Skattergade 10, Svendborg

Skattergade nævnes ved navn allerede i år 1466 og var tidligere en af Svendborgs hovedgader. I 1761 stod Skattergade 10 i syv fag og et stokværk. Omkring år 1780 blev huset udvidet til i alt 11 fag med indkørselsport og en 3 fags kvist, der siden blev forlænget til i alt 6 fag, som det ses i dag. I begyndelsen af 1800-tallet blev ejendommen beboet af admiral Frederik Christian Riisbrigh, der var en fremtrædende person i Slaget på Reden. Der er gennem tiden udført bygningsændringer, senest er der i forhuset fjernet en skorsten og en trappe. Sidehuset blev i det meste af 1900-tallet anvendt til blikkenslagerværksted.

Skattergade 10 er beliggende i Skattergades søndre husrække i Svendborgs gamle bykerne. Skattergade 10 består af et forhus og et fritliggende sidehus. Endvidere er der et baghus, som ikke er omfattet af fredningen.

Forhuset er et ti fag langt bindingsværkshus med et heltag af røde vingetagsten. Mod gaden er de seks sydøstlige fag udført i to stokværk, hvoraf det øverste er let udkraget, mens de resterende fire fag er i et stokværk. Mod gården er bygningen opført med gavlkvist og udskud. I tagfladen mod gården er der er en pultkvist og tre nyere ovenlysvinduer. I rygningen er en hvid skorstenspibe med sokkel. Gadesiden er opført i en righoldig, rødt opstolpet, og har hvide tavl over en høj, pudset, grå sokkel. Under det udkragede stokværk ses profilerede bjælkeender og overpudsede fyldholter. De fire fag i ét stokværk afsluttes af en pudset hovedgesims. I yderfaget mod sydøst fører et trin i granit op til en ældre, tofløjet dør, der er rigt dekoreret med blomster, sløjfer, bånd og bladmotiver under et todelt overvindue. Mod nordvest er en portgennemkørsel, der mod gaden aflukkes af en ældre, todelt revleport med gående dør. Tagrenden har drueknæ. På gårdsiden er udskud og gavlkvist pudset og kalket med gul okker, mens resten af gårdsiden står opstolpet i rød okker med gule tavl over en sortpudset sokkel. Gavlkvisten deles af en tandsnitsfrise. I gavlkvisten er en profileret pladedør med tredelt overvindue og i udskuddet en nyere fyldingsdør med glas i de øverste. Mod sydøst er en nyere rammedør med firdelt vindue. Portgennemkørslen står, ligesom gadesiden, med opstolpet bindingsværk i rød okker og med hvide tavl. Et granittrin fører til en ældre fyldingsdør med seksrudet overvindue. Fra portrummet er der adgang til loftet via en lem. I gadesiden er der ældre, torammede og trerudede vinduer malet i en blå farve. Vinduerne i gårdsiden er hvidmalede og udgøres af nyere, men traditionelt udførte, et- og torammede, trerudede vinduer samt af ældre, opsprossede vinduer i vekslende formater. Vinduerne er mestendels forsynet med forsatsrammer. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og bygningsdetaljer, herunder beslag og hængsler.

I det indre er en ældre planløsning i store træk bevaret med en gennemgående midterskillevæg i stueetagen. Der er stuer mod gaden og køkken og birum mod gården. På første sal er en ældre fordelingsgang bevaret. Førstesalen samt tagetagen er indrettet med værelser og bad. En ældre hovedtrappe og en ældre bagtrappe fører fra henholdsvis stueetagen og gården til første sal. Hovedtrappen i træ har profileret håndliste og drejede balustre. Der er en mindre krybekælder ud mod gården i forbindelsen med indgangsdøren fra portrummet. Huset er præget af en traditionel materialeholdning, og der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder synlige loftsbjælker med pudset loft imellem, skillevægge med blotlagt tømmerkonstruktion, en revledør, fyldingsdøre, gerichter, greb, klinkefald og beslag. I stueetagen er der indrettet brusebad under en ældre ildstedskappe. På førstesalen og i tagetagen er der nyere fyldingsdøre samt skillevægge i gips.

Sidehuset er placeret vinkelret på hovedhuset og er opført som en fritliggende enetages bygning, dels i righoldigt, rødt opstolpet bindingsværk, dels i grundmur. Østsiden er placeret i skel. Bindingsværket står på en lav, sortpudset sokkel, mens grundmurens sortmalede sokkel er højere. Taget er et stejlt heltag behængt med røde vingetagsten, og der er en hvid skorstenspibe med sokkel i rygningen. Mod gården er et centralt placeret høgab. Gårdsiden er mestendels grundmuret, dog ses to fag i bindingsværk. Tavl og grundmur er kalket okkergul. Den sydvestlige gavl er udført med grundmur i stueetagen, mens gavltrekanten er udført i bindingsværk, der er pudset over stok og sten. Den nordøstlige gavl er i rødt opstolpet bindingsværk med hvide tavl. I gårdsiden ses nyere, en- og tofløjet revledøre med klinkefald. Vinduerne veksler i type. Der ses hvidmalede, ældre, torammede og trerudede vinduer og i den sydvestlige gavl er ældre, fladbuede og tolvrudede støbejernsvinduer i murede stik, mens der i gavltrekanten er et nyere, torammet og trerudet vindue med koblet ramme. I den nordøstre gavl er indmuret et ældre ornamentglas. Østsiden er ikke besigtiget udefra.

Indvendigt består sidehuset af et åbent rum med ældre, blotlagte konstruktioner og støbt gulv. En nyere trappe i træ fører til tagetagen, der benyttes til opbevaring. Bjælkerne er delvist understøttet af et I-profil, der stikker ud gennem den murede sydvestlige gavl. Murene er delvist efterisolerede med teglblokke. Tagkonstruktionen er suppleret med ekstra spær og er udført med undertag i krydsfinér. Skorstenen er fjernet i tagetagen.

Den miljømæssige værdi for Skattergade 10 knytter sig til bygningens beliggenhed i den gamle gade, hvor den indgår som en integreret del i husrækken af ældre byhuse, der alle veksler i form og højde. Forhusets delvise opførsel i to stokværk, harmonerer på fin vis med gadens ældre huse, hvoraf mange er opført med gavlkviste. Dermed bidrager ejendommen væsentligt til Skattergades stemningsfulde gadeforløb.

Ejendommens kulturhistoriske værdi ligger i det ydre i forhusets bygningskrop med udkraget stokværk, den righoldige tømmerkonstruktion, hovedgesimsen samt i hoveddøren med den karakteristiske Louis Seize dekoration, som vidner om de midler, der er lagt i, at ejendommen skulle fremstå præsentabel og standsmæssig, ligesom beliggenheden i Skattergade har været betinget af en bygherre med en vis status. Dette kan ligeledes ses i gårdsidens gavlkvist, der er dekoreret med en tandsnitsfrise trods orienteringen mod den funktionelle gårdside. Hertil kommer det opstolpede, righoldige bindingsværk, der er karakteristisk for Fyn. Endvidere understøtter det let aflæselige hierarki, imellem det fine forhus i kontrast til det funktionelt betingede sidehus med bindingsværk, grundmur og høgab, ejendommen som en helstøbt, autentisk helhed. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vinduer, port samt beslag og greb.

Forhusets kulturhistoriske værdi ligger i det indre i den genkendelige, ældre rumstruktur, med gennemgående midterskillevæg, stuer mod gaden og birum mod gården. Hertil kommer alle de ældre bygningsdele og -detaljer, der vidner om bygningens alder og udvikling, herunder skillevægge i bindingsværkskonstruktion, loftsbjælker, hovedtrappen med håndliste og drejede balustre, vinduer, skorsten, de bevarede rokoko fyldingsdøre med ægformede messinggreb, revledøre med klinkefald, ildstedskappen samt beslag og greb.

Sidehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til det åbne rum med blotlagte konstruktioner, der sammen med høgabet vidner om sidehusets oprindelige brug til sekundære funktioner. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder konstruktioner, bræddegulv, vinduer og beslag, der vidner om bygningens alder.

Forhusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den langstrakte bygningskrop, der med seks fag i to stokværk og fire fag i ét stokværk, trods den asymmetriske komposition fremstår som et samlet, autentisk hele i kraft af bindingsværkskonstruktionen, den taktfaste vinduesplacering og placeringen af hoveddør og port i hvert yderfag. Gadesidens høje sokkel forankrer den detaljerede facade, der med opstolpet, righoldig bindingsværkskonstruktion, udkraget stokværk, Louis Seize dør og hovedgesims giver bygningen et delikat og levende udtryk, der samles under den ubrudte, rolige tagflade. Sidehusets arkitektoniske værdi ligger i det ydre i den klart afgrænsede, kompakte bygningskrop, hvor den stejle, ubrudte tagflade med symmetrisk placeret, højt, smalt høgab får samlet de vekslende konstruktioner og vinduesformater til et charmerende baghus med et udpræget funktionelt og autentisk udtryk.

Læs videre om

• Bagergade 1, Svendborg
• Bagergade 3, Svendborg
• Skattergade 10, Svendborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen