Skindergade 19, København

Gråbrødretorvs historie begynder, da Gråbrødrekloster 1238 oprettedes her. Til klosteret, som længe var byens eneste, skænkede grevinde Ingerd af Regenstein i stiftelsesåret sin store gård beliggende i samme bydel. Klosteret var indviet til Skt. Katharina og dets hovedbygning lå ud til Klosterstræde, mens adskillige mindre bygninger og med tilhørende haver lå fordelt over hele området frem til Købmagergade. Den 25. april 1530 blev klosteret nedlagt, forhadte som dets tiggermunke var på grund af deres angivelige vellevned og udskejelser. Da man opgjorde klosterets inventar, omfattede det en række "økonomibygninger", såsom sakristi, bryggers, maltkølle, stegers, svendeherberge, snedkerværksted, gæsteherberge og porthus. Bygningerne kom først i magistratens besiddelse, men 1532 blev de delvis nedrevet. Endnu er rester dog bevaret: Under ejendommen Gråbrødretorv 11/Valkendorfsgade 20 er dele af kældermuren middelalderlig. Det er et levn fra munkenes fængsel, i 1530 omtalt som "Prisonidh". Gråbrødrenes "prison" kunne i 1530 direkte videreføres som byens fængsel og fungerede som sådant indtil 1623, hvor Christian 4. omdannede det til kirke for Tugt- og Børnehuset. Under branden i 1728 blev huset svært beskadiget. Hertil skal føjes, at Nationalmuseet 1968 foretog bygningsarkæologiske undersøgelser af ejendommen Gråbrødretorv 13. Man fandt her rester af middelalderligt murværk, som må stamme fra en af de øvrige "økonomibygninger", måske gæsteherberget. Wiingardt, som var Hans Tausens bogtrykker, nedsatte sig 1532 i København, og 1555 fik han skøde på en gård bag "prisonet". Indkørslen dertil skete ad en "slippe" mellem nuværende Gråbrødretorv 11 og 13. Wiingardts efterfølger på stedet, tillige ægtemand til hans enke, var Lorentz Benedicht, en af Danmarks betydeligste bogtrykkere og indførte således frakturen (gotisk) som skrift i dansk typografi. Visehæfter og flyveblade flød også fra hans bogtrykkerværksted. På en del af klostergrunden byggede den mægtige rigsråd Corfitz Ulfeldt sin gård, hvor han levede fyrsteligt med sin hustru Eleonora Christine, datter af Christian 4. Men 1663 faldt dommen over Ulfeldt. Han blev kendt skyldig i landsforræderi og frakendt liv og gods. Desuden blev hans gård nedbrudt sten for sten, hvorefter stedet blev udlagt til en offentlig plads, det nuværende torv. I dets midte rejstes en skamstøtte til minde om hans ugerninger. Selv efter 1728-branden, hvor den ødelagdes, lod man den genrejse. I 1842 blev den nedtaget for senere at blive genrejst i Nationalmuseets gård. På støtten læses: "Forræderen: Corfitz Ufeldt (WF): Til Ævig Spott: Skam og Skiendsel:" I 1841 skiftede Ulfeldts Plads, som stedet havde heddet til det nuværende navn Gråbrødretorv. Ved bybranden 1728 blev næsten hele bebyggelsen omkring Ulfeldts Plads jævnet med jorden. De nuværende ejendomme på torvets sydside stammer fra tiden derefter, en række særdeles fine eksempler på de såkaldte "ildebrandshuse", bygget efter J.C. Kriegers forskrifter og i tidens solide og sprøde barokstil, der kom til at præge den genrejste hovedstad. På indskriftstavlen over opgangen til Gråbrødretorv 1 læses således: "Hvad Ilden har fortæret har Gud igen beskiert". Skindergade, der i gamle dage var skindhandlernes, garvernes og bundtmagernes forretningsgade, fik sit nuværende navn efter reformationen i 1536. Tidligere hed Skindergade Gråbrødrestræde, bortset fra det stykke som ligger mellem Skoubogade og Gammeltorv, der hed Klædeboderne indtil 1879. Skindergade 19 blev opført omkring 1828-1829 for Krigsråd Johan Jørgen Bruun. Hele facaden var oprindelig kvaderfuget. General De Meza, der havde en afgørende betydning i krigen i 1864, boede i huset i perioden 1841-1850.

Skindergade 19 er et hjørnehus, der ligger på hjørnet af Skindergade og Kejsergade, der åbner sig til Gråbrødretorv. Huset er seks fag mod Skindergade og gennem et smigfag syv fag mod Kejsergade. Huset er fire etager højt over en høj kælder; der er i nyere tid indrettet kontorer i tagetagen. I sjette fag mod Skindergade er portåbningen og der er nedgang til kælderen i smigfaget. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige hovedetager er indrettet til boliger. Facaden er muret og pudset og over en lav sokkel er underetagen refendfuget op til en cordongesims udformet med bladværk, herover er muren glatpudset. Vinduernes underkant i 1.sal, beletagen, hviler direkte i på cordongesimsen. Gesimsen under taget er en sparrenkopgesims. Farveholdningen er grågrøn bemaling på underfacaden, mens de glatpudsede murflader er grå og gesimserne er hvidmalede. Mod gården er muren berappet og malet mørk rosa. Gesimsen består af to enkle, retkantede led. Der er en dør fra bagtrappen med tre trin ned til gårdrummet. Vinduerne mod gaden har poste med flad forkant og karnis samt kvartstaf, med fire rammer med to ruder i underrammerne. Mod gården har vinduerne samme udformning. Vinduerne er hvidmalede mod gaden og malet mørkegrønne mod gården. I den høje stueetage ud for butikslokalet er der store muråbninger med butiksruder på nær i det yderste fag mod Kejsergade, hvor der er et traditionelt, firerammet vindue. I samme fag er der nedgang til kælderen. Porten er en oprindelig mørkegrønmalet trefags port med tre bosserede fyldinger. Porten har håndsmedede hængsler og nyere lukketøj samt et halvcirkulært vindue med radiære sprosser. Portrummet har støbt gulv og væggene er pudset og malet og forsynet med vandrette glatte brædder i brystningshøjde. Det tøndehvælvede loft er beklædt med plader. Bagdøren mod gården er en ældre, grønmalet dør med tre fyldinger og en rude i det faste stykke henover. Taget er et heltag med røde vingetegl. I rygningen er en blokformet skorsten med sokkel ind mod nabobygningen i Kejsergade, mens der sidder to skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen over taget mod Kejsergade. I tagfladen sidder flere ældre, fladbuede kviste med en jævn og harmonisk fordeling. Fra portrummet er der indgang til hovedtrappen, som ligger ind mod gården. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der er én på hver etage. Da bygningen har en V-formet grundplan adskiller lejlighederne sig fra den gængse indretning af lejligheder i samtiden. Således ligger køkkenerne overvejende mod gården i fløjen mod Kejsergade, mens de i nyere tid indrettede badeværelser ligger mod gården i fløjen mod Skindergade. Køkkenerne har bevarede ildstedskapper. Fra køkkenerne er der udgang til køkkentrappen og der ligger også et gæstetoilet mod gården. Køkkentrappen er også en toløbstrappe med indstemte trin, uden nogen dekoration, men med kantede balustre og en malet håndliste. Der er et lille kammer på to fag, der vender mod Skindergade, og herfra er der indgang til en tofags oval stue, hvorfra man gennem et etfags skabsrum kan passere ind i en hjørnestue, der optager husets smigfag. Langs Kejsergade ligger ydermere to tofags stuer og et etfags kabinet eller en tofags og en trefags stue. I størstedelen af stuerne er der kaminpladser, der kantes af en profileret indramning, bestående af en kanelleret liste med rombeformet kapitæl. I smigfagsstuen er der tillige en indbygget bred niche, der flere steder er flankeret af indbyggede skabe. Det ældre hanebåndsloft anvendes til kontor. Trappen er den toløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er glatte mod lysningen og slanke, drejede balustre og en håndliste af mahogni. Durchsichten har en usædvanlig og elegant, oval form. Der er pudset under løbene. Gangarealer, reposer og trin er beklædt med vinyl. På en enkelt repos ses et ældre, nagelfast sæde, der har kunnet bruges til at hvile på. Trappen og alle hoveddøre ud mod trappen, bortset fra lejligheden i tageetagen, stammer fra opførelsen. Der er to døre til hver lejlighed, henholdsvis en enfløjet og en tofløjet dør. De tofløjede døre er blændet på indersiden. På alle hovedetager er vinduesvæggene i de fine stuer mod gaden fuldpanellerede, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Væggene over panelerne er pudsede og malede. Panelernes spejle svarer til spejlene på dørenes fyldinger. Lofterne er pudsede og har en profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer. Vinduerne har poste med flad forkant og karnis samt kvartstaf på hjørnerne, størstedelen med tilhørende anverfere og stormkroge. De enfløjede døre har fem fyldinger, hvoraf to er rektangulære med bosseringer, og indstukne hængsler med rund knop og indstukne låse samt krykgreb af messing. Dobbeltdørene mellem stuerne mod gaden har fem fyldinger og dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Indfatningerne er samtidige. Lejlighederne har primært parketgulve og bræddegulvene er flere steder fornyede, men der er også oprindelige bræddegulve med synlig sømning. Enkelte steder ses nyere klinkebelægning i køkken og bad. Kontoret i tagetagen har et nyere bræddegulv og pladebeklædte skråvægge og loft mellem de synlige, malede hanebånd. Stueetagens butikslokaler har en åbenplanløsning, hvor den gamle ruminddeling endnu er aflæselig i loftet. Her er nyere bræddegulve og bevarede lysningspaneler samt stukkatur. Baglokalerne er præget af nyere overflader. Døren ned til kælderen er en oprindelig fyldingsdør og vinduerne er ældre, med tre rammer.

Den miljømæssige værdi ved Skindergade 19 knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Skindergade og Kejsergade, hvor bygningen er med til at åbne Skindergades smalle gaderum mod Gråbrødretorv. Gadernes husrækker består af lignende bygninger fra samme periode. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden med de ens bygningshøjder, de mange steder med gennemgående gesimsbånd, de ensartede facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele, der danner et stemningsfuldt gademiljø. Således er Skindergade 19 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan; den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Den kulturhistoriske værdi ved Skindergade 19 knytter sig i det ydre til hjørnehuset med den repræsentative facade i empirestil. Empirehusene kan nok føres tilbage til påvirkning fra C.F. Hansen, som kun byggede få borgerhuse. På grund af den stærkt stigende befolkningstæthed, blev husene tvunget i vejret med indtil fem normale beboelseslag og endelig tog man nu konsekvensen af, at det var etagehuse med ganske ens lejligheder. Ambitionerne blev lagt på hylden, og facaderne stod ærligt og nøgternt med samme vinduesstørrelse i alle etager, men de har altid præg af klassicismens sikre proportionering. Empirens arkitektoniske elementer fulgte i klassicismens fodspor, men adskilte sig nok mest ved at være mere enkel i sit formsprog. Efter 1800 blev borgerhusenes facader nemlig gradvist forenklet: de frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at det svage spring i murfladen mellem midterparti og sidepartier faldt bort. Også de flade forsænkede murfelter mellem etagerne forsvandt og tilbage stod det enkle, klare empirehus med vinduernes regelmæssige takt og det brede, ofte ornamenterede gesimsbånd mellem stuen og 1. etage, som eneste deling af murplanet. En del huse fik dog yderfagenes vinduespiller gjort bredere end de øvrige, ligesom Harsdorff-tidens betoning af sideakserne.Således viser Skindergade 19 sig med sin både glatpudsede og refendfugede facade og samtlige antikke stilelementer, herunder de udsmykkede cordon- og hovedgesimser samt den trefags port med bosserede fyldinger og radiært opsprosset vindue, som et fint eksempel på et københavnsk beboelseshus i empirestil opført i 1800-tallets første halvdel. Facadens knækkede hjørne, smigfaget er et fint eksempel på, hvordan man ved opførelsen af Skindergade 19 har fulgt Stadsarkitekten og Stadskonduktørens bygningsreglement for genopbygningen efter Københavns brand i 1795. I kontrast til facaden står den enkle gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den dels af afspejler gårdsidens brugsorienterede oprindelse og dels viser vigtigheden af at bygningen også i datiden fremstod præsentabel i gadebilledet. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, trapperum, køkkener, bad og trapper mod gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til forhusets velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler klassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. Afslutningsvis knytter der sig betydelig kulturhistorisk værdi til trapperummet, der med sin fornemme og sjældne udformning understøtter klassicismens ideal om trapperummet som et imponerende og repræsentativt rum, der som det første mødte den, der trådte ind i bygningen.

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens udtryk i empirestil, der i tråd med datidens smag fremstår nedtonet og elegant. Således begrænser bygningens dekorative elementer sig til den refendfugede underfacade og de dekorative gesimser, hvor særligt cordongesimsens bladværk står frem. Facaden har et særdeles harmonisk udtryk gennem sin velafbalancerede fordeling af vertikale og horisontale forløb, i vinduesfagenes taktfaste placering og gesimsernes horisontale forløb. Således fremstår Skindergade 19 som et særdeles helstøbt, Københavnsk beboelseshus fra 1800-tallets første halvdel. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre i særdeleshed til lejlighedernes planløsninger, der fra arkitektens hånd står som en vellykket indretning af den lidt svære, tilspidsede hjørnegrund. I lejlighederne er stuerne placeret langs gaderne og indretningen med nicher, ovnpladser, de feltinddelte vægge samt den fine detaljering i paneler og døre skaber et udpræget herskabeligt miljø, der afspejler beboernes levevis i datiden. Hertil kommer de ovale stuer med specielt tilpassede og buede døre, hvis formgivning gør dem særdeles harmoniske, og som tillige er sjældent sete i de københavnske borgerhuse. Sammen med lysindfaldet gennem de store vinduer fremstår interiøret med empirens kølige elegance og særdeles stemningsfulde atmosfære. Endelig knytter der sig stor arkitektonisk værdi til trapperummet, hvor de lette og elegant svungne trappeløb omkring den ovale durchsicht, de spinkle og fint drejede balustre og dørenes placering på reposerne, får trapperummet til at fremstå særdeles formfuldendt.

Læs videre om

• Fiolstræde 30-32, København
• Rådhusstræde 8, København
• Torvegade 30, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen