Ud til Køge Bugt Motorvejen ved Ølsemagle nordvest for Køge ligger såvel Campus Køge som Skandinavisk Transport Center. Til venstre i billedet, lige på den anden side af motorvejen, ligger Campus Køge med bl.a. Køge Handelsskole og Zealand Business College (ZBC). Til højre herfor ligger Skandinavisk Transport Center med de mange store lagerhaller. Blandt de højeste bygninger er til venstre Nettos store logistikanlæg, og mod højre er det landets store bogdistributør, DBK.
.

Skandinavisk Transport Center har den fordel, at der på grundene kan bygges højt (30 til 40 m), hvilket passer godt til virksomheder, der benytter automatiserede højlagre. Der betales ikke dækningsafgift, og kvadratmeterpriserne er konkurrencedygtige. Det har tiltrukket virksomheder som Nomeco A/S (medicin), Lidl og Netto (dagligvarer), DBK (bogdistribution), PostNord AB, JN Spedition A/S (køleog frysegods), Lemvigh-Müller A/S (stål) og Loxam Rental A/S (materiel til byggeindustrien). Transportcenterets samlede areal udgør ca. 250 ha, og der er i 2021 omkring 25 virksomheder, hvorfra der leveres dagligvarer, medicin, post, byggematerialer og meget andet til primært de 1,8 mio. forbrugere i hovedstadsregionen.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Køge Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked