Skelsnæspavillon, Søholt Hovedgård, Krønge

Pavillonen er opført med pudsede og gulkalkede bindingsværksvægge og et afvalmet stråtag. Mod vest er en loggia båret af fire rødmalede træsøjler placeret på sandstenspostamenter, hvis overflade ligger i plan med loggiaens gulv, der består af tykke, gule teglfliser. Bygningens indgang under loggiaen er flankeret af et vindue på hver side af den tofløjede dør. Bygningens øvrige side er hver forsynet med ét vindue, placeret midt i væggen. Vinduer og døre er rødmalede udvendig og hvide indvendigt. Der er bevaret en del gamle ruder. Alle originale beslag på døre og vinduer er bevaret. Vestgavlen har, under loggiaens loft, en hvidkalket frise med gulmalet citat: "Lær mig, o Skov, at visne glad" (Oehensläger 1813). Fra loggiaen har der ved opførelsen været udsigt mod vest over Maribosøerne. Bygningen ligger helt isoleret i skoven. Indvendigt indeholder pavillonen ét, stort, kvadratisk rum (10 x 10 alen indvendigt). Der er bræddegulv, pudsede lyst gulkalkede vægge med seks grissaillemalede billeder af godsets bygninger og øverst en skabelonmalet bort. Loftet er pudset og hvidtet, har en bort mod væggen og en illusionsmalet gesims. Tagværket består af nogle få bindbjælker, som er hængt op i en langsgående stol. Rummet danner et kvadrat og væggenes højde er præcis den halve længde. Derved bliver facaderne dobbeltkvadrater. Da taget også har samme højde som væggen, kan opstalten indskrives i det samme kvadrat.

Pavillonen hører til Søholt Gods, hvor den blev opført i 1822 i den ny anlagte landskabelige have. Den kulturhistoriske værdi ved Søholts pavillon på halvøen Skelsnæs knytter sig i det ydre til det romantiske udtryk i traditionelle materialer, der er karakteristisk for små bygningsværker i landskabelige haveanlæg fra begyndelsen af 1800-tallet. Dertil kommer den ensomme beliggenhed, langt fra hovedbygningen, i skoven med kig over Maribosøerne, der lægger op til kontemplation og fordybelse i tæt kontakt til naturen. Der knytter sig ligeledes kulturhistorisk værdi til typisk romantiske kendetegn, der blander historiske træk med lokale byggeskik, som loggian, der fører tankerne hen til et tempel, båret af træsøjler på sandstenspostamenter, bindingsværksvægge, stråtag og den traditionelle materiale- og farveholdning. Dertil kommer de oprindelige og ældre bygningsdele, som de torammede opsprossende vinduer med alle detaljer og flere gamle ruder, loggians gule gulvfliser og den oprindelige tofløjede fyldingsdør med det originale beslag. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til de to udvendige inskriptioner; Le 15 Juin 1822 og under loggians loft Lær mig, o Skov, at visne glad, som er et Oehlenschläger citat. Digteren besøgte Søholt adskillige gange og citatet blev påmalet i 1823. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens disponering, der består af ét kvadratisk rum, der vidner om pavillonens brug til kortere ophold i dagtimerne. Indvendigt har der været udsmykning med påmalede søjler og bladranker mv. seks billeder der, hvor der ikke er vindue el. dør blev de malet i. Dertil kommer de seks grisailles på væggene, malet i 1870erne, der viser bygninger fra ejendomme, der tilhørte Søholts daværende ejere: to grisailles af Søholt hovedbygning og fire af hhv. Søllestedgård, Lille Søholt, Lidsø, Rosengård.

Den arkitektoniske værdi ved Søholts pavillon på Skelsnæs knytter sig til bygningens beliggenhed i en lysning i skoven ved Maribosøerne, hvor den åbner sig med loggia mod vandet. Pavillonen står kalket over stok og sten i en lys guldokker med hvide gesimser og gråmalede vinduer og tofløjet fyldningsdør under det stråbelagte pyramidetag. Den arkitektoniske værdi knytter sig ligeledes til de udbrudte tage, den åbne loggia foran og den traditionelle materialeholdning. Hertil kommer den stringente vinduessætning. Desuden knytter den arkitektoniske værdi sig til pavillonens helstøbte proportioner, der bliver dannet af rummets kvadratiske grundplan, væggenes højde, der er præcis den halve længde, facaderne, der dermed bliver dobbeltkvadrater, og taget, der har samme højde som væggen. Det bidrager til bygningens harmoniske fremtræden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemførte enkelhed, der stadig præger pavillonen, med plankegulv og pudset loft.

Læs videre om

• Christianssæde, Skørringe
• Errindlev tidl. Andelsmejeri
• Pederstrup, Vesterborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen