Skallingen

Utallige loer bugter sig gennem marsken på østsiden af Skallingen. Loerne fungerer som tidevandsrender og drænkanaler, som via Hobo Dyb i forgrunden leder vandet videre til tidevandsløbet Grådyb mellem Skallingen og Fanø. Vaderne er tidevandsflader, som ved højvande dækkes af vand. Herved tilføres vaderne sediment, så de langsomt hæver sig op over havet og med tiden bliver til marsk.
.

Udviklingen af Skallingen frem til i dag 1. Før den store storm i 1634 lå Skallingkrog i forlængelse af Blåvands Huk og Langli som en del af en barriereodde, der var landfast med Jylland. 2. Under stormen blev odden dog gennembrudt af havet, og da vandet trak sig tilbage, var Skallingkrog forsvundet, og Langli var blevet en ø. Mod syd var der til gengæld dannet en stor sandbanke, Skallingsand. 3. Aflejringen af sand fortsatte, og med tiden opstod Skallingen, først som et stort højsande og siden som den nuværende barriereodde.

.

Artikelstart

Skallingen er en ca. 2 km bred halvø, som fra Oksby strækker sig ca. 10 km mod sydøst. Halvøen udgør den nordligste del af de barriereøer, som fra Blåvands Huk i nord til hollandske Den Helder i sydvest adskiller Vesterhavet og resten af Nordsøen fra Vadehavet.

I sammenligning med kystlandskabet nord for Blåvands Huk er Skallingen et forholdsvis ungt landskab, hvis dannelse hænger sammen med »Den Anden Manddrukning«, der var en katastrofal storm og stormflod, som ramte det danske Vadehav d. 11. og 12. oktober 1634. Før stormen eksisterede Skallingen ikke, og i forlængelse af Blåvands Huk lå i stedet Skallingkrog, som enten var en mindre, lavtliggende barriereodde eller et højsande. På det tidspunkt strakte kystlinjen sig fra Blåvands Huk, syd om Blåvand og Oksby og videre langs Ho Plantage til Lysbjerge og Nyeng, hvor den bøjede mod sydøst og fortsatte til Langli, der var landfast med Jylland og fremstod som en smal barriereodde. Under stormfloden blev odden gennembrudt af havet, og da vandet atter trak sig tilbage, var Langli blevet til en ø. Efter stormen blev der i løbet af nogle ganske få årtier aflejret så meget sediment på strandplanet ud for den gamle kystlinje, at Skallingen opstod som et stort højsande. For ca. 200 år siden kom de første klitter til, og for omkring 100 år siden begyndte strandengsplanter at brede sig over den østlige del af odden, hvilket førte til dannelsen af den nuværende marsk med tidevandsrender. Hvor de store mængder sand, som skabte Skallingen, kom fra, er endnu uvist. Den mest nærliggende forklaring er dog, at det kom fra den indre del af Horns Rev, da sandet i så fald kun skulle transporteres en forholdsvis kort vej.

Den nuværende halvø har en bred forstrand ud mod Vesterhavet. Bag stranden ligger en forklit, som efterfølges af flere klitpartier. De mest markante er Højeknolde og Svenskeknolde, som sammen med det mindre Olieknolde bryder den ellers lavtliggende og flade halvøs relief. Mellem klitpartierne har havet under stormfloder skabt et tæt system af overskylstunger, også kaldet havrendinger. De opstår, når havets bølger trænger gennem forklitten og aflejrer sand på den bagvedliggende marsk. Efterfølgende er der blæst sand op langs overskylstungernes flanker, hvilket har skabt aflange klitter vinkelret på kysten.

Skallingen er under kraftig nedbrydning af havets bølger, og hvert år fjernes ca. 600.000 m3 sand fra kysten af den sydgående sandtransport. Det har siden 1990 rykket Skallingens kystlinje 250 m mod øst. For at dæmpe erosionen er der anlagt 11 høfder, som både skal beskytte den sydlige del af Blåvand, et stort antal sommerhuse og Hvidbjerg Strand. Skallingen er dog en såkaldt transgressiv barriere, hvilket betyder, at den i naturlig tilstand vil rykke længere og længere mod land. I praksis sker tilbagerykningen, når storme fjerner sand fra den eksponerede kyst og transporterer det ind på den bagvedliggende marsk, hvor det aflejres i overskylstunger. Den sydgående sandtransport skyldes, at bølgerne ikke rammer vinkelret på kysten. Samtidig har uddybningen af sejlrenden ind til Esbjerg Havn øget erosionen af Skalling Ende, og efterhånden som odden er blevet kortere, er den tidligere buede kyst blevet næsten lige. Det har øget den sydgående sandtransport og bidraget yderligere til Skallingens tilbagerykning.

Trods den betydelige dynamik, som præger området, har Skallingen i dag et ret varieret landskab med en række forskellige naturtyper. Bevæger man sig fra vest mod øst hen over halvøen, ser man tydeligt de forskellige klitzoner; fra den hvide klit med marehalm og sandhjælme over grønsværklitten til den artsrige grå klit, som har sin karakteristiske farve efter de mange rensdyr- og bægerlaver. Bag klitterne ligger den brede, flade marsk eller strandeng med loer og saltpander. Her har først planter som vadegræs, alm. salturt og sandstar etableret sig og bundet sandet, hvilket har banet vejen for de nutidige plantesamfund, som domineres af tætblomstret hindebæger, stilkløs kilebæger, strandengelskgræs og strandmalurt. Dertil kommer en række mere eller mindre sjældne strandengsplanter som spidshale, liden tusindgylden og baltisk ensian.

Blandt insekterne gør især den underjordisk levende gule engmyre opmærksom på sig selv ved sine talrige tuer, der stedvis giver strandengen et bulet udseende. Strandringspinderens larver er også et hyppigt bekendtskab, når de i forsommeren forlader deres fælles spind og i stort antal kravler rundt nede i græsset. Derudover er Skallingen levested for en række forskellige dagsommerfugle, heriblandt lille ildfugl, isblåfugl og klitperlemorsommerfugl.

Skallingen er dog især af betydning for fuglelivet. Ynglefuglene omfatter vadefugle og ænder, ligesom området huser Danmarks tætteste bestand af ynglende sanglærker. Især under efterårstrækket raster store flokke af ænder og vadefugle på Skallingen og vaderne mod øst. Her kan man bl.a. opleve arter som pibeand, gravand, ederfugl, krikand, spidsand, skestork, hættemåge, splitterne, stormmåge, sølvmåge, vibe, storspove, islandsk ryle, rødben, strandskade, hjejle og havørn. Området indgår i natur- og vildtreservat Vadehavet, hvilket bl.a. betyder, at der er adgangsforbud året rundt i området mellem Skallingen og Langli, mens der er forbud mod færdsel på selve Langli mellem d. 16. september og d. 15. juli. Derudover blev ca. 1.225 ha af Skallingen fredet i 1939 og 1980, ligesom både Skallingen og Langli er udpeget som habitatområde, fuglebeskyttelsesområde og Ramsarområde.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Varde Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster