af oplandets byer. I løbet af 1960’erne måtte privatbanerne give op over for busser, lastbiler og den stigende privatbilisme.

Fødevareindustrien begyndte også at vinde frem. I midtbyen blev der i 1883 oprettet et bryggeri, senere med navnet Silkeborg Bryghus (Neptun). Syd for banen kom det private Koopmanns Svineslagteri i 1889 og ved siden af i 1907 Koopmanns Margarinefabrik. Også andelsbevægelsen begyndte at få fodfæste med Silkeborg Andelsmejeri fra år 1900 og Silkeborg Andels-Svineslagteri fra 1908. Med Silkeborg Brugsforening (1900), Arbejdernes Fællesbageri (1908‑81) og Mejeriet Stassano (1942‑86) gjorde arbejderbevægelsens virksomheder sig gældende.

De moderne tider kom til at præge byens industri. Friberg Cycle og Automobilfirma blev Danmarks førende producent af cykler i 1899. Efter firmaets konkurs i 1912 begyndte en af dets ansatte, tyskeren J.W. Darr, sin produktion af lastbiler og senere busser. Virksomheden fik senere navnet Dansk Automobil Byggeri (DAB). I 1915 begyndte J. Hvidtved Larsens Maskinværksted at reparere motorer og maskiner. Virksomheden udviklede sig med tiden til en af verdens førende producenter af slamsugeranlæg.

Befolkningstallet steg fra 12.037 i 1921 til 27.285 i 1965. Omkring 1930 havde byen nået sine grænser. Nye udviklingsmuligheder opstod dog mod syd i 1934, da kommunen efter et voldsomt stormfald kunne erhverve store statslige skovarealer. Det var også her, at byens anden skole, Vestre Skole, blev taget i brug i 1933. I 1941 blev Alderslyst, der havde udviklet sig til en reel forstad, sammen med flere andre mindre områder indlemmet i Silkeborg Købstadskommune.

I 1930’erne så en ny form for turisme dagens lys, nemlig vandrere, cyklister og folk på kanotur. I de følgende årtier blev der etableret moderne campingpladser i naturskønne omgivelser hele vejen rundt om byen.

Tidens løsning på byernes boligproblemer var almennyttige boligforeninger. Arbejdernes Andels-Boligforening (1940) og Arbejdernes Byggeforening (1941) blev dermed byens store bygherrer. De opførte en lang række store boligkomplekser i Alderslyst, på Århusbakken, i Sydbyen og i Lysbro.

Den tyske besættelse satte sit præg på byen og egnen, da tyskerne i 1942 beslaglagde Silkeborg Bad og i løbet af 1943 indrettede deres militære hovedkvarter her. Samtidig oprettedes det såkaldte Silkeborgkontor, der fungerede som den øverste danske myndighed i Jylland og som bindeled mellem centraladministrationen i København og den tyske militære overkommando.

Tyskernes mange byggearbejder tiltrak megen arbejdskraft. Men som følge af dette havde Silkeborg efter 1945 den tvivlsomme ære at have landets største arbejdsløshed. Kommunen søgte at afhjælpe problemet via en række anlægsarbejder, herunder udbygning af sygehuset (1949‑50), byggeri af Nordre Skole (1950), opførelse af rensningsanlæg (1951), udbygning af fjernvarmen (1952) og varmecentral (1953). Udbygningen af områderne mod syd, øst og nord fortsatte i de følgende årtier. I 1958 fik byen sin anden kirke, Mariehøj Kirke i Sydbyen, hvor der allerede i 1920 var opført en kirkesal.

Industrivirksomhederne var helt traditionelt placeret inden for bygrænsen frem til omkring 1970. Med indvielsen af en omfartsvej i 1960 og i tilknytning hertil et nyt industrikvarter begyndte virksomhederne så småt at flytte ud og opføre moderne industrianlæg. Teknisk Skole valgte også i 1966 at etablere sig i industrikvarteret. I de følgende årtier blev dette kvarter udvidet mod nord, ligesom en ydre ringvej kom til. Samtidig blev nye arealer inddraget til parcelhuskvarterer og store boligkomplekser. Byens store industrivirksomheder – DAB, J. Hvidtved Larsen og Pasilac/APV/SPX (oprindelig Silkeborg Jernstøberi) – samt mange andre valgte at flytte ud til de stadigt større industrikvarterer. En ny virksomhed var Kaj Neckelmann A/S, der i 1961 indledte produktion af syntetisk garn. Også Danfoss valgte i 1979 at etablere en helt ny produktionsenhed i Silkeborg.

Beskæftigelsessituationen ændrede sig fra omkring 1960. Nu var der mangel på arbejdskraft. Inden for industri og håndværk var tekstilproduktionen stadig dominerende med ca. 39 % af industribeskæftigelsen, dernæst kom jern- og metalindustrien med 23 %. Den høje beskæftigelsesgrad i tekstilindustrien skyldtes især, at Neckelmann var kommet til. Virksomhedens behov for arbejdskraft var så stort, at man fra omkring 1970 måtte hente medarbejdere i det daværende Jugoslavien.

Befolkningstallet i perioden 1970‑2006 voksede fra 29.015 til 41.300. I 1976 kom antallet af beskæftigede inden for administration og service på niveau med tallet for håndværk og industri, idet omkring en tredjedel af arbejdsstyrken var beskæftiget i hver af disse sektorer. Silkeborg var hermed begyndt at ændre sig fra »industriby« til »vidensby«.

15 år senere var administration og service blevet totalt dominerende i forhold til fremstillingsvirksomhed med hhv. 45 og 22 % af samtlige beskæftigede. Industri og håndværk var nu domineret af jern- og metalindustri med ca. 40 %, mens tekstilindustri udgjorde omkring 18 %.

Silkeborg midtby oplevede en omfattende forandringsproces fra omkring 1970. Handel, servicefunktioner og senere boliger tog over, efterhånden som industrien flyttede ud. Samtidig blev strøggaderne omdannet til gågader. Dette øgede til gengæld behovet for parkeringspladser, som derfor blev indrettet i karréernes gårdrum. Den øgede privatbilisme betød, at byen allerede var ved at drukne i trafik i 1960’erne. Først forsøgte man at klare problemerne ved lysregulering, derefter ved et stort gadegennembrud på Christian 8.s Vej i årene 1970‑76, hvor i alt 35 ejendomme blev revet ned. Det løste dog ikke trængselsproblemerne på længere sigt.

Blandt de nye funktioner, der blev udbygget i midtbyen, og som betød mange nye arbejdspladser, kan nævnes Jyske Bank, der etablerede sit hovedsæde her i 1967, og Silkeborg Kommune, der opførte et nyt rådhus i årene 1973‑77 og siden har udbygget de administrative hovedfunktioner.

Efter årtusindskiftet er tendensen med byggeri af nye boliger med en kombination af leje- og ejerboliger forstærket. Da Silkeborg Papirfabrik lukkede i år 2000, opstod her en helt ny bydel, Papirfabrikken.

Silkeborg Papirfabrik

Firmaet Drewsen & Sønner fra Strandmøllen ved Mølleå nord for København udbyggede sin position inden for papirindustrien ved i 1844 at etablere en fabrik ved Silkeborg; Michael Drewsen blev den daglige leder. Et par år senere blev Silkeborg Handelsplads etableret. Opbygningen af det moderne industrianlæg var ikke uden udfordringer. Et teglværk var eksempelvis nødvendigt til fremstilling af byggematerialer til de produktionsbygninger og boliger til arbejderne, som der var behov for. Papirmaskinen fra England måtte fragtes på pramme ad Gudenå fra Randers, men det lykkedes at skabe et funktionsdygtigt fabrikssamfund.

Silkeborg Papirfabrik blev i 1889 overtaget af De forenede Papirfabrikker A/S, som straks lukkede den. Da den åbnede igen i 1894, var det med et nyt produktionsanlæg beregnet til at lave finere papirkvaliteter. Det indebar også produktion af håndgjort papir, som fortsatte frem til 1990. I perioden 1910‑63 produceredes således papiret til de danske pengesedler. Fabrikkens specielle profil blev fastholdt frem til lukningen i år 2000. Papirmuseet Bikuben blev indrettet i de tidligere produktionslokaler i 2004.

Videre læsning

Læs mere om Silkeborg

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie